1787.
Fruentimmer=Tidenden

Fredags=Selskabet.
No. 27 og 28
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
Om Præste=Kiolen.
Jeg vil tvivle paa, nogen Klædedragt er mere Kritil
underkast, end Præsternes -. Man kritiserer vel
Fruentimmerets Klæder; men det er kun, saa længe en
Forandring deri endnu er nye: saasnart Opfindelsen be¬
gynder at blive gammel, tier man. - Endskiønt Præ¬
stedragten forandrer sig hverken i Farve eller Dannelse;
men bliver altid lige lang og kørt, saa kan dog neppe
saadan en Kiol sees paa Gaden, førend et vist Slags a
vittige Hoveder opholder sig derover, hvilket jeg umuelig
kan føre i mit enfoldige Hoved, at man ikke kan vænnes
til at see saa gammel en Dragt uden at forarge sig
Min Mand kom ofte Hiem fra Byen, og med en
ligeguldig Smiil fortilde mig, hvilke Jndfald, hans
Kiol havde været Aarsag til, førnemmelig naar han om
Aftenen kunde gaae et spadserende Selskab forbi. Maaske
det er din Person, man opholder sig over, indvendte
jeg. - Vist er det ikke, svarede han; thi naar jeg
kommer i min Reysekiol, passerer jeg uden ringeste Op¬
mærksomhed; men saasnart seer man ikke den lange Kiøl,
førend det er, ligesom den sørte Farve skar Folk i Øy¬
nene. Jeg undrer mig ikke over, at en Præst kritise¬
res af Folk, som kiende ham; thi naar har man hørt,
at denne Stand er visse Folk til Maade.
Synes dern ikke, at hans Opførsel i alle Ting er
saa præstelig, som den burde, strax hører man: ja der
seer man, hvorledes de Foir selv leve, som for
dømme alle, hvilket man dog burde tie med, for ikke
at beskæmme sig selv, ved at see sine egne Feyl hos en
anden. - Men ney, man vil heri finde et Forsvar for
sit eget Levnet; kunne de giore saadanne Ting, he¬
der det, saa ere vi let at undskylde. - Ja det vil
Tiden lære, hvorvidt den Undskyldning vil gielde, at vi
have traadt i en slet Læreres Fodspor. Den store Lære¬
mester haver selv sagt, at man skal giøre efter det,
saadanne sige, og ikke efter det, de giøre. Meer
end beklageligt er det, hvor slige Beskyldninger ere grun¬
dede, det kan jeg ikke nægte. Men isteden for, at man
herved vil finde en Undskyldning, søges der vel mere en
Glæde ved at finde noget at kritisere hos sine formeente
Fiender; thi den som vil moralisere for Verden, og giør
det saaledes, at det kan pirre Samvittigheden, han er
strax en Menneskehadere, og man veed ikke, hvad ont
man vil ham, fordi han forstyrrer dem i deres søde Syn¬
deroe, derfor maa disse got Folk ogsaa taale, at deres
Skrøbeligheder dømmes som Laster; thi hvor skulde man
ellers finde noget at udsætte paa alle.
Er en Præstes Levnet exemplarisk, bliver han endnu
mere en Torn i visse Folkes Øyne, og man skal heller
hade ham som en Hykler, end give ham et fortient Vid¬
nesdyrd. Jeg maatte derfor nok vide, hvorledes disse
Ordgydere ville have ham, at han skulde blive deres Ven;
thi han maa hverken være dydig eller lastefuld. Er han
d t første, bebreyder han dem, at de ikke ere det; men
er han j et sidste, sunne de ikke see, hvor hæsselig en Last
klæder ham, uden tillige at bruge ham som et Spryk for
dem s4.
En Præst hehøver ikke at være kiendt, hans Liel,
som fremp,er Standen, er nok til at sette den veltalende
Tunge paa Gaug. - Jeg maa derfor forundre mig over
den urimelige Byesnak, som gik her forgangen Vinter,
at der var en Person i danske Præste=Klæder haa Maske¬
rade; thi skulde nogen være saa gal at fremstille sig i en
Dragt, for hvis Skyld han forud vidste at ville blive ja¬
get uden for. - Jeg har ladet mig sige, at enhver
maskeret Person skal svare til sin paatagne Miske. - Hvad
vilde man da dømte om den, som paa saadan et Sted
gav sig til at moral sere? her lever man jo i den pure
Ustuldighed, hvor Bebreydelser ikke have Sted. -
gid da vort hele Liv var en bestandig Mask rade!
Men at fømne til Sagen igien og udlede den sande
Aarsag til den Kritik, som denne ærværdige Stand er
underkast, og hvorfore Munden saa ofte løber over ved
at see denve førte Kiøl, Jeg bilder mig ind, at naar et
vist Slags Folk seer en Præstekiol, errindres de derved
om noget, som de helere ønskede at blive dem en skiult
Sag. - Der maa dog, tænker man maaskee hemmelig,
være noget i det, de sige, efte rdi Munden ikke endnu har
været at tilsioppe paa dem, hvormeget man end har uma¬
get sig derfor. - Naar vi af en fortredelig Hendelse
høre deres Taler, som de hist og her uddrage af deres
Haandbog, hvilken vi foragte, saa blive vi dog uroelige
og misfornøyede med os selv. - Naar de nævne det
Ord Dommen, føle vi ofte en Hierteklappen, Angest
og Skielven, som vi ikke vide, hvorfra kommer, og det
gaaer os ikke bedee, end det gik Felix. - Disse Folk
