Folk bør holdes i Ære. - Ærlighed i en negativ For¬
stand udelukker Ondskab og Bagvaskelse. - Ærlig og
ikke ærlig heder ofte saa meget som oprigtig og ikke oprig¬
vig. Man er oprigtig, naar man ikke holder tilbage eller
stikker under Stoel, hvor der af Ærligheden fordres en
Tilstaaelse, eller Sandhedens Forsvar, Uskyldighedens
Redning, Ondskabens Anklagelse, Bagvaskelsens Opda¬
gelse, og en vis Lidelse for Sandheden. - Ærlig og
falsk heder saa meget som god og fuld af Ondskab. Den
som ikke er oprigtig er derfor ikke fud af Ondskab. Han
skader ved ikke at giøre det; den Ondskabsfulde skader ved
at giøre det, og naar de ur holder sin Giøren hemmelig,
eller vel og antager Oprigtigheds Skin, saa heder han
falsk, og formedelst hans Ondskab, som skiuler sig un¬
derfundig. Den sande ærlige Mand stikler aldrig under
Stoel eller bølger noget. Han efterlader ikke, at anklage
Ondskaben, at opdage Bagvaskeren, og skyer aldrig en
vis Lidelse for Sandheden. Men den sande ærsige Mand
er ingen Fiskal. Han skal just ikke give Agt paa og pass¬
nogen op; men fornemmelig aabenbare saadanne Ondsta¬
ber, endog med sin Skade, for hvilke ikke er dicteret no¬
gen Straf i Lovene. – Jrke at tale Dadt om no¬
gen heder ikke, at tale got endog om det Onde selv, og
ikke at forfølde nogen, udelukker ikke den rene Vrede
som forfølger Uret. - Den ærlige Mand maae vaage
for Sandhedens Jnteresse; men for den vigtige Sandheds
Jnteresse, og ingen Jver vise for Smaating, - Den
ærlige Mand maae blive i hans Cirkel og ey gaae uden
for hans Grændser, i hvilke Forsynet har sat ham.
Hans Oprigtighed maae være forenet med Uegennyttig¬
hed. - Oprigtighed og Uegennyttighed ophøyer Siæ¬
In, at den føler sin sande Værdighed og sin indvortes
Ære. Thi den sande Ærlighed bestaaer i en fr dkommen
Uegenny tighed, forenet med den sande Ære og Følelse
af samme.
Borgeren i Hovedstaden.
Om handelen. (See No 20 og 21.)
S¬
taten maae ikke nægte gode fremmede Myndters Jnd¬
gang og Omløb i sit Land, men vel tillegge dem en
ringere Værd end sine egne, ifald det kan skee uden den
nyttige Handels Fornærmelse.
Kommer fremmede Myndter ind i Landet, saa maae
deres Gehalt undersøges, og deres Forholdelse til Landets
Myndter beregnes, deres Værd bestemmes, og saadant
tilkiendegives Publicum.
Det maae ligesaa ophyggelig forekommes, at Pen¬
gene ikke trekkes bort udaf Handelen, som at de ikke settes
paa Rente hos Fremmede og ey i Landet selv.
Da de gangbare Myndters Tilbagekaldelse og For¬
andring foraarsager stor Uorden og Skade i Handelen og
iblant Borgerne: saa maae Staten ikke foretage sligt, uden
yderste Nødvendighed.
En Creditor trekket Fordeel af Myndternes Værdies
Nedsettelse eller Afslag, og en Dibitor af deres Forhøy¬
else, men den sidste har større Prætensioner at giøre paa
Statens Hielp end den første. Metallernes Værdies
Forhøyelse i Myndterne er et Middel, hvorved en Stat,
som sidder i stor Gield, kan redde sig ud deraf. Saale¬
des bare Romerne sig ad, efter Plinii Vidnesbyrd, paa
den Tid, da den første Puniske Krig blev ført, da de
ikkun lode myndte deres Asses halv saa vægtige som for¬
hen, og dermed betalte deres Gield. Men, at gribe til
dette Middel, naar Værdien af de gangbare Myndter,
som findes i Landet, er endnu tilstrekkelig til at betale
Statens Gield det er baade ubilligt og farligt; hvor¬
paa findes adskillige bedrøvelige Exempler i Fraukerigs
Historie
Myndternes Forhøyelse, eller at myndte Penge af
slettere Gehalt, foraarsager, at Vahrenes Priis stiger,
men deres Nedsettelse eller Forringelse giør, at den fal¬
der Saa længe Udlændingen ikke kiender vore forhøyede
Penges indvortes Værdle, saa længe sælger han os endnu
sine Vahre for den gamle Piiis, men saasnart han kien¬
der samme, saa setter han paa sine Vahre, om ikke me¬
re, dog saa meget, som vore Myndter ere blevne slettere,
og det, som Staten har vundet derved i Førstningen,
tader den siden dobbelt; men denne Skade treffer ikke
allene i Almindelighed Staten, der paa saadan Maade
maae udskikke større Summer for fremmede Vahre, som
den i Besynderlighed treffer dem, der staaer i Behold¬
ning, der ikke faaer mere Løn, og dog alligevel dyrere
maae betale sine Fornødenheder.
Myndter man nye Penge af bedre Gehalt, end de
gamle eller fremmede, som ere gangbare i Landet, saa
udsetter man sig for den Fare, at de nye gode Penge
skal snige sig ud af Landet, og krybe ind i Udlændinger¬
nes Smelte Digeler, og de, som ere af slettere Gehalt,
komme ind igien i større Mægde. Vil man forbedre de
nye Myndter, saa maa: man forhen indkalde de gamle,
eller nedsette dem i deres udvoxtes Værdie.
Om man kiøber indenlandske Vahre for ringeholtige
Penge og sælger samme igien udenlands for gode Penge,
saa betaler man dem saa meget dyrere, som de fremmede
svære Penge ere bedre end de slette.
Handelcus Størrelse og Styrke retter sig efter den
Capitals Størrelse, som findes i Handelen, og efter sam¬
mes hastige eller langsomme Omsetning. Ligesom man
ikke kan tilsaae en stor Mark, saa kan man heller ikke føre
nogen stor Haudel med faa Penge. Formerer Pengene
sig i et Land og begunder at roullere i større Mængde,
saa kommer der mere Liv i alle Stænder; Kiøbmanden
giør større Foretagender i Haudelen, Haandverkman den
arbeyder flittigere, og Bonden pløyer bindskibeligere: fordi
de da lettere og bedre kan sælge Frugterne af deres Flid
og Arbeyde.
Skal Handelen forøges og blive større, saa maat
man formere Handels=Capitalen. Jkke alle Penge, men
endog de Vahre, som Jndvaanernes Flid frembringer,
hører til Handels=Capitalen, og da denne forøges ved Pen¬
genes Tiltagelse; saa maae man være betænkt paa te Pen¬
ges Formerelse, som circulerer i Handelen. Kan eller tør
Privatpersoner ikke tiene Handelen med deres Penge, saa
maae Staten hielpe den med sine egne Midler; thi de
Penge, som den giør Forskud med til nyttig Handels og
