Husholdersken.
Om at bevare Klædet og alle Slags Foerverk
for Møi.
Dertil ere følgende Ting tienlige:
1). Campher med Hørfrøe eller Peberkorn, bundet
i et linnet Klæde.
2) Rene Æsker borede fulde af smaae Huller, og
derudi friske Citroner indlagte.
3). Tørrede Hassel=Løv, Humle og Krufemyndt,
lagt imellem Klæderne
4). Malurt og Hassel=Løv, eller Malurt og Humle.
Alle disse Slags tillader ingen Møl at komme i Klæder¬
ne, naar man legger samme hist og her imellem Klæderne
i Klæde=Skabe og Kister, saa at de bliver opfyldte af
saadan Lugt.
5) Pelzverk skal vel afbankes, saa at alt Støv
kommer derudaf, førend man legger det ned; derefter
pakker man det ind i rene linnede Klæder saa fast som
mueligt er, og forvarer det iblant Lindtøy. Kister og
Skabe skal og saa vel udrenses, som mueligt er.
61. Fyrre=Træe, som er frikt og saftigt, og har
en sterk Lugt, fordriver og alt Utøy fra Klæder og Peltz¬
verk, naar det legges derimellem
7). En Teglsteen giort gloende i Jlden, og der¬
paa slaget god Eddike, og Dampen deraf indladt i Ska¬
bene, saa døer alt Møl deraf. NB. men der maae da
ikke være Guld- og Sølv=Tresser derpaa; thi saa anløber
de af Dampen og mister deres Skiønhed.
Den gamle vegelsindede Jomfrue.
Cotill og Celia (to Fo tællinger
H¬
vo som seer fattige Fader= og Møder= løse Børn at
lide Mangel og leve i Elendighed, og, af Taknem¬
melighed imod den almindelige Fader, viser sig som en
Fader imod dem; hvo som opleder Enken med hendes
hielpeløse Børn, for at lette deres Elendigheds Byrde
for dem, fornemmer, hvor sødt det er, at giøre got.
De, som af lige bevægende Aarsag opretter deres Brødre
ved virkelig Hielp, maae kiende denne Følelse Den rige
Telia, og Totill, der til saa ædelt Øyemed anvender en
Deel af det, som han forhverver ved sine Hænders Ar¬
beyde, vide at skattere Værdien der af
Cotill fik at vide, at en Mand, som paa nogen Tid
ikke havde været i Stand til at arbeyde for sin Families
Underholdning, var med sin Hustrue og; Børn geraaden
i stør Elendighed, og allerede meer end engang havde disse
Uskyldiges Taksigelse ladet ham smage den Lylsal ghed at
giøre got. Denne hiel peløse Familie havde allerede i en
heel Uge beklaget deres Velgiørers Fraværelse, da Cotill
kom, imidlertid at de, som tiente med ham hos en Herre,
fortærede deres Penge i et Kroehuus, og nogle af dem
overlode sig til Fæiske Lyster. Cotill nød en høy For¬
nøy lse. Denne hielpeløse Familie havde intet Brød;
Cotill, som ikke var kommen til dem, uden at være for¬
synet med det Fornødne, skyndte sig at giøre dem Bistand.
Han uddeelte noget Brød iblant dem, og smagede henrykt
enhver Bid med, som han faae dem at synke. Han saae,
hvorledes Faderen kom sig igien, som af Mangel paa den
fornødne Underholdning havde været nær ved Døden, og
gik ikke bort, uden at have forsørget ham endnu for en
Tidlang, og at have givet ham Haab om at erholde
mere. Da han gik tilbagg, mødte han Fiorio, som havde
tjent med ham i et Huus, men nu havde bragt det videre
end han i Verden. Cotill var kiædt paa en anstændig
Maade, og Florio, som derfor erindrede sig ham igien, be¬
klagede sig for ham, at han tillligemed nogle hundrede andre
Personer, havde forgieves forsøgt at komme ind paa Co¬
moedien, og maatte for Trængsels Skyld nu gaae til¬
bage, men imidlertid havde han ikke i Sinde, at bære sine
Penge hiem med sig igien og at, om Totill havde Lyst
at følge med ham, saa vilde han hos Tracteuren beværte
ham med et Aftens Maaltid og en Flaske Viin. Cotill,
hvis Sind og Tanker endnu var opfyldt af det, han havde
seet, svarede: Gud give, at alle, som den forlangte For¬
nøyelse har flaget feyl i Aften, kunde finde ligesaa megen
Smag i Fornøyelse af et andet Slags! Hvor mange af
deres Brødte skulde de i denne almindelige Elendigheds
Tid finde beredde, med aabne Arme at imodtage de
Penge, som de har tiløvers og ikke kan blive stilee ved.
Saa venlig som deres gode Jndbydelse er, saa lidet kan
jeg dog tage imod den. Tillad mig, at jeg gaaer derhen
igien, hvor jeg har spiist mit Aftens Maaltid. Troe mig,
at de kan ingensteds bedre end der udgive de Penge, som
de for ingen Deel vil tage hiem med sig igien, og de skal
maaskee ikke meget fortryde den liden Uheld, som har
mødt dem i Aften. De fulgtes ad hen til den ulyksalige
Familie, hvilken Flot jo forærede en Krone. Den Maade,
paa hvilken denne Gave blev imodtagen, rørte ham saa¬
ledes, at han endnu lagde en Guinee dertil, og lovede,
at han vilde ved Totill endnu sende dem mere Faderen
sagde fud af Forundring, at efter dette Exempel paa
Guds Forsyn, skulde Fxemtiden ikke giøre ham bekym¬
ret; at han inden en Uge nu ventede igien med fine Hæn¬
der at kunde fortiene Føden til sig og sin Familie, der
havde været saa nær ved Undergang, og at Fiorio da
sktulde faae Leylighed til at anvende sin Æde lmodighed
imod andre, som kunde være mere nødtrængende dertil.
F.orlo gav Cotill tilkiende, hvormeget han var ham for¬
bunden. Han tilstod, at han aldrig havde fundet saadan
besynderlig Fornøyelse, og ønskede, at han øfte kunde
skaffe sig den. Nu begriber jeg, sagde han til Cotill,
hvorledes De bærer sig ad, at De er saa fuldkommen lyk¬
kelig i deres Skiebne. De skulde for 10000 Pd. aarlig
Jndkomst, i hvor prægtigt disse endog kunde lade sig for¬
øde, aldrig have kundet tilkiøbt sig et kosteligere Maaltid.
Hvo skulde i visse Maader ikke ville bortbytte sin Rigdom
for Følelsen af Eders Fornøyelser.
Celia gik en Morgen ind i en Krambod, hvor et an¬
stændig klædt Fruentimmer giorde Opvartning og venrede
efter hendes befalinger. Hun lod sig forevise adskillige
Vahre, og stod allerede i Begreb med at ville gaae bort,
da en Graadstaar, som man dog vilde skiule for hende,
holdt hende tilbage. Kiøbmandens Kone bad hende ind¬
