Saa lidet som en krigsk Regiering er skikket til at
befordre Handelens Flor; saa lidet maae man beskikke
Personer, som hører til Krigsstanden, til at forvalle
Handels=Retten, som skeer i nogle Stater. Det er heller
ikke fordeelagtigt for Handelen, om saadan Ret tesettes
med lutter Jurister og Lovkyndige, ifterdi dem fattes
Erfaring i Handels Sager, hvorpaa det ofte meget kom¬
mer an. Saaden en Ret besettes allerbest med erfarne
Kiøbmænd, som man giver nogte Jurister til Med=Affes¬
forer. Saadan en Handels=Ret skal ikke allene have at
bestille med Handels=Processer, men endog drage Omsorg
for Handelens Opkomst og Sikkerhed; thi derved giør den
sig nyttig baade for Kiøbmanden og Staten.
Det er nyttigt, at give de Handlende Love og For¬
ordninger, og berømmeligt, at holde skarp over deres Op¬
fyldelse. Saadanne Forordninger maae ikke allene gives
dem, som bestyrer Haudelen, men endog dem, der staaer
bi ved Handelen, saasom Mæglere, Vragere, Bærere
o s. v. hvorefter de har sig at rette, paa det at der ingen
Fornærmelse skal skee.
Med Tiden forandrer Tingene sig. De Forordnin¬
ger, som befordrede Handelen for nogle hundrede Aar
siden, kan nu være til Hinder for den, og derover maae
man afpasse og forandre dem efter den nærværende Tid.
Statcns Udsigter i Handelens Befordring maae ikke
blot allene strekke sig over dens Borgete, men endog over
Naboerne og andre Fremmede, med hvilke den driver
Handel, trekker den Fordeel og Nytte af dem, maae den
og immer meer og meer beseste den; men lider den Skade,
maae den lade sig være magtpaaliggende at afvende den.
Har vore Naboer Overflødighed af Vahre, som os
fattes, og Mangel pan Vahre, som vi har, og vi for
handler samme imellem hinanden, saa reyser sig deraf et
Forbund, hvilket ingenlunde maae brydes af os, saa
længe Handelens Lige= eller Overvegt endnu helder til vor
Side
Giør vore Naboer vor Handel nogen Afbrek med de
Vahre, som de tilfører os, saa maae man taale sligt,
naar ikkun den almindelige Handel med dem geraader
vort Land til Fordeel og vi vinder fra dem. Saaledes
bær Holland sig ad; det tillader de Engelske Klæder ube¬
hindret at indføres, omendstøndt deres egne Klæde=Ma¬
nufacturer tager Skade derved; og herudi handler det vi¬
seligt, thi da det har Overvegten i Handelen med En¬
gelland, soa vilde det ved saadan Tvang udsette sig for
Tvang igien, og lettelig skille sig ved sine Fordeele.
Her vore Naboer Overvegten i Handelen med os,
saa maae vi enten søge Midler til at forskaffe os Lge¬
veg en, eller vende os fra dem og til andre, som derimod
kan nytte vor Handel.
Mere skal følge.
Den gamle egensindige Ung=Karl.
Afbildning paa en elskværdig ung Person.
M¬
an bevarer Afbildninger paa Laster for Efterkiden.
De skal opvekke Afskye. Maaskee de opvekker lige¬
saa ofte Efterfølgelse. Et billede, som giør Menneskelig¬
heden Ære, fortiener at opreyses iblant Menneskene, og
hvad kan giøre det mere, end Dyden hos de muntre Aars
Yndigheder, Dyden som triumpherer over de farligske
Forfølgelser; Viisdom i en ung Persons Siel? Min Jnd¬
bildnings=Kraft har endnu stedse at bestille med den elsk¬
værdige Alcindors billede, omendskiønt mit Hierte er
allerede vant til at være fra ham; og jeg kan ikke længer
nægte min Aand den Fornøyelse, at udkaste samme efter
nogle Træk, at afskildre nogle af denne elskværdige unge
Persons Egenskaber. Jeg vil ikke forøge hans Fuldkom¬
menheder hverken ved en venskabelig Enthusiasmes Jld,
eller ved at holde en kunstmæssig Lovtale over ham; men
jeg vil med en let dog troe Pensel udkaste dem, saaledes
som de forestiller sig for min Aand Alcindor var ikke
allene en Ven af Videnskaberne, men endog sin egen Læ¬
rer i de flente af dem. Han læste begierlig de beste Skri¬
bentere, og med Eftertanke. Han vidste at benytte sig af
hans Venners Færdigheder. Hans Kundskab var saa ud¬
bredet, som hans Omstændigheder og Bestemmelse ud¬
fordrede den, og som hans Levemaade tillod den. Han
fandt ved Videnskaberne al den høyk og særdeles Fornøy¬
eise, hvormed de belønner deres Dyrkeres Flittighed.
Næst Videnstaberne elskede Alcindor den sælskabelige
Omgang. Ligesom han var venlig og tienstagtig imod
enhver, saa var han og elsket af en enhver Men Tallet
paa hans fortiølige Venner var ikke stort. Hvo som vil
kiende Venskab og smage dets Forlystelser, maae udsøge
sig Hierter, som ligner hans, og Alcindor fandt ikke
mange saadanne. Man maae derfor ikke indbilde sig, at
han var siølt af hans Fortrins Følelse, eller en koldsindig
Ven Beskedenhed og Velvillighed vare væsentlige for
hans Character, de vare Skuggerne af hans elskværdige
billede, uden hvilke store Skiønheder falde mere besvær¬
lige, end behagelige i Øynene
Alcindor vidste, at være alvorlig, naar Tid var, og
at være munter, naar Tid var. Han var af Naturen sa¬
dig og betænksom; men ofte skienkte han ved sin Mun¬
terhed et heelt Selskab den Fornøyelse, som man søgte og
ikke fandt Det syntes ligesom, at han havde Giæden i
sin Magt, og kunde uddele den, eftersom Omstændig¬
hederne udfordrede det Han vi ste, at Skiemt og Spøg,
henhørte iblant de Ting, som de unge Personer giver
Fortrin; men han bevarede hans Skiemt fra Letsindighe¬
dens Dade.
Han gjorde sig redelig Umag, i at forbedre hans
Venner fra deres Feyl, som han merlede hos dem, men
han blev derved ingen byd nde Sæde=Domer. Han
havde den Gave, ogsaa at behage ved Jrettesættelser.
Merker De. sagde han til sin Ven gendr, hvor vær¬
dig N. er til Foragt for hans utu tige Tvetydigheders
Skyld? Seer De, hvor forlegen han er, naar han stal
tale med et fornu tigt Fruentimne. Hørte De sidst den
Dom, som den viise S. fældte om ham? Et Menneske,
sagde han iblant andet, som snakker om liderlige Ting
for et Fiuentimmer, mangler det enten paa Forstand,
eller paa et got Hierte, eller paa begge Deele. Deres
Hierte og deres Forstand ere alt for fortreffelige til, min
kiere Agenor, at De skulde blive forført af Ns. Exem,
