Fredags=Selskabet.
Samleren.
Det forgieves Ønske. En Fortælling.
Jntet er almindeligere hos Mennesker, end forgieves Øn¬
sker; og hvor ulyksalige skulde de mange gange være,
om deres Ønsker bleve opfyldte? Men der findes Ønsker,
som synes at være ligesaa billige, som de ere heftige, som
ved den strengeste Undersøgning af Fornuten spu; at
være rette, og af den Beskaffenhed, at Mennesket troer sig
at være bevettiget, til at vente samnes Opfyldelse af For¬
synet, og at, naar de bliver uhørte, san han vel over¬
vinde hans Forstands Tviol; men umuelig tilfredsstille sit
Hierte. Af saadant Slags var Thyrsis Øuske at blive
forenet med Chloe, hans eneste Ønske, for hvilket han
opofrede alle andre, og til hvilket at uaae, han anvendte
alle sine Kræfter; et Ønske, som var grundet paa Kier¬
lighed til Dyden, og som intet ureent eller lastværdigt
havde ved sig; men et Øaske, uden hvis Opfyldelse Thyr¬
sis ikke kunde forestille sig nogen Lykke. Hans Kierlighed
havde ikke reyst sig af Uugdoms Hidsighed; den var avflet
af Høyagtelse, som var for slerk til, at Hiertet havde
derved længe kunde været bleven koldt. Og denne Høyag¬
telse blev uforandret, eller tog daglig meget mere til Han¬
indsaae endelig Heftigheden af hans Tilbøyelighed, men han
saae og tillige med hvilket svagt Haab den var ledsaget. Han
kunde ikke meere uden Graad giøre sit Ønske. Han fattede
derover den Beslutning, ikke meere at give hans Tilbøye¬
lighed noget Gehør, at undertrykke hans Ønsker. Vel
fandt Dyden intet strafværdigt derved; men Fornuften
saa: de Vinkeligheder, som giorde sine Tanker roman
agtige, og Fhy sis bestræbede sig altid, at lade Forauf¬
ten herske over sine Lidenskader Ofte troed |han at have
vundet Seyer over sul Herie, og at have loragt hans
Kierlighed tilbage inden en blot Høyigtelses Skranker,
men saasnart han saae Chloe igien, var hans Seyer tab.
Ethvert af hendes Øyckast, ethvert af hendes Ord, en¬
hver af hendes Foretag uder giorde Ende paa den Tvang;
som h n vilde giøre sit Hierte. Thi hos en rigtig For
stand bel d Chloe det redrligste Hierte, og saadn Yndi
hed og Skiønhed, som tille udtrykte hendes Sæls*)
digheder. Hun var, uden at giøre for meget deraf o3
yykie, en dydig Gratie. Lysternes Slaver bleve opzid¬
jede og beskiemmede ved at see hende, og Dydens Ven er
bleve paa engang indtagne af hende Længe dulgte Ths
sis sin Lidtnskav for sig selv, Lgesom han dulgte den for
andre. Han følte den, men han unde trykte den Det
stod ikke engang i hans Magt at flye; og han skulde for
gievs havt villet undslye Hiudes billede var allerede
præget i hans Hierte med nudslukkelige Trek; ikke med
de søgge Jndtryk, som El kovs urene Øyekast tilveyehii¬
ger, og som Fraværelse, eller en Feyls Opdagelse, der
fortiener Foragt, lettelig igien til intet giør; men saa
dybt, at Chyrsis havde maattet ophøre at elske Dyden
og sin egen Lykke, for at kunde have forglemt Chloe.
Jmmer streed hans Ønsker og hans Fornuft med hinan¬
den, de fø ste understøttede af deres Retskaffenhed og en
svag Fornuft, den sidste af den Nødvendighed at under¬
ge og Naturen krænkende. Da udøsle han ofte sine
Klager i sin Veins Skiød, som var den eneste han be¬
troede sin hemmelige Kummer. Han tilstod sin Liden¬
skab mere for ham, end han opdagede den, han skammede
sig ved den hans Hierte slog sterkt ved sammes Tilstaaelse,
han skiulte sine Øyne, da han ikke meere kunde holde
Graadens Strømme tilbage. Kierlighed havde været
hans ømme Ven mere gunstig; men hans Lykke giorde
ham ikkun desto mere emfindtlig over Thyrsis Ulykke.
Han trykte ham op til sit Bryst, søgte ikke at sette sig imod
hans Kierligzed, satte Mod i ham, og vedligeholdt
hans Haab med kildrende Mueligheder. Gierne havde
han tilkiøbt Thyrsis Sinds Rolighed for en Deel af hans
gen Lyksalighed.
J, som ikke har følt de ulykkelige Forelskedes læng¬
selsfulde Tungsindighed, takker Himmelen for eders Sinds
Rolighed, men driver ikke Spot med Chyrsis ømme
Kierlighed. Det var ingen romansk Kierlighed, ingen
Frugt af en uregelmessig Indbildning og af et qvindag
tigt Hierte. Han havde allerede vundet Seher over
mange af sine Lidenskaber; ja han havde endog længe
drevet Kierlighed paa de Verdsligsindedes letsindige Maa¬
de; han havde af Kierlighed snakket megen Skiemt til de
Smakke, som han selv ikke var rørt af, og han havde i
hele Timer spillet den Førliebte og Ligegyldige i Assem¬
bleers adspredende Tummel Men Chloe havde indta¬
get hans Hierte. Naar han eftertænkte Forhindringerne
for hans Tilbøyelighed, saa ivrede han sig over det bør¬
gerlige Selskabs Fordervelse, som har paalagt vore uskyl¬
dige Tilbøeligheder vilkorlige Lænker, som nøder os til,
at opofre vort Hiertes kiereste Ønsker for Forfængelig¬
hed, Fordom og Egensindighed; eller han prædikede for
sig selv om Ungdommens Ønskers Daarlighed, hvorved
hans Herte sagde ham imod. Ofte giorde han sig endog
Umage med at opdage Feyl i hans Hiertes Gienstand;
han forsøgte det i de Øyeblikke, da hans Gemyt var
ligegyldig i; men dette af en erfaren Lærer anpriste Mid¬
del imod Kierlighed formerede ikkun hans.
Haus Høyagtelse befalede ham, at skiule sin Liden¬
skab for Chioe, men hans Hierte satte ham ofte i Fare
for at forraade sig. Hans Øyekast vare ham ofte
ulydige, og hans Sakke snigede sig fra ham imod hans
Ville Sig selv ikke meere mægtig er lærede han for
hende, at han sukkede for hendes Skyld, og hans Hiert,
stog lydel g da han sagde dette, og han forled hende be
styrtet, saasnart han havde sagt ditte. Men Chioe blev
ikke forn eriget ved denne Tilstaaelse Tyye sig var hen
des Høyigtelse værd og hans Beskedenhed ved hans Kier¬
ligheds Heftighed, som han længe havde merlet, havde
rørt heide, Hun gav ham det tilk ende ved mange uskyl¬
dige Føyeligheder, hvilke for ham vare ligesaa mange
henrykkende Forundringer.
Thyrsis, for at skaane Chloes Emfindtlighed, og
tillige for ikke for sin Fornufts Domstoel at kunde bebrey¬
des en romansk Kierlighed, foretog sig nu endda langt ster¬
kere, at skiule sit Hierte for hele Verden, og ikke at giøre
