Lykkens eller Naturens Skat og Rigdom, formaaede
allene at røre hendes Hierte. Men hendes Fader, stolt
af sin Famllie og sin Rigdom forhindrede, at disse tvende
dydige Hierter kunde belønne hinanden. Hun besluttede
altsaa, for hverken at fortørne hendes Fader, eller giøre
sig selv ulykkelig, at ser hendes Skiønhed at visne i den
enlige Stand Efter dette frievillige Kydskheds Løvte,
fandt hun ingen større Fornøyelse, end naar hun saae et
fuldkomment lykkeligt Par, som ved Dyd og Kierlighed
havde foreenet sig med hinanden. J hendes 61de Aar
saae hun sig endnu i Speylet med ligesaa stor en Sinds¬
Rolighed, som da hun var 18 Aar. Hun betiente sig
aldrig af det latterlige Hielpe=Middel, Pudder, for at
kunde skiule hendes graa Haar, saasom hun betragtede
de samme, som en ærværdig Prydelse for hendes Alder.
Hendes Tid delede hun imellem en stille og hemmelig An¬
dagt, i nogle unge Fruentimmers Underviisning, og i
Omgang med nogle meget faa Veninder, som vare lige¬
saa ærværdige og dydige, som hun selv var. Naar hun
undertiden var i fremmede Selskaber, hørte man hende
alletider at tage de Uskyldige i Forsvar, som hun saae
blottede for Lasters og Bagvaskelses Pile. Kort sagt:
man fandt ligesaa stor Fornøyelse i hendes Omgang, da
hun var 60, som da hun var 20 Aar.
Fredags=Selskabet.
Borgeren i Hovedstaden.
Om Handelen. (See No 22 og 23.)
S¬
taten maae paa alle Maader see at lette Jndførse¬
len af de raa Materier, som Landet fattes, og ved
egen Forarbeydelse af de raa Ma cier, som falder i
Landet hemme og hindre, at de ikke udføres af Landet til
Fremmede.
Raa Materiers Udførsel er ikke at tilstæde, naar
Land.t selv kan bruge og forarbeyde dem; men dersom de
ikke alle kan nyttes i Landet, saa er det dog mere fordeel¬
agtigt for Staten, at lade dem forædle og tilberede, end
at udsende dem raa; efterdi de, som forarveyder dem,
finder derved deres Underholdning, og, formedelst deres
forhøyede Værdie, faaer Staten flere Penge for dem.
De Vahre, som henhører til Klædedragten, ere for
saa vidt at regne iblant de nødvendige Vahre, som de ikke
tiener til Pragt og Yppighed, men til Nødtørft og Be¬
qvemmelighed. Kan et Land ikke selv skaffe sig saadanne
Vahre, saa maae man tilstæde de Udenlandske at indfø¬
res, men ikke, naar ligesaadanne eller andre Vahre findes
i Landet, hvorved man kan giøre sig de fremmede undvyr¬
lige. Leverer Borgerne saadanne Vahre til Handelen
saa maae Staten giøre sig Umag for, at befordre og for
mere denne nyttige Handel saavel i Landet som udenlands
ved Beskyttelse og Benaadninger; fordi den er en Kilde, hvor¬
af Arbeyde tilflyder de ledige Hænder og Staten Rgdom.
De overflødige eller let undværlige Vahre ere de, som
tiener til Yppighed og Ødselhed. Saadanne ere: Jnve¬
ler Guld=, Sølv= og Silke-Stoffer, kostbarr Kniplin¬
ger, spundet Guld= og Sølv Arbeyde, dyrt Huusgeraad,
og Galanterier, rare Vine og Lekkerbiskener; disse Ting,
naar de kommer fra Fremmede, maae, saa vidt murligt
er, holdes fra vore Grændser, til vore Penges Besparelse
og Bevarelse og deres Brug maae indskrænkes hos Bor¬
gerne, ja vel aldeles forbydes.
Arbeyder og avler man saadanne kostbare Vahre i
La ndet, saa kommer det ikke Staten an paa, om de Rige
køber dem af saadanne arbeydende Borgere, og ville unde
dem Penge derfor, men det er allerfordeelagtigst, naar disse
overflødige Vahre forhandles og giøres til Penge udenlands.
Staten maae ikke tilstæde, at der drives frie Handel
med alle Slags Vahre, uden Forskiel, men ofte efter Ti¬
dens og Omstændighedernes Beskaffenhed forbyde et eller
andet Slags Vahre, og erklære samme for Contra¬
bande. Ligesom det almindelige Væsens Vel kommer nu
herved fornemmelig i Betragtning, men samme ingen¬
lunde maae hindres af nogen Borger i Staten og
endnu mindre af Fremmede, saa beholder altid Regenten
Ret, til at give og erklære Handelen med visse Vahre
frie i hans Land, eller at forbyde den.
Jblant de Vahre, hvis Jndførsel ikke er at tilstæde,
henhører usund Spise og Drikke=Vahre, uduelige eller
forfalskede Vahre, skadelige hemmelige Gevær og Maski¬
ner, samt saadanne Vahre, som man selv har i Overflø¬
dighed, og som bliver forarbeydede af Statens Borgere.
Omendskiønt det lader ligesom at Staten tabte,
naar den forbyder sine Producters Udførsel; saa er dog
Forbudet nyttigt og nødvendigt, naar det angaaer de
Vahre, som Borgerne selv behøver og forbruger til deres
Underholdning og at forarbeyde, samt naar den borger¬
lige Handel og Vandel og Manufacturerne derved skeer
Afbrud og Jndpas.
Det maae i Krigs Tider ikke tilstædes, at giøre Fien¬
derne Tilførsel af Proviant og Munition
Vil Staten bevare sine Borgere for Skade, og ikke
tabe sin nyttige Handel med Fremmede: saa maae den
forskaffe dem dygtige og uforfalskede Varre.
Vragerbode og Haller, hvor Vahrenes Beskaffenhed
og Godhed bliver undersøgt, befordrer dette Sigte; og
disse Steder og Poster maae altid besettes med redelige og
forstandige Halmester og Vragere, paa hvis Vragning,
Beviis og Tegn man fikkert kan forlade sig.
Jkke ved Salg af ringe Partier af vore Vahre til
høye Prises, men ved store Partires Afsetning til billige
Priser, bliver mange Borgere forsynede med Arbeyde;
Handelen bliver derved større og Statens Skat forøges.
Naar man vil anvende Tvangs Midler, for at fast¬
sette eller forhøye Prisen paa vore Vahre, saa aabner
man Døren for dem, som handler med saadanne Vahre,
at fordrive os fra vor Besiddelse. Ville Fremmede paa¬
legge os denne Tvang, saa maae vi vende os fra dem og
til andre, for at holde Hævd over vor Frihed.
Mere skal følge.
