1767
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 24.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste-Enken.
Betragtninger blant de Dødes Grave.
Jmedens jeg havde min Mand, boede vi engang saa¬
ledes, at min Mands Scudere=Kammer vendte ud
til en Kirke=Gaard. Min Mand var meget sælskabelig,
hvorfore og adskillige Mænd af Byen kom ti ham, og,
som man siger, pafserede Tiden iblant med adskillige og
opbyggelige Discourser, men ingenlunde med Kort= eller
andet Slags Spil, som nu omstunder er den almindelige
Modens Tidsfordriv, men som er ligesaa forargerlig og
skadelig, som uanstændig for Fornuftige Skabninger,
der burde bruge den beleylige Tid; og allermindst er saa¬
dan Tidsfordriv anstændig for dem, der skal paaminde
andre at kiøbe den beleylige Tid, saasom Dagene ere onde;
og i den korte Tid at arbeyde paa sin udødelige Deels Vel¬
færd. - Jblant andre kom engang een af vore Søgne¬
Mænd til min Mand, som gav Anledning til dise Betragt¬
ninger. Jeg kan ikke noksom forundre mig over, sagde
denne til min Mand, hvi De har udvalgt dette Sted til
Deres Studere=Kammer. Det er jo dog den allerelen¬
digste Prospect. De seer jo ikke andet end de Dødes
Grave. Jeg vilde ikke boe paa saadant et Sted, om
jeg end kunde faae Penge til. Jeg maatte jo være bange
for Spøgelse hvert Øyeblik. Jeg kommee ofte siidig Hiem
om Vinter=Aftener fra mit sædvanlige Viin Huus, men jeg
maatte jo være bange for mit eget Huus, naar jeg bøede
saa nær de Døde. Det er dog saa skummelt, og man kan
gyse ved det mindste, som rører sig paa saadanne Steder
i Mørke ---Ak! min Ven, svarede min Mand: Det
staaer visselig slet til med os, naar vi ere bange for at
komme til det for os fastsatte Maal. Hvad Syn er vel
mere behageligt for en paa et stormende og brusende Hav
længe omtumlet Seylende, end at faae den Havn i Sigte,
hvor alle Kaste= og Storm=Vinde ikke haver Sted, og hvor
de stølte Bølger maa legge sig. Jeg finder saadan Behag
i denne Prospect af de Dødes Hvilesteder, at jeg ikke vilde
ombytte den med en Udsigt til det Folkerigste Torv, eller
med nogen anden i Naturen indtagende Udsigt. De Døde
foruroeliger mig slet ikke. De hviler af al deres Møye.
Den, som haver en rolig Samvittighed, foruroeliges lige¬
saa lidet af Spøgelser ved Midnats= som Middags-Tider.
En ond Samvittighed er det værste Spøgelse inden i os.
Naar jeg rt vil forlyste mig, overlader jeg mig til Be¬
tragtninger iblant de Døde, thi da jeg veed, at alt Kiød
er Høe, og det eri fastsat for alle, engang at døe og der¬
efter Dommen, saa vænner jeg mig til at døe daglig, at
Dodens visse, skiønt uvisse, Ankomst ikke skal forekomme
mig ubevant, men at jeg kan glæde mig ved dens Ankomst,
og med Frimodighed bestaae i Dommen. - On det
ikke falder kiedsommeligt, sagde min Mand videre, vil jeg
give Dem en Prøve af min Forlystelse ved denne for Dem
ubehagelige, men for mig behagelige Prospect eller Ud¬
sigt:
Tanker blandt de Dødes Grave.
O! søde Roe! udviid dig her, min Tanke.
Lad Skummelhed kun ey forrykke dig.
Blandt Dødninger du kan dog sikkerst vanke.
Affi lede du og skal blive lig.
Betragt dit Hvile=Sted, din Havn og Sove-Kammer¬
See! her er Skranker sat for Vrede, Vold og Jammer.
Det tunge Aag her legges af vor Skulder,
Som legges paa den hele Adams Slægt
Her Udgang er fra Verdens Støy og Bulder.
Her Bettel-Stav med Seepter holder Vægt.
Ey Ring Forordninger har Sted iblandt de Døde.
En Mægtig og en Arm skal blive Orme=Føde.
Affielet Støv, en Haandfuld Jord, lidt Aske
Jndsvøbes i en Klud og Jorde=Blee.
Opblæste! o! hvoraf kan du døg braske?
Et Kikajon oprandt og visnede.
O! Daare! Stolte Aaud! see Jorden er din Moder.
Du selv er uselt Støv og Ormen er din Broder.
O! Stærke! som paa Dagene tør siole,
Som sikker gaaer og tænker her et Fred.
Blandt Dødninger du burde gaae i Skole.
Her lærte du at kiende Varighed.
Her saae du Goliath den stærkeste Philister
Er kun en svedet Traad, der og for Afmagt brister.
O! lækkre Tand! som mæsker dig, men nægter
Den Arme Brød. Breed for ham Disk og Dug.
Den rige Mand i Pinen hist vansmægter.
Du Mund u snart faaer fuld i Jordens Bug.
Der Ormen Giestebud igien i dig vil holde,
Naar til Naturens Ret du al din Skyld skal tolde.
O! Skiønne! som saa gierne dig vil speile,
Kom, speil dig her i andre Dødninger.
See! Døden suart vil til din Skiønhed belle.
