J andre Egne, hvor Sygdommmen grasserer, og
hvor man enten ingen Tillid har til Saltet som et Beva¬
rings=Middel eller vil spare Umag og Bekostning, giør
Sygdømmen mestendeels ryddeligt, og man skal maaskee
kunde anføre faae eller slet ingen Exempler paa, at saa
meget Qvæg, som ovenanført er, af lige stort Antal,
ved noget andet Middel er virkelig, blevet reddet.
Efter deres Beretning, som har opvartet det
syge Qvær, har man ikkun i de første Dage kundet ind¬
give det Salt med et halvt Qvintin stødte Lavrbær, uden
megen Møye; thi siden, formedelst Sygdommens Heftig¬
hed var Halsen næsten gandske tilsvullen, og Munden van¬
skelig at faae aabnet. Man har dog imidlertid efterhaan¬
den møysommelig indbragt Portionen af Salt og Lavr¬
bærrene, og merket, at det første har giennemædt de gif¬
tige Blærer, hvormed Turgen var besat, og at Qvæget
har ophostet støre Stykker af seyt stinkende Sliim, og at
alle de Høveder, hos hvilke Saltet har tilveyebragt denne
Virkning, har overstaaet Sygdommen.
Til ovenmeldte egen Erfaring maae jeg endnu, førend
jeg slutter, tilføye en fremmet, som endnu mere be¬
styrker mig i den Mening, at Saltet er et Bevarings¬
Middel imod Hornqvægsygen.
Den 16 Novembr. forrige Aar blev mig følgende
berettet af en Mand, at han forhen havde tient som Karl
paa et Hollænderie i det grevelig Wallersteinske Amt, og
hiulpet til at rygte Qvæget. Hollænderiet bestod af 150
Køer, og hver Koe blev to gange om Ugen indgivet en
Haandfuld Salt med noget Soed af Skorstenen Dette
Middel havde den Virkning, at hele Hiorden blev gandske
forskaanet for Qvægsygen, da samme bortrev alt Horn¬
qvæg i Naboelavet, omendskiønt Køerne maatte gaae i
Græs paa samme Mark, hvor det infieered: Qvæg gik
og havde gaaet, efterdi der var ingen a pakte aflukkede
Vænger. Rygteren for Qvægstabelen var saa vis og forfik¬
kret paa et lykkeligt Udfald og Frugt af dette Bevarelses
Middel, at han endog forpligtede sig til, af sin egen For¬
mue at betale hvert Stykke=Hoved som blev af Qvægsy¬
gen anstukket og døde.
Da denne forhen værende Rygter er en fornuftig
Mand, saa sinder jeg ingen Aarsag til at sætte Mistroe
til hans mig derom givne Beretning, og samme bestyrker
min Mening, at en vedholdende og ordentlig Brug af
Salt renser Hornqvægets Vædsker, og paa denne Grund
tr et Bevarelses Middel imod Qvægsygen.
Jomfruens Fætter.
Adskillige Skilderier.
P¬
hilomele indtog enhver ved sit Ansigts Yndighed;
hun leer, og enhver bliver henrykt. J Morgen
skal hun lade sig see i et brillant Selskab. Den Time
nærmer sig, og alle stimler til, for at see hende. En
fornemme Cavallier gaaer til Philomele og giør hende
en prægtig Compliment. Men her mangler Forstanden,
og der udkommer intet Svax. Philomele er ikke andet,
end ea smuk Figur.
2 Lusette fladdrer, saa lang som den kiere Dag er;
hun giør tusinde foranderlige Ansigter, græder og leer i
et Øyeblik. Snart tager hun Tobaksdaasen, snart sit
Speyl, og Uhret, at lege med Hun veed alle Nyehe¬
der, pynter sig efter den nyeste Mode, og fixerer de ar¬
tigste Cavallierer. Lisettes billede ligner den artigste
Dukke, som man nogensinde kunde sette paa en Kamin.
3 Sibilet gaaer ind til Fruen, uden at spørge,
om hun er hiemme, han synger langs op ad Trappen,
fixerer Kammerpigen, og siger noget kielent Spøg til
hende, som den naadige Frue hører. Han river en Neg¬
like udaf Knaphullet paa St. Jean, som han møder i
Døren, og børster og pynter sig dermed; saasnart han
kommer ind, seer han sig først i Speylet, førend han
giør sin Compliment for Fruen i Huset; bukker sig paa
en Fod, sladdrer og slaaer Triller paa engang; setter sig
ned og staaer op igien, og giennemvandrer endelig tre¬
dive andre Huse, hvor han spiller den samme Rolle. Er
det ikke et Mønster af en Karl?
4 Amadis kom hiem fra Krigen, og ind i et Huus,
hvor der var et stort Selskab. Enhver reyste sig op fra
Spillet, trængte sig til ham, betragtede ham, og for¬
langte Nyeheder af ham. Amadis fortalte ingen andre
Nyeheder, end dem han selv giorde. Kuglerne havde
uset ham om hans Øren; to Heste (som dog endnu be¬
finder sig gandske vel) bleve ihielskudte under ham; tre af
hans Betientere (som dog endnu ere i Live) bleve nedsa¬
blede ved hans Side; han har faaet mange Blessurer,
men de ere lægte saa vel, at de ingen Ar har efterladt sig.
5 Caramel stiger, gandske uden for sig selv, og
indtagen af hans Embedes Fornøyelser, ud af Postvog¬
nen. Hans Dreng gaaer foran og Kudsken følger efter¬
ham, som begge holder deres Herre for en Minister.
Catamel kan ikke drikke den Viin, som man giver ham
i Vertshuset, men befaler sin Dreng at bringe ham sin
Flaskefoer, derudi har han Bourgogne og Mallaga=Viin.
Han hilser ikkun med Øynene; løfter sit Hoved i Veyret
med en vigtig Mine, og raaber bestandig paa sin Vogn,
sin Kudsk og sine Heste. Giør han ikke ret, han var
Tiener hos en Baron for 2 Aar siden, og nu er han
Forpagter.
6 Nimos gaaer til Fods, og holder et herligt Bord.
Han legger desuden Penge op hvert Aar. Pomper
gaaer derimod aldrig ud til Fods, men kiører med sin
egen Vogn og sine egne Heste, og sulter ihiel. Hestene
fortærer deres Herres Jndkomster.
