som man indrømmer hine den sandselige Skiønheds Yn¬
d eder. De bemægtiger sig ofte vor Ærbødighed og
Høy itelse med Magt, naar Fornuften sitter sig der mod
nen Fornuften seiv ti staaer endog gierne saadan Høyag
telse for Skiønheden, naar den er det, som den skal være,
Dydens Bolig; thi dertil synes den bestemt. Men saa¬
snart jeg opholdt min Betragtning ved enelte Gienstande,
saa fandt jeg intet andet, end Mødsigelse, og en forun¬
derlig Urimelighed. Jeg saae Dumhed trodsig at fordre
Ærbødighed af Fortienesten, og Dyden at gaae ydmyg
forbi Udyden, hvilken sidste saae foragtelig til den første.
Jeg saae Folkets Tyranner, at blive tilvedede som Gu¬
der, og de Vife maatte skiule sig for dem, og i Stilhed
udøve deres Veldædigheder. Med faa Ord: jeg saae, at
jeg enten havde taget Feyl, naar jeg havde troet, at den
Ærbødighed, som Menneskene beviiste hinanden, grun¬
dede sig paa Fuldkommenheders og Fortienesters Fortrin,
eller og at Menneskene maatte meget fare vild, at dømme
om disse Fortriu; og det syntes mig tvivlagtigt, hvad
den Vise skulde bestemme disse moralske Syner for en
Værdie.
Den Umage og de Bestræbelser, som Menneskene
giøre sig, og de Veye som de udvælger, for at blive
ærede, forekommer mig endnu ubegribeligere. Her gaaer
Antenor paa den offentlige Spadsere=Gang. En anden
møder ham. Med en eftertænkende Mine seer han paa
hans Klæder, og derefter paa sine egne, og nu venter han
gandske tilforladelig en Æresbeviisning af ham, og er
enig med sig selv, hvor meget han vil afkorte ham ved
Giengieldelsen. Men en anden gang skyer og undslaaer
denne samme Antenor sig for alle Selskaber; eller om
han endelig maae bivaane dem, saa er han frygtsom
høflig, ydmyg, uden Vittighed og uden Munterhed
Hvad er Grunden til denne Forandring? Han har en
Peryk paa, som ingen Kiender af de nyeste Moder kan
be alde, og i den Klædning, som han har paa i Dag, seer
han ikke fordeelagtig ud.
Kan et Menneske fornedre sig saa dyht, at han kan
grunde sin Stølthed, paa det, som Dyrene kaster af sig,
hvilket Haanddertsmanden giver en vis Form; saa at
Mennesket troer, at kunde destingvere sig ved Moder?
Dorinde er paa en Assemblee. Døren aabner sig.
Her træder ind. Med et hastig Øyekast til Siden be¬
tragter hun sin Pynt i Speylet. Pynten dømmer til
hendes Fornøyelse, at denne Kiender af de nyenodiske
Fotienester vil give hende Fortrinnet, saa at den hele
Sverm af de artige Herrer snart vil slaae en Kreds om
hende. Følgen stemte overeens med hendes Forventning.
Hendes Triumph varede, indtil Frue v. traadde ind.
Hun lød sig see i en Klædning, om hvis Opfindelse der
først for 8 Dage siden var indløben Efterretning; Farven
gaaer indtil Henrykkelse, og Frisuren er Geistrig.
Denne Klædning tildrager sig en almindelig Opmerksom¬
hed; enhver trænger sig frem, for at kysse den forundrings¬
værdige Frues Haand; Borinde er forglemt, og denne
Dags Glæde har Ende for hende. Er denne Satire
overdreven? Gid det var saa vel!
Endnu mere. Phillis lader sig see paa et Bal i
Maske Hendes Gestalt er indtagende. Hendes Pynt
er køstbar. Hun dandser fortreffelig. Den hele Forsam¬
ling kommer i Bevægelse over hende, og alting umager
sig til hendes Tieneste. Philtis ligner Glædens Gudinde;
knælende beder man hende, at lade sig see uden Maske,
og ikke længer at skiule hendes Yndigheder. Hun synes
at være fortredelig over denne Begiering og afslaaer den,
indtil man endelig saa ofte har kaldet hende den Deyligste,
den Guddommelige, at hendes Egenkierighed ikke meere
adlyder Klogskaben. Hun demaskerer sig og man beder
hende, at demaskere sig nok engang, og gaaer fra hende
med Koldsindigh d. Ja Phillis, du fortiener Foragt,
ikke for dit heslige Ansigts Skyld, men fordi du har saa
liden Høyagtelse for dig selv. Mange dog, jeg gider ikke
længer opholde mig ved Daarligheder; jeg gaaer ti bage,
til den Vises billede. Den Vise holder enhver Æres¬
beviisning, naar det ey er saadan en, yvorved han maae
troe, sig at blive beskiemmet, som mange Folkes Æres¬
beviisninger ere, enhver oprigtig Æresbeviisning holder
han for en Erindring om hans Pligt, for en Ertlæring,
at man venter meer af ham, end af andre, for en Be¬
taling forud for en endnu forventende Tieneste, dersom
det ikke er en Belønning for en allerede beviist. Og da
en viis Mand er ikke meget indtagen af sig selv: saa
troer han før at blive for meget, end for lidet æret; og
da han dømmer vel om andre, saa begegner han dem ær¬
bødig. Rangens Fortrin, som beroer paa vilkaarlige
Indretninger, iagttager han vel imod andre uden al Un¬
dersøgelse eller Modsetsighed; men ihenseende til sig selv,
henregner han den til de Ringheder og Smaating, som
man ikkun af Føyelighed værdiger nogen Opmerksomped.
Men de Kloges Biefald er ham derfor ikke ligegyldigt;
det er ham behageligt og kiert, naar den retskafne Ver¬
den tilkiendegiver ham sit Velbehag over hans Opførsel
og hans Bestræbelser, og en Æresbeviisning, som har
denne Betydning, er ham den kostbareste Blønning De
Store betiener sig derfor af den Høflighed, hvilken ellers
den verdslige Viisdom allerede anpriser dem, som en dey¬
lig Pligt, i Stedet for rede Penge. Men saadanne
Æresbeviisninger ere da ligesom Papirs Penge; de taber
deres Værdie, naar- de ikke blive indløste.
Hast aget part a Evster Arsin ert at ut Tst at dAt t Kte soære sor Lærneten
