1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No 30 og 31.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
Betragtning over Guds Huusholdning med
Mennesker.
Jeg har ofte med Alvorlighed betragtet Guds Huus¬
holdning med os Mennesker her i Verden. Jeg
nægter ikke, at tusende tunge Tankerfølger have beme¬
stret min Siel: naar jeg bedraget af Menneskenes ulige
Viltaar, ikke haver fundet den billighed som en bedra
gelig Fornuft ofte haver indbildet sig at savne deri, at
nogles Skiebne er en stændig Glædes Speyl, andres en
uafladelig Møyers Ørk. Mange tilbringe sine Dage i en
bestandig Velstands Sommer: naar andres Liv er Ar¬
mods Vinter. Nogle smile paa Herskerens Throne!
naar andre sukke i Slavernes Lænker Hiin er glad i
sine sunde Dage, naar denne i sin Sygdom er et klage¬
ligt Maal for al Medynk. Hiin haver baade Ære,
Rigdom og Sundhed: naar denne Mangler nogle Deele,
og en anden Ulyksaligere savner alt. Een er lykkelig ved
sit Fornuftes Pund, en anden ulykkelig i sin Vanvittig.
hed. Den Deling forekom mig ulige, men den forekom
mig reent ubillig, ved hvilken Dyden savnede det meste:
naar Udyd eyede alt. Daaren befalede: naar Fornuften
maatte lyde, Uretfærdighed blomstrede: naar Oprigtig
hed visnede. Her blev min Siel oprørt og kunde ingen
Retfærdighed finde i Delingen. Men en mere roelig
Overveyelse lærte mig at jeg havde feylet; jeg fandt at
Ulighed i Stænder og Vilkaar var nødvendig; jeg Be¬
gr b at Herskeren var unyttig til Tiener og Trællen til
Herre; jeg Begreb at de som syntes ulykkelige, fordi de
savnede, kunde have været dobbelt ulyksalige om de hav¬
de opnaaet sine Ønsker. Jeg begyndte at forestille mig
Verden som en Skue=Plads, hvor vi Mennesker spille,
og hvor ulige Ruller, foranderlige Scener udgiøre en
fuldkommen Act. Jeg temmede min utøylede Fornuft,
ydmygede den under den Retfærdiges Haand, og blev
mere og mere overbeviset om Billigheden og Viisdommen
i hans Gierninger. Jeg talede med en god Ven, aab¬
nede ham mine Tanker, han undersøgte dem med megen
Bekymring, og hans Tanker fik samme Udfald som
mine. Saaledes kan man ved at randsage og undersøge,
komme til Overbeviisning og Erfaring om det, som en
kold og skiødesløs Betragtning ofte anseer paa den urette
Side, og lærer at domme ilde om, enten af Mangel paa
Kundskab eller Overveyelse. Sandt nok, vi kan med at
vor Betragtning aldrig komme til et fuldkomment Be¬
greb om Guds Gierninger, deres Hemmeligheds Dyb
er urandsageligt for vore snevre og endelige Begrebe; men
ved uendelige Forestillinger, kan vi dog komme til nogen
Kundskab derom, og saa megen, som er nok for os at
have. Min foromtalte Ven meddelede mig sine Betragt¬
ninger i denne Tilfælde i bunden Stiil, uagtet de stemme
meget overeens med mine, kan jeg dog ey lade at ind¬
rykke dem til deres formødentlige Fornøyelse, som ere
Elskere af Digte Kunsten; de lyde saaledes:
Ach Gud hvor kan en Siel dog tumles om blandt Tanker,
Nysgierrige Fornuft du rører Sindet op
Og giør at Sielen tidt blandt Mistvivls Bølger vanker,
Nysgierrig styrtet ned fra svage Ønskers Top!
Almægtigste du er jo en barmhiertig Fader,
Og din Retfærdighed ey fordrer Slavisk Frygt;
En Fader elsker man, naar man Tyrannen hader,
Aftvunget Knæefald giør kun Hiertet meer utrygt.
Tillad dog denne Siel som mine Tanker styrer,
Tidt at ophæve sig ved Kraften af din Haand,
Den er ey svanger med Jndbildn ugen; Uhører
Og med Misfostre af en fræk utøylet Aand.
Den med en Ærefrygt af Kierlighed ledsaget,
Kun tænker lidet paa sin Skaber som en Ven,
J Verdens Styrelse, men synes tidt nødsaget,
Naar Verden gaaer imod, at murre over den
Jeg spørger Dig min Gud, tag ey til Vedermæle,
Og svar mig ey som Hiob af nogen Hvirvelvind;
Thi ellers maatte Angst og Frygt mit Støv afsiele,
Ney skyd dit Giensvar i min Siel og Hierte ind
Jeg dine Gaver seer i nogles Skiød nedregne,
Og Glædens Skilt hver Dag hos disse hænger ud,
Naar andre stændig maae i Modgangs Vinter blegne,
Og høre hvert Minut nyt Sorg ero Sendebud.
Jeg seer en Vældig hist paa Overmagten pukke,
Liv, Ære, Gods og Fred er Følger af hans Haand,
Naar Millioner sig for hannem ydmyg bukke,
Saa græder her en Flok kun fød til Trældoms Baand.
En mangler al Fornuft det kiere Livets Fakkel,
Og til et Abespil for andre tiene maae,
Det er ey endda nok; thi ofte maae den Stakkel
J ulyksalig Haand med Betle=Staven gaae.
