At Tindrende fordunkles gandske her.
Der Læberne ey kan afpasse ublene Miner.
Der Pfilsbeens=Tanden fælt i Dødnings=Munden griner.
O! Frekke! som mod Himlen selv tør kneyse,
Som trodse tør: hvor bliver Herren af?
Ydmyg dig dog til denne visse Reyse.
Du Potte=Skaar hver Dag jo seer din Grav.
Mon du, hvor fræk du er, din Død kan gaae i Møde
Med uforfærdet Mod. Ak! du forfærdet døde.
Forstilte Slægt, som under hykkelsk Maske
Vil daare Gud og narre Mennesken;
Stryg Kalken af din kalket Grav og Aske.
Fey Hiertet reent for Hierte Kienderen.
Mon den ey Hiertet seer, som dannede dit Øye.
Hvor hykkelsk du end vil i Støvet dig nedbøye.
Frygtagtig.! som skielver ved at høre
Sang=Klokkens Lyd; som blegner ved et Liig;
Som ikke tør en nøgen Been=Rad røre.
Tænk! Raden vist og komme vil til mig.
O! gyser ikke ved at see et Grav=Sted aaben;
Men søger Troens Skjold, som er mod Døden Vaaben.
Beknyttet Aand, hvis Liv er her Strids-Dage;
Som løber for Clenodiet at naae;
Som Skygger ey for Legemet vil tage;
Som fægter for det Ævige at faae;
Som under Christi Kors og den Blod=røde Fahne
Vil stride mandelig og Vey til Livet bane;
Som ofte maae i Siele Nød udbryde:
Min Gud! min Gud! hvi har du mig forladt?
Som ofte maae i salte Taarer flyde,
Før Troens Haand kan faae ved JEsum fat;
Som er af Verdens Flok anseet for Giek og Daare,
Fordi du vilde ey med den dens Deel udkaare.
Glæd dig. Sce her, see her ophører Striden.
Her hviler du af Siele=Angester.
Her Indgang er til Ævighed fra Tiden.
Her sover du til Stunden omme er
Forkrænkeligheds Sæd i Jorden skal nedlegges,
For til et ævigt Liv at luttres og oprakles.
Frygt ikke da, min Siel! for Taugsheds Steder.
Friemodig gak ad Dødens Skygges Dal.
Du bliver ey forladt. Ney. Din Veyleder
Vil lede dig ind i sin Himmel-Sal
Din Hyrdes Kiep og Stav, den Hyrdes, dig forløste,
Vil understytte dig, husvale og vil trøste
Saa ofte du, min Siel, dig vil forlyste,
Begiv dig da til Dødes Boliger.
Her Verdens Støv du best kan af dig ryste.
Her finder du al Trøst i Trængseler.
See hist, min Siel, et Glimt bag Gravens mørke Telte,
See hist i Herlighed uovervundne Helte.
O! sidste Strid! dig vundet, ævig vundet.
O! Seyer=Helt! hielp mig at vinde den.
Naar Timerne i Glasset er udrundet,
Da tag min Siel, o! søde Siele=Ven!
Friemodig i din Troe jeg Døden gaaer i Møde.
Du op fra Døde stod. Jeg skal staae op af Dødt.
Huusholdersken.
Erfaringer om at bevare Frugt fra Forraadnesk.
N¬
aar Frugten nedlegges i gode og tette Egekar med
tykke Staver og Bunde, saa kan den længe conser,
veres; thi Hoved-Reglen er, at Luften skal holdes ude,
og Frugten bevares for Fugtighed og Frost. Frugten,
som man vil saaledes giemme, skal varsomt afplukkes, og
nøye iagttages, at den ey bliver stødt. Nedlegger man
Karrene i tør Sand i en Kielder, saa forsikkres, at
Frugten kan holde sig et Aar omkring. Det maae ellers
merkes, at de smaa Kar ere ikke fuldkommen saa paali¬
delige som de fiørre, efterdi Staver og Bundene paa de
smaa Kar maae giøres tyndere, og altsaa kunde ey saa
vel udeholde Fugtigheden og Luften, som naar Træet er
tykkere Spundhullerne kan heller ikke giøres store nok
paa smaa Kar, med mindre 2 Staver skal igiennemskie¬
res, hvilket giør Karret upaalideligt og utæt. Kar af
Halviønders Størrelse eller noget mindre synes at være
de beqvemmeste og beste. Men da der rummes mere
Frugt i saadant Kar, og den større Tyngde torde beska¬
dige den Frugt, som ligger nederst: saa kan imellem
hvert Lag af Frugt legges et Lag af Eegeløv. Løvene
tørres først i en Bager=Ovn eller i Sølen, og siden leg¬
ges paa et luftigt Sted, for at svedes ud, førend de
bruges. Men naar Karret ikke er større end af et Ankers
Storlighed eller lidet større, saa behøves ikke at legges
Egeløv imellem. Eege=Karrene behøves ikke at være
bugede, men kan giøres af lige Staver. Har man Ley¬
lighed dertil, kan de nogle gange overstryges med Fernis.
Paa saadan Maade kan man forvare ikke allene Æbler,
men endog Pærer, Citroner, Pommerantzer, Daddeler
og saadan Frugt; men om det og lader sig giøre med
Blommer, Kirsebær og anden løs Frugt, derom haves
endnu ingen Erfaring. Nødder kan got forvares i saa¬
danne Træe Kar, naar Karrene siden nedlegges i Sand.
Men førend de legges i Karret, maae de først i en Hob.
udsvede, og siden udbredes at tørres.
Den lille muntre Jomfrue.
Et rart Exempel paa en gammel Jomfrue.
1No. 19. fortaalte jeg dem en kort Historie om den
unge og dydige Lucretia. Denne Gang giver jeg
mig den Fornøyelse, at anføre et rart Exempel paa en
gammel og ikke mindre dydig Pige:
Bn gitte har nu alt tilbagelagt 60 Aar i hendes
Jomfruelige Stand, og det uden Murren og Knurren.
Hun er af Stand og riig, og i hendes Ungdom var hun
en stor Skiønhed. Græver og Baroner sukkede for hen¬
des Fødder, og tilbade hende, som en Gudinde, uden
at hun en eneste Gang derover glemte sin Menneskelig¬
hed. Af denne utallige Hiord af Tilbedere valgte hun sig
dog ingen til Gemahl. Fordi hun maaskee af Stolt¬
hed agtede ingen værdig? ney! vel fandt hun hos de
fleste en smuk Anseelse, Rang, Rigdom og Artighed,
men hos ingen af dem alle saa stor Dyd, at hun med
ham kunde haabe at blive lykkelig. Erøst, den uforlig¬
nelige Erast, som, foruden hans Dyd, besad intet af
