hed, og den maae ikke besettes med flere Sælgere, end
der findes Aftræk af Kiøbere; endskiønt saadan Mængde
hæver sig nok selv, uden Statens Tilhielp.
Jo mere Næring, Handel og Vandel Staten har
at give bort, desto flere Borgere kan den dermed forskaffe
sig; Nærings Sagerne maae derfor saaledes uddeles,
at mange ernærer sig af een Drivt eller Handel, men
ikke at en har mange Drivter og Slags Handlinger at
drive tillige, til andres Fornærmelse.
At Handelens Fordeele deles imellem mange Børgere,
det forskaffer Staten mange Contribuenter, og jo større
Handelens Flor er, desto rigere Høst bringer den Sta
ten.
Ligesom det menneskelige Legeme svekkes, naar dets
tilvante Levnetsmidler afknappes: saa svekkes og Hande
len, naar de til Handel tienende Vahre unddrages den,
eller Leyligheden, til at forhandle dem, betages den.
Jo dyrere Staten kan sælge sine Producter til Frem¬
mede, jo flere Penge trekker den derfor ind i Landet;
derfor maae de bringes til saadant Torv, hvor de gielder
meest.
At overlade Landets Producter til Fremmede, til
videre Forhandling, der ligesaa got kan skee ved Landets
egne handlende Borgere, det svækker den borgerlige Næ¬
ring, og betager Staten den Fordeel, som den Fremmede
derved giør sig.
Saa ofte Vahrene gaaer fra en til anden Haand,
saa ofte kaster de Fordeel af sig; da det nu er nyttigt for
Staten, at mange ernærer sig af et Slags Drivt og
handler med et Slags Vayre: saa maae den og drage
Omsorg for, at befordre sammes Omsetning ofte. Dette
skeer ved den Jndenlandske Handel, naar Kræmmere,
som handler en Detail, tager deres Vahre af Grosererne
samt naar smaa Stæder henter deres Vahre fra Stabel¬
og Oplags=Stæderne
Den ene Borger maae rekke den anden Haanden til
hans Næring, formedelst den Forbindelse, som de staaer
i med hinanden; kiøber han nu de udenlandske Fornø¬
denheder af Fremmede, og ikke af hans handlende Med¬
borgere, saa under han hine Fordelen, som disse kunde
have; saa handler han imod den Pligt, som han er sine
Medborgere skyldig, og unddragen Staten saa meget,
som Fremmedk vinder paa Vahrene.
Hvor man kiøber fremmede Vahre, i Stedet for
dem, der giøres i Landet, der bliver de indenlandske Ar¬
beydere satte ud af deres Ræring, og Staten berøvet
sine Penge; men naar man betiener sig af de indenlandske
Vahre, for at tiltuske sig de fremmede, saa befordrer
man Medborgernes Næring, og forøger Statens For¬
mue. Hvor billigt er det altsaa at sperre Porte og Døre
til for fremmede Vahre, og at imodtage og huse de in¬
denlandske.
Jo billigere og lettere Kiøbmanden kan kiøbe frem¬
mede Vahre, og bringe ind i Landet, desto nyttigere er
det for Staten og dens Borgere. Hvor Vahrene ikke
giøres eller produceres, men med Bekostning paa Trans¬
port skal hentes fra Fremmede, der ere de dyrere, end
hvor de forarbeydes eller voxer. Dette kalder man i
Handelen første, og hiint anden Haand; for at have
fremmede Vahre desto lettere, maae man derfor anskaffe
sig dem fra første og ikke fra anden Haand, og unde Bor¬
gerne i Staten, men ikke Fremmede, Fragten derfor.
Stateas Penge anlegges ikke nyttigere, end naar de
udgives for fremmede paae Materier, som Landet fattes,
hvis Værdie Borgerne forhøyer ved at orarbeyde dem,
og ingen sælger til deres Medborgere, eller som endda er
bedre, til Fremmede.
Penge er den Alen, hvormed alle Ting maales, som
ere til Fals. Penge udgiør Statens Rigdom, og giøre
en nyttig Virkning, naar Handelen giver dem Liv og brin¬
ger dem i Omløb
Det Middel, hvorved Pengene beholdes sikkerst i
Landet og formeres, er ikke Forbud paa Udførsel men
Landets Handels Overvegt.
Forbud paa Penges Udførsel giør de fremmede Vahre
dyrere, som vi behøver, og deres Jndkiøb besværligere.
Dog alligevel maae rede Penge, uden uforbigiengelig Nød¬
vendighed, ey føres ud af Landet.
Anlegger man Pengene i saadan Handel, som brin¬
ger dem tilbage igien med Gevinst, saa er sammes Udfør¬
sel nyttig og tilladelig.
Om man bringer fremmede Penge ind i Landet, og
omtusker samme med Fordeel til Fremmede, imod Vexel
eller Myndt, saa ere Pengene ikkun at ansee som et an¬
det Slags Vahre, hvormed der drives Handel, og sam¬
mes Giennemmarsch ikke at hemme.
Mere skal følge.
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
At kiende Hestes Alder.
E¬
n Hestes Alder kiendes fornemmelig og allervissest af
Tænderne. Hesten har 40 Tænder: nemlig 12 For¬
tænder, 6 oven og 6 under, 4 Hager, to paa hver Side,
en oven og en unden. Af disse tolv Fortænder og fire
Hager kiendes Hestens Alder indtil det 10de Aar, desu¬
den har Hesten 24 Kindtænder, 12 paa hver Side
6 øren og 6 under i Munden. Naar et Føl bliver født,
har det alle disse Tænder, undtagen Hagerne; som be¬
gynder at skyde frem enten sidst i tredie Aar (som dog
sielden skeer) eller først i det fierde Aar som er almindeligst.
Paa disse Hager kiendes særdeles det 3die og 4de Aar.
Nogle vil vei holde for at man allene af disse Hager ved
Omgang og Erfaring kan lære at kiende en Hestes Alder;
men det slaaer ofte Feyl. Jo yngre Hesten er jo skarpere
kortere og tyndere ere Hagerne, men jo ældre Hesten bli¬
ver, jo fuldkomnere, større og rundere ere de samme;
Bedragere pleyer, naar de andre Tænder ellers staaer got,
at file Hagerne kortere og mindre: men det kan man føle
paa den; thi de a Naturen unge Hager, ere aldrig ret
glatte paa den inderste Side; andre slaaer Hagerne ud,
men dette Bedrag kan ogsaa kiendes, naar det nøye mæn¬
kes, saa er der et Ar, hvor Hagen er aftaget. Særde¬
les kiendes Hestens Alder af hans 12 Fortænder. Men
forud mærkes at alle Heste ikke ligetilig kaster eller foran¬
drer Tænderne, saa en Hest kan tillig en anden fildig skifte
