ville alle saa gierne tale med Præsterne paa Syge=Sengen,
endogde, som i Sværmedagene have spottet dem - Og
de følge os til en, ven. Men, ak! denne Død og
denne Grav, hvilke ubehagelige Forestillinger for den
Vellyst ge, den Gierrige og Stolte. De forlade her et
velsmagende, som De ikke kunne vente at finde paa hiin
Side af Graven. - De ere bange for at leve op i en
Tid, hvor de ikke ere saa gandske visse paa, at det vil
gaae dem vel. - J hvor færme de ville giøre sig, saa
vil dog Hiertet ikke stiae dem bie; thi de føle noget ind¬
vortes, der purrer og stikker dem saa hæftig, at det for¬
rige Heltemod gandske forsvinder. - Maaskee saadanne
Betragtninger kønne foraarsages ved at see en laag sort
Kiol? hvad Under, da, at de maa blive opbragte imed
den, naar saa ringe en Ting som en Præstekiol kan gøre
saa vigtigt et Skaar i deres Fornøyelser, og sette dem
saa gandske ud af deres gode Lune.
Hovmesterinden
Om Børns Forargelse.
Jeg har i mange Aar og ogskillige Steder været Børns
Opdragelse betroet; men jeg kan ikke sige Dem, mit
Kiere Selskab, hvor forundret jeg ofte har betragtet
Børns Unoder, snart allevegne, hvor jeg har været i
Selskab med Børn, og hørt de mange Kierlinge Fabler
og urimeligste Tøy af Verden, som de have vidst at for¬
tælle om Heldheste, Markatte, Varulve, Gravsoer.
Troldfolk og Spøgelser, hvilket disse enfoldige Stak¬
ler have troet, som et Evangelium, som man siger.
Man seer kun af saadant, hvilke smaae efterabende Kre¬
ature Børn ere, og hvilken Tillid de have til de ældres
Ord, at de giøre alting efter, og troe dem i alt, hvad
de sige. Naar et Barn har fortalt mig saadan en Spø¬
gelse Historie, og jeg alene vilde sige, det ikke var sant,
er mig strax med megen Forsikring svaret: jo vist er det
sant; thi Maren Amme eller Anc Kokkepige har
selv fortalt det: ligesom de holdt det umueligt, at saa¬
danne kunne tale nogen Usandhed.
De skulde derfor neppe troe, hvorledes Tienestefolk
misbruge Børns Tillid, og hvormegen Skade de giøre
dem ved deres Exempler og Fortællinger. De indprente
dem saa megen urimelig Overtroe, og fornemmelig ved
deres Spøgelse Historier indjage dem saadan en Skræk,
at man ikke kan faae dem ind i en mørk Stne, fordi de
frygte, der staaer et Spøgelse i hver en Krog, hvilken
Skræk kan sidde i Kroppen tænge efter, at de ved en for¬
naftigere Betragtning have udryddet Indbildningen deraf.
Mit eget Eempel troer jeg dette af; thi det kan endnu,
saa gamm i jeg er, falde mig ind, naar jeg gaaer i
Mørke, at der mueligt kan staae noget hist og her, og
hører jeg ufornodentlig noget bevæge sig, reyse Haarene
sig strax paa Hovedet. - Det er Frugten af vore Am¬
mestuer, hvor Børn skulle have deres meste Tilhold, da
man dog i forveyen veed, at sielden ere Piger, Tienere
eller Gaardskal Børn til nogen Fordeel at omgaaes. Ey
alene høre de meget, som fordærve deres Begreb, giver
dem galne Forestillinger; men hvad høre og see de ikke,
som fordærve gode Sæder? grove og gemene Ord, løs¬
ma2
agtige Viser, ublue Kierligheds Historier. - Naar
Herskabet er ude, haver hver sin Kiereste hos sig, hvis
ekkele Samtaler og afskyelige Kyssen Bornene høre og
see, hvorved Begierligheden opvækkes uden at kiende den
selv. - De have baade Øyen og Øren, de mærke det
meget vel, at det er paa en tyvagtig Maade, den frem¬
mede Tienner sniger sig ind i Huset, at han smutter sig
bag et Skab, naar nogen ivrer ved Døren. - Hvad
skeer? den lille Jomfrue, som fra Vuggen af hører tale
om Kiereste, faaer en Dukke til Kiereste, hvilken hun
kysser og klapper, ligesom hun seer Mette giøre ved Lars.
Hun lærer snart den hele Kierligheds Handel; skiuler
Dukken og bag Sengen, at ingen skal see den.
Men hnu bliver snart kied af sin Dukke, og vil have en
anden Kiereste, som kan fladdre, tage i Favn og løbe
bag Skiermbrettet, ligesom Lirs. Saasnart uu vore
Springbasser ansee Jomfruen gammel nok til at faae
Haandkys, og give he ide Navn af deyugste, saa tæn¬
ker hun det er høy Tid at træde Metres Fodspor, og
følgt alle de smukke Exempler, hun haver givet hende.
Hun synger med Mette i Visebogen, læser Roma¬
ner, og haver saalenge en vandrende Ridder i Jndbild¬
ningen, indtil Mette faaer ført en Smuttere i hendes
Kammer.
O naar monne Forældre ville troe, at der endog i
Ammens Skiød bliver lagt Grunden til mange hem melige
Forlovelser, som findes fast i de sleste Huuse, hvor der ere
voxne Piger? Naar mon de ville indsee, at Ammestuen
og Kiøkkenet er den Skole, hvor deres Børn lære det meste
af det, man seer og høre: af dem, at man i Børnene fin¬
der Domestikkernes Tænkemaade, Vesen, Leveregler, og
ere deres udtrykte billeder. - Man jager en Pige paa
Døren, fordi hun slaaer en Thepotte i Stølker; men det
er intet, at den uskyldige Jomfrue af saadan en Pige lærer
en hob flanagtige Grimaser og frekke Miner. - derfor
kan hun nok blive i sin Tieneste.
Der støyes nok i vore Tider om Opdragelsen, man
skriver nok; men det bliver dog snart det samme; man
forandrer kun Maaden at fordærve Børn paa.
Hvad hielper det, at man taler herimod, saalenge Foræl¬
dre ikke selv ville tage sig alvorligen af Sagen, værdige
deres Børn den Ret, som Fødselen giver dem til Foræl¬
drenes Selskab, at de maa see deres gode Gierninger,
og igne dem som i Ansigt, saa i Dyd og smukke Sæder.
Men maaskee de frygte, at Børn ligesaa meget skulle
forarges hos dem selv. - Man finder maaske en min¬
dre Bebreydelse derved, at Datteren bærer Pigens end
Moderens billede. - O naar vil man forskrækkes for
de haarde og truende Ord, som den allerbeste Børneven
siger til Ungdommens Forargere: hvo som forarger en
af disse smage, som troe paa mig, ham var det
bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans
Hals, og han var nedsiunket i Havets Dyhed.
Kiere unge Piger! graver disse Ord dybt ind i deres Hier¬
te fald De skulle værdiges Navn af Mødre. Læser vel over
paa denne vigtige Lærdom, at kunne opdrage dydig.
Børn. Hertil vil jeg anbefale Dem et lidet Skrift for
