Ritser; han gik derhen til, og saae en Hule, som forekom
ham gandske beqvem og lys nok, Han gik derind. En
gammel Mand, som kogte Urter, tog imod ham med et
muntert Assyn og rolig Mine; han saae, at Kongen var
meget varm, og tilbød ham Vand og Melk. Jeg har
ingen anden Drik, sagde han til ham, udvælg dig en af
disse to Slags. Alexander tog noget til sig, og saae
paa hans Vert med nogen Forundring. Du veed vel
ikke, sagde han til ham, hvem du beværter? Ney, sva
rede den Gamle. Men det er slet Veyr, du er tret og
har faret vild. Min Bolig kan skaffe dig Tilflugt; Du
kan betiene dig af den; jeg skiøtter derfor ikke om at vide
dit Navn. Men, sagde Kongen, du maae dog kunde see
paa mine Klæder og mine Vaaben, at jeg er en Krigs¬
mand, og du veed uden Tvivl, at her staaer en Armee i
denne Egn? Det veed jeg ikke af. Hvo skulde have
sagt mig det? og hvorfor skulde jeg vide det? Jeg seer
ingen Mennesker, og jeg frygter for ingen Ting. Du
veed altsaa ikke, sagde Kvugen, at Alexanders Krigshær
har sin Leyer her i Nærværelsen? Har du ikke i det mindste
hørt tale om Alexanders Navn? ---Ney. Hvem er
Alexander, Hvad har han gjort? - Hvad har han gjort?
Han har undertvunget Asien; han har nedstødt den fra
Thronen, som man kaldte Kongernes Konge; han har -- -
Jeg er kun bange for, sagde den Gamle, og gik i det
samme ud af Døren paa hans Hytte, at den sterke Regn
skal forderve mig nogle af mine Bælgfrugter, som jeg
nylig har saaet. Du skulde billig, sagde Kongen, som
stedse faldt mere i Forundring, give mere Agt paa det
som man fortæller dig om en Konge, hvis Undersaat bu
er. Hans Undersaat, spurgte den philosophiske Eremit,
og smaaloe. Ja, svarede Alexander, han har nu under¬
tvunget sig disse Egne, som tilforn tilhørte Darius; du
staaer nu under ham, og maaskee du skulde dog engang
falde i Forundring, om jeg sagde dig, at det er Alexan¬
der selv, som du taler med. Er du Alexander! sagde
den Gamle, og satte sine Urter, som ham nu syntes at
være kogte nok, paa et lidet Bord; det er mig kiert.
Vil du smage min Moes? - Alexander stod op, og
giorde nogle Skridt som et Menneske, der ikke veed,
hvorledes det er fat med ham. Endelig satte han sig ned
igien, og sagde med megen Venlighed til den Gamle:
Jeg gad dog vide, hvorved jeg har kundet paadrage mig
den Foragt, som du viser imod mig.
Philosophen: Din Bebreydelse er ubillig; jeg for¬
agter dig ikke. Du har den Vildfarelse tilfælleds med alle
Mennesker, at alt, hvad dem angaaer, skal forekomme
andre Folk ligtsaa vigtigt, som dem selv. Hvad gaaer
det mig an, at Alexander, som jeg ikke kiender noget til,
har overvandet Darius, som jeg ligesaa lidet kiender?
Hvorfor skal jeg agte og passe meere paa dine Erobringer,
end paa mine Tælgfrugter? Det var min Pligk, her at
tilbyde dig alt, hvad du kunde benytte dig af; jeg har
giort det, og meer er jeg dig ikke skyldig. Jeg er ikke
din Unduxsaat; thi jeg trænger ikke til dig. Folk, som
lever i et Selskab, hvis Støtte Fyrsten er, maae adlyde
ham, fordi det er han, som setter deres Gods og deres
Personer i Sikkerhed; de lever under hans Beskiermelse.
Jeg, hvis Huus denne Hule er, hvis Formue denne
Jordbund er, som jeg har bearbeydet og dyrket her om¬
kring mig, jeg er blot allene Elementernes Undersaar.
Du har her fundet et Tilflugts Sted, og jeg skal gandske
vist aldrig søge noget hos dig. Jmidlertid foragter jeg
dig ikke, efterdi du ingen Fortred har giort mig; men
jeg har heller ingen Høyagtelse for dig, efterdi jeg ikke
kiender dig.
Alerander. Giør da det, som jeg fortæller dig,
mig ikke kendelig nok? Jeg var Konge i en liden Prø¬
viutz i Grækenland, som heder Maccdonien, og nu er
jeg Konge over alle de Lande, som ligger ved Tigris,
ved Euphrat, og ved Tanais. Jeg har hævnet mit Fæ¬
derneland, som Terres havde vildet undertrykke. Jeg
har forstyrret og ødelagt den stolte Persiske Throne, som
var opbygget paa saa mange nedstyrtede Throner, og jeg
vil ikke ophøre med at undertvinge Lande, førend jeg
kommer til de Grændser, hvorudi Naturen har indsluttet
vor Jordkreds. Jeg har streifet Verden igiennem, og
ingen Ting har kundet giøre mig Modstand.
Phuosophen. Alexander, hør hvad jeg vil sige
dig. Saa store Anslag, udførte med en liden Magt,
forraader en høy Geist af udbredede Talenter. Navnet af
dit Fædernelands Forsvarer retfærdiggiør, saa vidt mue¬
ligt er, en Erøbreres Navn, men du skal ikke kunde
nægte, at du jo har giort meget Ondt, og du kunde have
gjort meget Got. Efterat du havde vundet Seyer over
Darius, skulde du have ladet dig nøye dermed, at du
havde taget de Lande i Besiddelse igien, som Perserne paa
en uretmæssig Maade havde taget fra Grækerne, og da
havde du selv skuldet sette ham paa Thronen igien, paa
hvilken du kunde sette dig; det havde været en langt
høyere Stolthed, at kunde tilgive Kongernes Konge.
Naar man har rystet en glindsende Lykke og faaet den
til at skielve, saa er det langt berømmeligere, at sette
den i Stand og oprette den igien, end reent at ødelegge
den. Da havde du regieret dit Land, som uden Tvivl
lider ved din Fraværelse; og det havde været bedre, at du
havde været Macedonien nyttig, end at giøre dig frygt¬
bar for hele Verden.
Niexandrr. Hvorledes? Den Ære, at befale over
saa mange Folk -- -
Phuosophen. Den er ikke saa rar og sielden, som
du maastee mener. Det er langt almindeligere, maaskee
langt lettere, at forrette store Bedrifter, end at opfylde
sine Pligter. Naar jeg fra min Hules Dyb kaster et langt
Øyekast paa Jordkirilens Omkreds og paa den lange Kiede
af Aar, som har avlet og forrettet saa mange Begiven¬
heder, saa forestiller Verden mig to Malerier. Jeg seer
paa den ene Side de glindsende Bedrifter, de høye Egen¬
skaber, de navnkundige ulykkelige Tilfælde, de forstrekke¬
lige Ødeleggelser; Ærgierrighedens Foretagender, Hev¬
nens Vederslyggeligheder, og hine Rigernes store Foran¬
dringer, som man kalder Lykkens Spil, og som ere intet
andet, end nødvendige Følger af vore Lidenskaber; og
paa den anden Side seer jeg en uendelig Mængde af
