Her er Skrivelsen. Jeg for min Part vil af andres
Skade lære at blive klog; thi det er bedre, end at blive
det af sin egen. Jeg vil nøye vogte mig for Hr. Sinnk
a see se, og aldrig foragte Dyden hos Sr. Adstadig,
ønskende at alle mine unge og flygtige Medsystre bilde giøre
det samme; thi saa blev ikke saa mange bedaaret af et falsk,
mødens og glimrende Væsen, betænkende det gamle og sand¬
færdige Ordsprog; Det er ikke alt Guld, som glimrer.
Fredags=Selskabet.
Den Søefarende.
Om at giøre Compasser.
S¬
aa fordeelagtig og umistelig som Compasset er for
Søemanden, saa lidet ere dog de fleste Søefolk i
Stand til selv at giøre samme, men lader sig nøye med
at de kan faae dem til Kiøbs hos Compasmagerne; jeg
derimod som veed hvor nyttigt det er for en Søemand
at have gode Compas, har lagt mig efter selv at giøre
samme, og det paa følgende Mande:
Til det Staal som bliver magncticeret, og som diri¬
gerer Compa set, betiener jeg mig som oftest af et Slags
ægte Staaltraad, som man faaer fra Engelland, af samme
Staaltraad tager man til et Compas tvende Stænger,
enhver saa lang, som det Compas jeg vil giøre, er udi
Diameter, samme Stænger bøyes noget krumme og
lægges saaledes sammen, at Euderne rører hverandre, men
udi Midten skræver de meest fra hverandre, og hvor En¬
derne støder mod hverandre, siles de jevne paa skak, at
Enderne overalt kan gandske tæt støde sammen.
Somme Tider bruger jeg ikke den Engelske Staaltraad,
fornemmelig naar jeg vil have et meget stærk Compas,
men enten selv eller ved andre lader mig smedde et Stykke
fiint Staal, hvilket jeg giør, naar Compasset, jeg vil
have mig, er en Fod i Digmeter, en Fød lang, tre Linier
tyk og otte Linur bred udi Midten, hvorfra det fortaber
sig hen mod Enderne, saaledes, at det en Tomme fra
hver Ende er kuns fire Linier bred, og derfra igien giøres
det spids mod Enderne, (men skal Compasset være mindre,
da giøres alt i Pioportion deraf) og naar det er fmed¬
det, maae det files og poleres gandske glat (thi ellers vil
det ikke saa got tage mod den magnetiske Kraft) og balan¬
ceres over Midten.
Hvad enten jeg nu bruger den Engelske Staaltraad,
eller det omtalte Stykke heelt Staal, saa, naar det er
tilfilet og poleret, hærder jeg det udi en Smedie brav
haardt, da derimod de fleste Compasmagere hærder det
ikke saa haardt, men lader det blaat anløbe, og efter
Hærdingen poleres det endnu lidet, at det kan blive glat,
da det er færdig til at magneticeres.
Til at magneticere dette Staal, betiener de fleste
Compasmagere sig af en naturlig Magnet=Steen saaledes:
de stryger eller gnier først den ene Ende af Staalet paa
den ene Pool af Stenen, dog saa, at de alle Tider be¬
gynder Strygningen ved Midten af Staalet og trækker
det ud indtil det yderste af Staalet og er stryget paa Polen
af Stenen, og bliver ved at uddrage Staalet uden for
Stenen, hvorved de med Staalet uden for Stenen i Luften
beskriver en krum Linie, saa at de kommer med Midten af
Staalet igien paa samme Pool af Stenen, da de igien
stryger Staalet paa Stenen ligesom tilforn, alt fra Midten
til Enden af Staalet, men aldrig frem og tilbage, og
denne Strygning igientager de en 15 a 20 Gange. Lige
paa samme Maade stryger de den anden Ende af Staalet
paa den anden Pool af Stenen, da Staalet paa denne
Maade bliver magneticeret og faaer sine tvende Poler,
Syd=Pvol og Nord=Polen.
Fordi de fleste Compasmagere betiener sig af de na¬
turlige Mag et=Stene til at magneticere Staalet med,
saa er det Aarsagen hvorfor de ikke hærder deres Staal
gandske haard; thi naar de det giøre, da kan de ikke bie¬
bringe Staalet nogen synderlig stærk magnetisk Kraft ved
den naturlige Magnet, men de maae giøre Staalet noget
blødt, da det ved Strygningen paa den naturlige Magnet
kan blive brav magnetisk.
Til at giøre Staalet magnetisk, betiener jeg mig ikke
af de naturlige, men af de artificielle eller ved Kunsten
forfærdigede Magneter selv. Saadan en artificielle
Magnet er enten et enkelt Stykke af det fineste og haardeste
Staal, som man paa samme Maade har magneticeret,
sm jeg i det følgende skal vise at jeg magneticerer alt
Staal, eller og at den er samlet af flere tyndere dog lange
og nogenledes brede Staal=Stænger, hvoraf enhver for
sig er bleven giort magnetisk, og derefter alle samlede
saaledes, at alle Nord=Polerne lægges sammen og alle
Syd=Polerne ogsaa sammen, og befæstiges med nogle
Messing eller Kobber Ringe omkring alle Stængerne, at
de ikke s al ryktes fra hverandre, hvorved den magnetiske
Kraft af alle Stængerne forenes, og bliver som det var
en enkelt Magnet, som havde samme Kraft hos sig, og
ved saadan at samle flere lige store Stænger, kan man
giøre sig en meget siærk artificielle Magnet.
Af disse artificielle Magneter betiener jeg mig at
giøre Staalet magnetisk paa tvende Maader, nemlig: er
Staalet meget tyndt, som Uhr=Fiæder eller lidet tykkere,
(thi man bruger og Uhr Fiædre til Compas, men ikke til
Søe Compas, da lægger jeg det paa et Bord, tager tvende
artificielle Magneter, en udi hver Haand, sætter Syd¬
Polen af den ene og Nord Polen af den anden tæt sammen
paa Midten af Staalet, og bevæger dem paa eng ng fra
Midten hver til sin Ende af Staalet; og naar jeg er kom¬
men uden for Enderne af Staalet, sætter jeg de samme
Poler paa Midten og paa samme Steder som tilforn af
Staalet, og igien stryger ud mod Enderne, hvilken
Strygning jeg igientager 8 a 10 Gange paa hver Side,
