blotte Salt Vand, imod Qvægets Sygdom. Jeg vil
derfor anvise nogle mig bekiendte gode Midler:
1) Maae man om Foraaret, to Dage førend
Hornqvæget første gang drives ud paa Marken, aarelade
det paa Halsen.
2) Gives Qvæget, samme Dag da det drives ud,
hvert Høved en Sild, som forhen er dyppet i reen Tiere
(hvortil nemlig ikke er slaget Olie eller Trany, og som
indstikkes i Creaturets Hals, dog saaledes, at Sildens
Hoved kommer foran; og kan man derved giøre den Jnd¬
retning, at et gammelt og stort Hoved faaer en stor
Sild, og et mindre Høved en mindre Sild.
3) Maat man to gange om Aaret, nemlig ved
St. Hans og Bartholomæi Dag, formedelst den da væ¬
rende Hede, lade indgive Qvæget Salpeter, og er en
Portion for et treaarigt og ældre Høved 2 Lod, for et
to Aars eller et Aar gammelt 11 Lod, og for en Kalv
1 Lod. Dette renser Qvæget ugemeent, i det samme af¬
fører den Forraadnelse, som maaskee er foraarsaget a
Hede og ureent Vand, og afkøler Qvæget. Den beste
Maade at indgive Sligt er, at man kommer Salpeteret
i en Tute, holder Halsen op paa Høvedet, og ryster saa
Salpeteret ud af Kræmmerhuset ned i Halsen, ved det
man stikker samme ind med Haanden, og for at faae Hø¬
vedet til at synke det, skyller man efter med noget Vand;
hvorpaa Qvæget maae faste et Par Timers Tid derefter.
4) Man maae fornemmelig see derhen, at naar det
om Efterhøsten bliver koldt og der falder Riimfrost, at
Qvæget da ikke bliver ude paa Marken under aaben Him¬
mel, da det paa saadan en Tid ikke allene kan blive for¬
kølet, men Riimfrostens Jndædelse er det endog høystska¬
delig. Det er derfor meget got, at man paa den Tid
lader give Qvæget noget tørt Foer, førend man driver
det ud.
5) Maae man besynderlig forebygge, at Qvæget,
som desuden er beki udt, om Vinteren ikke faaer noget
fordervet Foer at æde.
Hov som paa forbeskrevne Maade gaaer til Verks
med Qvæget, og man derhos iagttager at give det Salt,
tør ikie ved at frygte, at det lettelig skal blive angrebet
af Sygdom. Men det er desverre almindeligt, at naa
enhver Hnusvert ikke selv passer paa, at ovenmeldte Mid¬
ler anvendes, samme da lettelig bliver forsømt af Tiene¬
stefolkene, eller i det mindste ikke ordentlig gaaet til verks
dermed.
Om adskilliges Maade at give deres Gvæg Salt
J
Schweizerland bruges det overalt at give Qvæget
Salt J de Egne, som ere nær ved de Berniske
Saltverker, bliver den saa kaldede Steen, som ved Salt¬
sydningen setter sig fast paa Bunden af Panden, og hug¬
ges op deraf i Stykkeviis, enten i Stalden ophængt for¬
Qvæget eller giort fast tet ved Stalddøren, paa hvilke
Stykker da Qvæget slikker saa længe det vil, naar det
gaaer ud og ind i Stalden. J nogle andre Lande er det
timme i Brug med Steensalt J de øvrige Schweitzerske
Egne, som ligger længet borte fra Saltverket, blandes
smaat Salt med Avner, og deraf gives hvert Høved om¬
trent en Haandfuld om Dagen; men for Faarene strøes
det 2 eller 3 gange om Ugen i en liden Rende, Paa Al¬
perne giver man Melke=Køerne Salt paa følgende Maade.
Overhyrden har en Læder=Taske, som er fyldt med Salt,
hengende ved sig; denne holder han nogle Øyeblik ned i
Vand paa den Tid da der malkes, og hver Kve faaer da
ikkun saa meget Salt af det der pyrer og sveder ud, som
den kan slikke i sig indtil den bliver udmalket. Melken
bliver herved ogsaa forbedret. J andre Egne, i sær i
Canton Appenzell, bruger man at nedsa te Høet saaledes,
at naar man omtre en Fod høyt har pakket Høet sum¬
men, og det ligger saa strøer man Salt derover
omtrent saa tykt som man saaer Lynd Sæd. Deroven
paa legger man Høe igien, træder det fast sammen, og
bliver saaledes ved indtil Enden. Høet bliver derved me¬
get got, grønt og smageligt. J sær er dette meget nyt¬
tigt at giøre ved det Høe, som man er nødt til at ind¬
høste vaadt og fugtigt. Men faaer Hornqvæget alt for
meget Salt, foraarsager det en Slags Salivakion og
løse Tænder.
Jomfruens Fætter.
D¬
en skielmske Cupido pleyer at skrive hans Mama,
Frue Venus til hver Løverdag, for at indberette
hende, hvad han den gandske Uge igiennem har foretaget
sig i Ægteskabs=Handlinger og andre forliebte Pudserier.
Ved en særdeles Leylighed er et saadant Brev kommet
mig i hænde, maaske Mercurius Gudernes Post-Rytter
har tabt samme. Jeg vil her anføre det Ord til andet:
Sødeste Mama!
At søde Mama ikke skal tænke, at jeg har været
ørkeeløs i denne Uge, vil jeg i mueligste Korthed her¬
med sende søde Mama en rigtig Fortegnelse paa alle
mine Forretninger i disse otte Dage fra den ite Nov. til
den 7de ejusdem jueluside:
Søndagen den 1te Nov.
1. Denne Morgen kunde Jomfrue Lisette ikke sove,
hvorfor hun stod op og gik til Vindnet, for at staae og see paa
Folk, som gik i Froe=Prædiken Saasom det endnu ikke
var ret Lyst, bekymtede hun sig ikke for at klæde sig me¬
get paa, men stod næsten, som hun var kommet ud af
Sengen. Den bekiendte Msr. Sp.dille kom just af en
Hendelse gaaende under Vinduet i sine Philosophiske Be¬
tragtninger, som han gierne er geskiæftig med om Mor¬
genen, naar han Natten tilforn har spillet sine Penge
bort. Men dette hvide Syn i Vinduet fordrev i en Hast
hans hele Philosophie Jeg saae hans Bestyrtsning, og
gav ham et Stud lige under Hiertet, saa at han blev
hæftig forliebt i denne halvøgne Støtte. Og endskiønt
han aldrig tilforn havde seet hende, har jeg dog faaet at
høre, at han Eftermiddagen derpaa foredrog hende sin
Kierlighed med saa lykkelig Virkning, at de uden mange
Omstændigheder gave hinanden Haand, og besealede deres
evige Troeskab med et par Dosin Kysse, som bleve for¬
handlende til Afdrag paa deres brændende Elskov. Msr.
Spadille har just ingen Betiening at leve af; men har
