Jgien blev sønderrevet ved Dødens stærkore Haand
den 24 Sept 1757.
Sex lyksalige og uforgiemmelige Aar!
Der forekom mig,
Som Jacobs Tieneste=Aar for Rachel,
Jkkun som faa Dage,
Af hvilke den ene,
Naar de sidste Trængsels Dage undtages,
Var ligesaa fornøyelig som den anden,
Den sidste
Ligesaa glædelig, som den første.
J hellige Himle!
Fortørnes ikke over et Ønske,
Som Menneskeligheden, forenet med Kierlighed,
Forleder mig her til at giøre,
Jmod Eders vise Raadslutninger:
Gid min Lyksalighed havde varet noget længer!
Tre Gange
Giorde Gud Hende til en glad Barne=Moder,
Og lod Hende forglemme den fødende Smerte
Over den Glæde,
At see fødte til Verden,
Tvende Sønner og en Datter:
Men,
Da Hendes Time kom fierde Gang,
Var det tillige
Den sidste Time,
Det gik min Rachel haardeligen, der Hun fødte,
Hendes Siel foer ud, og Hun døde.
J det Hun efterlod mig
En Ben Oni.
Ach! et alt for dyrt Liv!
Betalt med den dyrebareste og dydigste Hustrues Død,
Et alt for langvarigt og smerteligt Minde
Om en kort Lyksalighed!
Flyder,
J billige Taare!
Saameget des yppigere,
Som J, under de ubilligste Forfølgelser,
Ofte ere holdte tilbage,
Ved den kierligste Hustrnes
Livsalige og trøstefulde Omgang,
Der,
J det Hun aabenbar dæmmede for Eder,
Aabnede for sine i Løndom.
Værer, skiønt stumme, dog sandfærdige Vidner,
Jkke om den Haabesløse Utaalmodighed,
Men om den tilbørlige Veemodighed,
Som har betaget et Menneskes Søn,
Fra hvilken Gud har taget hans Øynes Lyst
Venner og Fiender!
Alle bekiendte,
Tillader mig, at jeg, imod al Sædvane,
Uagtet Eders Uovereensstemmelse,
Kræver tillige af Eder
Et eensstemmende Vidnesbyrd,
Til Sikkerhed for Ubekiendte,
Og spørger:
Om hun ikke var
Som Paulus forlanger,
At Menighedens Tieneres Hustruer bør være:
Ærbar, ikke Bagtalerske, men aarvaagen, Croe i
alle Ting?
Om Hun ikke var,
Som de hellige Qvinder bør være,
Hvis Prydelse er ikke udvoetes med Haar=Flettelse,
Eller Gulds Omhængelse, eller med at tage Klæ¬
der paa;
Men Hiertets skiulte Menneste
J en sagtmodig og stille Ac ds uforkrænkelige
Væsen?
Om Hun ikke var,
Som end og Enker bør være,
Og havde Vidnesbyrd for gode Gierninger, vel
opfødte sine Børn, gierne laante Huus,
forsørgede de Betrængte
Og lagde sig efter al god Gierning!
Om Hun ikke var,
Som ikkun faae ere,
Flittig i sitKald,
Betænksom i sin Gierning,
Beskeden i sin Tale,
Sagtmodig i sin Vandring,
Bluefærdig i sin Adfær,
Reen i sit Huus,
Net i sine Hænder,
Oprigtig i Omgang,
Sindig i Medgang,
Taalmodig i Modgang,
Gudfrygtig af Hiertet,
Jndtagende af sit hele Væsen?
Om Hun ikke over alt dette
J Sandhed var prydet med
Admyghed,
Alle Christelige Dyders Krone,
Der giorde,
At hnu ikke kiendte det hos sig selv,
Som alle kiendte;
Men
Holdt sig altid for den ringeste iblant alle,
Og
J al hendes Guds Tieneste
For en unyttig Tienerinde.
Dog
Hvorfor kræver jeg Vidnesbyrd af de Dødelige om Dine
Dyder,
Min udødelige Veninde!
Er det ikke nok,
At Din Frelsere, der lever, det sande og troefaste Vidne,
baade har kiendt dem,
Og allerede tilkiendt dem en Naade=Løn;
Og at Dine Gierninger fulgte med Dig,
Da Du hviilte fra Dit Arbeide?
