slutte Laster, udekiendte Nederdrægtighed, forstokkede
Skamgierninger, en Mængde Ulykkelige, som sukker
hemmelig i Skiul i deres Vaaninger, og hvis Sukke bli¬
ver overdøvede formedelst Allarmen af Vaabenerne og de
almindelige ulykkelige Tilfælde, og en utrolig Rad af
Elendighed og Ugudelighed, som taber sig og bliver borte
i Trængselen af store Begivenheder. Det eneste Slags
Lykke, som man kan finde paa Jorden midt i denne Strøm,
bestaaer derudi, at man intet Ondt giør, eller lider.
Dette er en gandske liden Deel Menneskers Lod; jeg øn¬
skede at faae det. Jeg har her opholdt mig eensom sider
mit tyvende Aar, og har intet hos mig uden Bøger, og
noget til Livet nødvendigt Huusgeraad. J fyrretyve Aar
har jeg nu allerede været her, og endnu har jeg ikke erfa¬
ret den Fortred, at Tiden har været mig lang, hvilken er
en af Menneskelighedens største Straffe. Men du, Alex¬
ander, du har forestillet en Person paa det første af Ma¬
lerierne, som jeg har afskildret for dig; du har fremviist
dig for Jorden, og den har skielvet. Dit Liv har været
fuldt af Ære og Berømmelse, men uroligt, og ofte ska
deligt og fornærmeligt. Mit har derimod været skiult,
men roligt og uskyldigt, døm nu, hvilken af os begge der
er kommen nærmest til den Lykke, som er alle Menneskers
fælleds Øyemed.
Alexander. Man kan ikke staae imod sin naturlige
Tilbøyelighed. Du er født for denne Hule, og jeg for
Verden; min Siel har en Høyde, som intet kan for¬
nedre. Der er dog virkelig en Fornøyelse i den Forestil¬
ling, at saa mange tusinde Mennesker takker os for det
de lever, og lever ikkun formedelst vor Villie Mig tyk¬
kes, at jeg er langt mere værd, end andre, fordi jeg
tvinger dem til at adlyde mig. Men da Lykken let kan
forblinde os, saa skulde det være mig meget kiert, om
saadan en Mand som du, der er bleven viis ved fyrre¬
tyve Aars Eftertanke og ved Eensomhed, fulgte med
mig, og vilde meddele mnig dine Jndsigter. Kom, vær
min Ven; jeg veed den Kunst at erøbre; du skal lære
mig den Kunst at regiere.
Philosophen. Alexander, det er først et Qvaxteers
Tid siden jeg saae dig hos mig, og du forlanger en Op¬
ofring af mig, som jeg ikke skulde giøre for et Menneske
jeg kiendte ligesaa got, som mig selv. Fyrectyve Aars
Viisdom skal ikke endes med et Feyltrin. See, o Kon¬
ge, Sandheden sidder i dette Øyeblik imellem os begge,
den taler igiennem min Mund, og du hører den; men
om jeg fulgte med dig til Hoffet, da maatte jeg lade
Sandheden blive tilbage i min Hule Jkkun her kan jeg
sige den; ikkun her kan du høre den.
Alerander. Ney, frygt ikke for nogen Ting; den
vil immer være behagelig for mig. Og lærer ikke Viis¬
dommen dig, at vove alle Tiug, for at lære Kongerne
deres Pligter, og maae du ikke heller søge, at giøre dig
nyttig for Verden, om du endog skulde lide derunder, end
sysselsette dig her med en ørkeslos Viisdom.
Philosophen. Det er ikke min Philosophie; jeg er
fuldkommen overbeviist om, at enhver Skabning har først
Pligter at udøve imod sig selv. Det er meget falskt, at
jeg skulde være forbunden til, at giøre mig ulykkelig for
andres Lykke Skyld.
Alexander. Men saa elsker du jo ikke Mennesker!
Philosophes. Jeg elsker dem ikke, jeg hader dem
ikke. Jeg elsker dem ikke, fordi de ere elskværdige; jeg
hader dem ikke, fordi Had er en ubehagelig og besværlig
Fornemmelse. De ere mig ligegyldige. Jeg beundrer en
ædelmodig Mand, om der findes nogen af dette Slags,
som uden Egennytte skaffer andre Mennesker en Lykke,
som er Frugt af hans Arbeyde; men jeg vil ikke efter¬
ligne ham. Man bliver ikke des lykkeligere, fordi man er
Beundringsværdig. Menneskene fortiener det ikke, at
man skal giøre dem Tieneste for sin egen Skyld; og man
beviser dem og sielden saadan Tieneste. Hvo kunde ellers
forlade dem deres Utaknemmelighed? Ney, Alexander
min Lykke er i min Hule; hvad gaaer mig Verdens Ulykke
an? Du holder mig for haard og gru om? Jeg er billig
og oprigtiv. Billig, fordi jeg elsker mig meer, end andre;
oprigtig, fordi jeg tilstaaer et Sindelav, som enhver har
i sin Siel, hvilket man stiuler ved sine Ord, men opda¬
ger ved sine Gierninger. Du, Alexander, er i den lyk¬
kelige Sitnation, at du kan gøre din Lykke ved andres.
Betænk i det ringeste, naar det er din Pligt at tiene Men¬
nesker, saa er det en Forbrydelse, at skade dem.
Alexander forlod den Gamle, og kom t i Sine igien.
Han var dybsindig, og begyndte at falde i Eftertanke
over hans Erobringer. Man forkyndte ham, at Fienden
lod sig see. Trompettens Lyd hørtes, og han forglemte
det altsammen.
Aargangen af disse Blade løster i Følge den i Adresse Contairets Efterretninger No. 14 bekiendtgiorte Taxt:
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr.) Paa Postpapiir 2 Mk.
Giælland 5 Mk.
Fyen 5 MI. §. 5.
Holsten 1 Rdlr.)
mere.
