1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 29.
Fruentimmer=Selskabet.
Caffe=Collation.
Præste=Enken.
V¬
elkommen, kiere Veninder! det er mig ikke en ringe
Fornøyelse at vi, som passerer i og uden Byen for
ligesaa virkeligt et Selskab, som vi er, dog eengang
kunde blive samlede. Uagtet vi er et Selskab, sender vi
dog de fleste Tider vore Tanker skrevne, og sielden ere
3 eller 4 af os forsamlede - Værer saa artige kiere
Veninder! og setter Dem. Jeg setter Complimenter til
Side; thi imellem gode Venner kommer det ikke an paa
Rangen eller det øverste Sæde.  Kom Mdame!
(Barbeer=Enken) og set Dem paa Canopeen. Vær saa
god min gode gamle Jomfrue og set Dem hos. De
min kiere Hofmesterinde kan nok faae Rum tillige i Ca¬
nopeen. - Vær saa artig og set Dem. - Nu, min
kiere Huusholderske, mig synes, De har neppe Tid til
at sidde; vær saa god og set Dem hos mig. - Ey,
see, min kiere lille muntre Jomfrue, er De alt henne
at snakke med min Canarie Fugl. Den Stakkel fælder
i denne Tid. Kom, lille Jomfrue! og sæt Dem hos
mig. Nu er vi da skikket til Sæde uden mange Omstæn¬
digheder, dette koster langt flere Complimenter paa mange
andre Steder, hvor man ofte kan staae et Qvarteerstid
og neye og bukke, førend hver kan komme paa sit behø¬
rige og værdige Sted - - -- Stine! lad os faae
Caffeen ind. - - -Vær saa god og drikker, førend den
bliver kold. -- - - Man maatte snart tænke, vi vare
et Mobse=Sælskab, af den Taugshed som her er ved dette
Caffebord. Naar regierede ellers saadan Stiltienhed i et
Selskab af lutter Fruentimmer? --- Dersom De
ikke vare mine gode Venner, kunde jeg snart slutte af de¬
res Taugshed, at min Caffe smagte Dem ikke. -- - Nu,
min kiere Hofmesterinde! hvad siger De? De maae
først bryde Taugsheden
Hovmesterinden.
D¬
et er besynderligt nok, at man undertiden kan være
saa fattige paa Materie til Discours, at man
kan sidde som virkelige Liv= og tankeløse billeder i de meest
snaksomme Selskaber. Jeg har tit været fortrydelig paa
mig selv, fordi jeg undertiden har maattet være en ma¬
geløs Hofmesterinde deri, at jeg ikke altid har kundet
lade Munden løbe; thi jeg har aldrig begvudt min Tale
med Vind og Veyr. Mange har endog flødt sig over
saadan min Taugshed. Men mange Gange har jeg og
gandske tabt Mund og Mæle ved Caffe=Bordet over an¬
dres Snakketøy, der ligesom i Særdeleshed kommer i
Gang ved denne Slags Drik. Og jeg har ofte tænkt,
at denne Drik maae være opfundet, for at faae den Tun¬
ge løst, der, førend Caffeen kom frem, ligesom var bun¬
det med den stærkeste Jernlænke. Jeg har kiendt en
Kone, som, ved sine Eftermiddags=Visiter og Snakken
ved Caffebordene, har rigelig med sin Mund tient Brø¬
det til sig og fine. Denne Kone vidste, at intet kildrede
de Nærværende mere, end naar hun kunde hudflette og
bagtale de Fraværende, i sær deres Uvenner. Hvorfore
hun og var det samme i den hele Bye, som den beste
Spion i et Fiendtlig Land, hvor man meest umager sig
med at faae Fiendens Leyr, Omstændigheder og Tilstand,
at vide. Hun vidste tusinde kunstige og uformærkte Maa¬
der, hvorved hun kunde skaffe sig Adgang i mangfoldige
Folkes Huse, og kunde hun ikke faae Adgang til Herren
eller Fruen selv, søgte hun Kiendskab med Huusfolkene.
Hun erkyndigede sig da saa uformærkt om alting, lige fra
Fruens Sov Gemak indtil Høns=Pigens Qvarteer i Gaar¬
den. Hun vidste ligesaa vel, hvad Fruen foretog sig i
hendes inderste Cabinet, som hvad Kokke Pigen giørte i
Porten. Med disse Efterretninger, som hun baade lagde
til og tog fra, løb hun omkring fra Huus og til Huus,
og hun fandt nok, som heller gad hørt, hvorledes det
gaaer til i andres, end i deres egne Huuse. Den beqvem¬
meste Tid, paa hvilken alt dette kunde fortælles, var
Caffe=Tiden. Og jeg har seet dem, som Caffeen aldeles
ikke vilde smage, naar denne Byesladdre ikke var nærvæ¬
rende. Jeg har og kiendt den Madame, som ved Caffe¬
bordet ikke havde andet at tale om end hendes skiødesløse
Piger, og den samme slog just et Caffe=Kop i tu, i det
hun skienkede og tillige skiendte paa sin Pige.- En
anden ta ede bestandig om sin Papegoye og en anden om
sin Skiødehund. Dog bedre at tale til sine Umælende
Dyrs Berømmelse, end til sine Medmenneskers Forklei¬
nelse. Dersom man saaledes vilde lade Munden løbe,
uden Hensigt til Talens Nytte og Opbyggelse, og vilde
man ikke spare de Fornuftiges Ører for Næstens Bagta¬
lelse, kunde man aldrig fattes Materie til Discourser ved
Thee= eller Caffe=Bordene, ja hele Dagen. Men heller
vil jeg tie, end tale til nogens Fornærmelse, og det skal
aldeles ikke førtryde mig, om man end vil falde mig d¬
