Magt, end i denne Sandheds Boliger. Alting forener
sig i samme, til at hielpe det svage Hierte. En Prædi¬
ken, som høres i Kirken, underviser, overbeviser og op
muntrer langt vissere, end naar man læser to Prædikener
af en Postil. Hvilken hemmelig Kraft har Tone= of
Synge=Kunsten over vore Gemytter? Den giør os den
Sandhed og Dyd, som den foredrager os, dobbelt ædel
og følgeværdig; og de omkring os havende Andagts Exem¬
pler rører vore Hierter des kraftigere i Kirken; og saale¬
des bør man komme der.
Hovmesterinden.
Om et Barns ømme Følelse.
D¬
et er mueligt, at unge Børn kan have ømme og ædle
Følelser, naar de ikke ere blevne fordervede i Amme¬
stuer, eller ved Omgang med Tieneste=Folkene i Huset;
men anviste til Dyden af brave Forældre selv, eller af
andre dydige Gamle. Jeg har kiendt saadant et Barn;
som var en Enkes Søn, ved Navn Kudvig, der i sit
fierde Aar tænkte høyere og ædlere, end mangen stolt ung
Person, som holder sig selv for at være meget fornuftig.
Den lille Ludvig saae et grædende Barn, som gik
med sin gamle Moder for de Riges Døre, at bede om
Almisse. " Moder, sagde han, græder andre Børn,
uden at de har faaet Riis? " Moderen sagde ham, at
at hendes Barn græd fordi det var hungrigt. Da fmilede
han. " O hvor got har jeg det dog frem for denne
Stakkel? jeg har aldrig endnu hungret saaledes, at jeg
"derover skulde have grædt. Men, kiere Moder, maae
jeg ikke bringe Drengen min Frokost? Hun takkede
7 og tillod det, og han sprang afsted, og sagde," Onu
skal han dog ikke græde mere! Han gav allerede den
Fattige Frokosten i Haanden, førend denne blev ham
vaer; men som nu smilede med de sidste Taare i Øynene,
og ønskede ham Løn af Gud. Ludvig sagde til ham:
Du kan faae min Froekost hver Morgen, saa behøver du
ikke at græde, og jeg kan let spise mig mæt om Midda¬
gen. " Da sagde den gamle Kone: Lille Søn, han
er et Gudsbarn, og Gud vil aldrig forglimme dette
Gode, som han beviser min Søu; han er bleven os
"ligesom en Engel af Himmelen; og Ludvig sprang ind
igien i Huset og sagde til sin Moder: Os ama, de
ere saa meget glade, de stalkels Folk. Kunde jeg dog
"engang giøre dem halv saa meget got, som de ønsker
"mig!" Nu gav hans Moder ham et andet Smørrebrød,
til Frokost, og han sagde:" O dugrer mig allerede
"det igien, som jeg har givet bort; jeg fornemmer dog
ikke til nogen Hunger, min lutter Gæde over den glade
Dreng, og hans endnu mere fornøyede Meder -
Men vi kalder jo Gud vor Fader, han elsker os jo saa
meget, som Du elsker mig, ere de Børn da ey fromme
og dydige, som han ikke giver noget Brød? Gud giør
det ikkun, svarede Moderen, paa det at de Rige skal
bespise dem i hans Sted, og at de aldrig skal forglem¬
me, at en Deel af deres Gods er givel dem i Hæn¬
der, for deraf daglig at uddeele noget?
Kort Tid derefter maatte Ludvig see sin Moder at
døe. Da man bragte ham hen til hendes Seng, saae
han paa hende med et fornøyet Ansigt og sagde: " skal
Du nu døe, min allerbeste Moder! Gud tager Dig fra
mig; men jeg skal ikke forglemme det, at Gud er og
bliver min Fader, ligesom Du har været mig Fader
og Moder. Du glæder Dig over, at Du skal komme
til Ham; og nu vil jeg heller ikke græder thi saasnart
Gud kalder mig bort fra Verden, saa skal han give
mig Dig igien." Da stege Taarene i Moderens Øyne,
og hun sagde:" Gud være ævig priset, for han har
givet dig et sønligt Hierte til sig. Saa længe du elsker
ham, skal du være ligesaa fornøyet, og altid kunde
døe ligesaa glad, som jeg har levet, og nu skal sove
hen. Men saasnart du frygter dig for at kalde ham
Fader, saa beed med Bævelse om et sønligt Hierte, og
Gud skal da give dig det igien. Derfor min Søn,
forglem aldrig, at Gud ved intet andet Middel kan
giøre Menneskene salige . Ludvig sukkede til Gud,
saae ærbødig paa hans Moder, og kyste hendes Haand;
men hun saae endnu engang op til Gud, og døde.
En Formynder tog Ludvig til sig i sit Huus, hvis
Børn foraarsagede, at han tidt blev meget haardt begegnet;
men han meente altid, at han havde fortient det, efterdi han
ikke tvivlede om den Mands Kierlighed, som nu var
hans Fader. Han vidste heller ikko, at han var Herre
og Arving til hans Moders Gods, og tænkte, at han
ikkun levede af hans Formynders Godhed og Velgier¬
ning Derfor gav han efter for Bornene i Huset, naar
de giorde hom Uret; og tilsidst maatte disse undsee sig
ved at fornærme ham, fordi hans Ædelmødighed saa
emfindtlig beskiemmede dem.
Huusholdersken.
At vaske og giøre hvidt Silke=Flor til rette.
M¬
an gaaer dermed til verks paa samme Maade, i som
foran er meldt om Rettelgarns Kniplinger, und¬
tagen at man behøver ey, at sye Floret fast ved noget
Klæde. Raar man har svovlet det saalænge, indtil man
tænker, at det er hvidt nok, saa tager man Floret op
af Kurven, og spænder det smuk lige og jevnt ud paa et
Brædt eller Klæde, koger hvid Stivelse, dysper en
Svamp derudi, og trykker dermed Floret paa Brædtet,
lader det saa tørres, saa skal Floret see smuk hvidt ud.
Dersom der af Stivelsen skulde sætte sig Blærer, saa
kan man trekke dem ud med en fugtig Svamp
Fredags=Selskabet.
Samleren.
Samtale imellem Alexander den Store og en Ere¬
mit paa Bierget Caucesus.
14
lerandets Krigshær havde sin Leyer i Nærværelsen,
ved Cancasus. Da han engaag jagede i den Skov,
som er ved dette Bierg, overfaldt ham et sterkt Uveyr,
som adskildte hans hele Følge. Han blev allene, gik frem
paa Lykke og Fromme, og blev nogle Planter vaer tæt
ved en Klippe, hvoraf han sluttede, at denne Plads
maatte være beboet. Han saae Røg at oppige af Klippens
