Paa den ene Side
Frygter jeg for, end ogsaa efter Døden,
At giøre Din undseelige Aske rød,
Ved at fortælle dem;
Og paa den anden,
At forsynde mig imod den
Ved at fortie dem.
Men
Hvo iblandt Lysets Børn
Vil fortænke mig for,
At jeg kommer Dit Lys til at brænde,
Eud og efter at det er udslukt,
For den blinde Verden,
Der trænger saa høyt til Lys,
J hvor vel den elsker mere Mørket.
Forklerede Siel!
Tag da imod mit sidste sørgelige Farvel
Her i Tiden,
Jndtil Du snart giengielder mig det
Med et glædeligt Velkommen!
J Evigheden.
Og
Dersom de Døde hisset beder for de Levende,
Eller rettere sagt,
De Levende for de Døde;
Da kan jeg og Dine Børn være visse paa,
At høste Frugten af Dine Forbønner,
Saa velsom af den Velsignelse, Du efterlod os
Da Du gik bort,
For at Arve Velsiguelsen.
Jmidlertid
Skal Din Jhukommelse være i Velsignelse;
Du ÆErrens Velsignede!
Ja
Stedet og Jorden, ved Guds Alters Fod,
Hvor de lagde Dig til Hvile,
Skal være mig en dobbelt hellig Jord,
Som min Fod paa HErrens Hvile Dag
Jkke skal røre, uden største Ærbødighed,
Jndtil den engang glider ned ved Din Side.
Din Død,
Der var lige saa kostelig for Gud,
Som smertelig for mig,
Skal lære mig,
Saalænge min Aand holdes Fængslet i et dødeligt Legeme,
At ønske hver Dag:
Min Siel døe Din Død,
Og mit Endeligt blive som Tit.
Min Rachel! ach! at jeg saa tilig skal oprette
Et skyldigt Kiende Tegn paa Din begrædte Grav!
Din Jhukommelse bør ingen Tid udslette;
Du har fortient et Tegn. Hvad skal det være af?
Af Kobber eller Steen, af Marmor, Allabaster?
Ney, dette tæres bort, og Tiden det kuldkaster.
Den Siel, Du elskede, den skal en Tavle være,
Hvor paa Dit dyre Navn skal evig skrevet staae;
En Skrift skal findes der, til Din fortiente Ære,
Naar alt, hvad skrevet er, med Verden skal forgaae.
Det er et værd at Tegn, opreyst med Graad og Smerte,
Ret Minde om Du Dyd og Engle fromme H.rte.
Saa kort Dit Levnet var, saa langt Dit Ære Rygte
Vil blive derimod blandt Dydens Elskere.
I Ord og Gierninger Du mangen en opbygte,
Og, som et deiligt Lys, i Mørket skinnede:
Du var Medlidende, Sagtmodig, Mild og Kierlig,
Gudfrygtig, Tugtig, From, Taalmodig, Yndig, Ærlig.
O! Tab! at Du ey meer kan skinne her paa Jorden!
Dog, see, Du skinner nu desmere hos Din Gud,
Der, hvor Din rene Siel alt Engle liig er vorden.
Det, Du mig efterlød, da Livets Lys gik ud,
Er fire kiere Børn, og en oprigtig Længsel,
At komme hiem til Dig fra Verdens Sorg og Trængsel.
Huusholdersken.
At vaske Brabandske, Engelske og andre fine
Kniplinger.
S¬
aadanne Kniplinger kan formedelst deres fine Ar¬
beyds Skyld ikke vel vaskes, derfor bærer man sig
saaledes ad: man syer dem smuk lige paa et Klæde, der
er tillavet efter Kniplingernes Længde ligesom en Svøbe¬
List Derefter skraber man Venedisk Sæbe gandske tyndt,
og strøer den temmelig tykt paa Kniplingerne, siden slaaer
man dem nogle gange sammen, legger dem i et reent
Tin= eller Kobber=Kar, og legger nogen Tyngsel paa dem,
slaaer saa lunket Vand derover, setter det saa hen paa
Gløder, at det kan smaakoge; men man maae see vel til,
at Vandet gaaer en god Deel over Kniplingerne; thi
ellers vil de NB. gierne forbrændes. Siden knuger man
dem vel ud, og farer fort dermed anden og tredie Gang,
indtil man seer, at de ere hvide nok; derefter trykker
man Kniplingerne ud, legger dem Natten over i ferskt
Vand, saa bliver de atter igien reent udtrykte, spændte
ud i en Sy=Ramme, og tørrede i Solen paa Græs,
eller ved en Kakkelovn, men man maae forvare dem vel,
at der intet Støv kommer til dem. Man kan og legge
dem paa Græs i Soelskin, og besprænge dem med reent
koldt Vand, og altid lade dem tørres igien, saa bleges
de sneehvide. Naar de ere spændte i Ramme, kan man
gandske vel øefugte dem med lidet hvid kogt Stivelse, og
lade dem tørres igien Siden tager man dem af Ram¬
men og sprekker dem fra Klædet, hvorefter man giør dem
fuldkommen til Rette med et tilberedet Been eller Strygtern.
At opfarve og giøre sorte Silke=Kniplinger til rette.
Naar de sorte Kniplinger ere ikke alt for meget urene,
saa børster man først Støvet reent af dem, siden laver
man en Farve med Gummi udblødet i Eddike, dyppper
Kniplingerne derudi, slaaer dem derefter med en Børste,
som er giort af bløde Haar, eller trykker dem med en
Svamp paa et Brædt, men breder dem vel ud, og trykker
dem ret glatte med Svampen derpaa, paa det at de ikke
skal blive krøllede eller rynkede, siden lader man dem tør¬
res i Solen, eller ved en Kakkelovn.
Dersom de ikke ere ret sorte eller rødagtige: saa ta¬
ger man Brassillie=Spaan, Huusblas og Gummi, af
