stændig at kiøbe noget, og tilbød sig, for desto mere at
bevæge hende dertil, at lade hende Vahrene under deres
egentlige Værd. Tre smukke Børn indtoge hende til de¬
res Fordeel ved deres veltalende Tavshed. Hun kunde
let indsee, at Vahrene havde kostet meget mere, end den
Priis var, som de bleve hende tilbudne for. Celia var
alt for stor Menneskeven til at tage imod det tilbudne
Kiøb. Hun spurgte Fruentimmeret, om deres Omstæn¬
digheder vare virkelig trængende, og saae tydelig af hen¬
des Øyesyn, at hendes Formodning var grundet, og
sagde: Kan jeg tiene Dem, giør jeg det med megen For¬
nøyelse; thi jeg har overflødig Formue, og mangler ikkun
Leylighed til at anvende mine rige Jndkomster paa saa
fordeelagtig en Maade, som jeg ønskede. Under nogle
Taare fortalte nu Kiøbmandens Kone, at deres Velfærd
beroede paa denne Dags lylkelige Ende; thi inden Aften
skulde hendes Mand udbetale en vis Sum, hvori de end¬
nu mangle en Deel, og han havde forgieves søgt at faae
samme til Laans paa adskillige Stedet. Celia fik at
vide, hvor meget de manglede, tog sin Børs op af Lom¬
men, talte den manglende Sum ud paa Disken i Banco¬
Sedler og Guld, og sagde: tag disse Penge, Madam
og glæd Deres Mand med dem. Den Glæde jeg føler
af at kunde giøre saa vel imod dem, er den eneste Be¬
taling, jeg forlanger igien. Kiøbmands Konen kunde
ikke tale, men hendes veltalende Øyne udgrædde den re¬
neste Taksigelse. Hun ringte for at kalde paa sin Mand.
Han kom, og underrettet om denne Ædelmodighed,
vilde tilkiendegive sin Taknemmelighed mod Celia; men
hun sagde: jeg ønsker, at De med Deres Kone maae
leve vel, og skyndte sig derpaa hiem, for ubehindret at
smage den Lyksalighed at have giort vel. Man maae
have et Hierte som Celia, for at kunde beskrive hendes
Glæde. Hun fik siden at vide, at hun havde reddet en
dydig Familie fra Undergang, som nu i sin nærværende
Overflødighed daglig søger at ligne Mønsteret af sin Vel¬
giørerinde, der næsten hver Dag føler den søde Beløn¬
ning af en velanvendt Ædelmodighed.
Den lille muntre Jomfrue.
Adskillige Skilderier.
34
frapos, en Finantmester, forblinder hele Vex¬
den med hans Huusgeraad, hans Klæder og hans
Evpage. Han rekker kun en eneste Finger ud, prydet
med en glimrende Rubin, saa tier alle Mand; han trek¬
ker en Tobaks=Daase op, besat med Diamanter, og alle
falske Slutninger bliver gyldige. Agnapos er ikkun en
Phosphorus, der er tillavet af den ureneste Materie, og
skinner ikkun om Natten
2. Trossuius veed ingen Nyeheder; han veed ikke
engang, at vi havde sterk Kulde sidste Vinter. Han
troer sig ikke til at tale om de almindeligste Ting, af
Frygt for, at sette hans Værdighed i Fare; han hilser
alle, som nærmer sig til ham, med Mine af en Beskyt¬
ter; han kalder de fornemske Mænd i Landet ved deres
Døbe=Navn, naar han taler om dem; men i Fior blev
han vreed fordi han hørte, at man havde taelt om ham
i et Selskab, og ikke nævnet ham Secretairen hos Hans
Excellence.
3 Jasmin harker langt borte, beundrer sin Skygge,
svarer ikkun med Eenstavelses Ord, og seer alle over Skul¬
drene. Jasmin er Asurs Laqvay, en liden stumpet
Karl, underføret med Uforskammenheder. Som Her¬
ren er, saa følger ham Svende, det er hans Ord¬
sprog.
4 Sanoe er ikke at faae i Tale, førend Kl. 11 om
Formiddagen. Jmidlertid pynter Sanoe sig, og skaffer
sig en god Lugt. Man skulde tænke, han havde de vig¬
tigste Forretninger om Formiddagen. Man undskylder
ham og beklager ham, naar man ikke kan faae ham i
Tale. Men naar man kommer efter Kl. 11. saa faaer
man ham dog vist i Tale? ney! han er allerede ude. Kom
igien i Morgen eller Overmorgen, eller i den anden Uge.
Sanoc er vist nok reyst ud i sit Embedes Forretninger.
Hvo skulde vel troe, at han er i Besøg hos en af hans
hemmelige Veninder i Byen.
Fredags Selskabet.
Samleren.
Betragtning over et sovende Barn.
H¬
vor sød og stille er dets Rolighed, hvor let dets
Søvn, som vederqvæger denne lille Himmelens Ynd¬
ling! for kort Tid siden laae hun, denne undige Henri¬
ette, ved en ømfindet Moders Bryst, hvis billede her
speyler sig i Smaat. Hvert ta ende Øyekast, som hun
kastede paa sin Velgiørerinde, syntes at være en Taksi¬
gelse for den søde Næring. Jo nærmere hun var det
Hierte, under hvilket hun havde ligget: jo mere opvaktes
her den moderlige Kierlighed, og her den i Blodet skrevne
Gienkierligheds Pligt. Mættet gav hun ved en munter
La ter, ved saa mange uforstilte Kiendetegn paa en ind¬
vortes Følelse af Lyksalighed, hendes Moders spillende
Skiemt sit Biefald, og efterat den velsignende Mund i
Vuggen havde endnu med et Kys anbefalet hende Søvnen:
saa seer hun sig endnu stedse om efter hendes Forsørgerinde,
og sover hen, i det halvaabne Øye endnu nogle gange
søger hendes Moder. Nu seer jeg hende fuldkommen i
Søvnens Arme. En høy Rødme maler de spæde Kinder;
et stille og afpasset Aandedræt ophæver Brystet; selv Jnd¬
bildningskraften maae forsøde hendes Rolighed; thi jeg
seer, at denne hulde Miene endnu ofte opklarer sig, og
bliver næsten en venlig Smiilen. Hvilken lykkelig Slum¬
mer, som Uskyldighed tilveyebringer, skulde man ikke
finde ligesaadan Søvn iblant de Voxne? jo, ligesaadan
velsignet Søvn vederqvæger ogsaa hendes dydefulde Mo¬
der, naar ikke hendes omhyggelige Kierlighed opvekker
hende, og leder hendes Opmerksomhed hen paa denne
lille Gratie. Himmel! hvor forskiellige ere disse Hvilestæ¬
der fra de Lastefuldes Senge. De, som ere Slaver af
deres Lidenskaber, bliver endog i Søvne martrede af den
