1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 36 og 37.
Fruentimmer=Selskabet.
Hovmesterinden.
Om den Skade, som Folke=Formerelsen lider for¬
medelst Ammers Mængde.
D¬
er er skrevet meget om gode Mødres Pligt, selv at
opamme deres Børn, og de Grunde, som hidhen
høre, havde billig for længe siden skulde giort en Ende
paa Amme=Haandverket, i hvor hæderligt det end agtes,
og i hvor rigelig det end belønnes, dersom Fordervelsen
ikke havde taget Overhaand i Verden. Ammer skulde
da i det mindste ikkun være blevne brugte i de Tilfælde,
naar en Moder døde bort fra hendes spæde Barn i Bar¬
selseng, eller naar det formedelst en vedvarende Sygdom,
var hende umueligt, selv at give sit Barn en sund Næ¬
ring. Men hidindtil, saa vidt mig vitterligt er, har
ingen beskrevet dette, som en Gienstand, der henhører
under Politiets Opsigt, som det døg villig skulde ansees
for, naar jeg har beviist den Skade, som Ammernes
Mængde foraarsager Folke=Formerelsen i Staten.
1) Er det vist, at denne Omforg, som rige
Forældre synes at have for deres Børn, koster
aarligen den ringere Stand en Mængde Børn, og
giør Folke-Formerelsen Skade i Staten, hvilkra jeg
vel ey vover at anslaae, men dog tiltroer mig at bevise,
at den er stor. Ammerne af den ringere Stand, som
træder i de Rigeres Tieneste, ere enten saadanne Fruen¬
timmer, som overilende har overladt sig til Naturens
utemte Lyst, eller saadanne, som, uden at tænke paa en
tilstrekkelig Udkomst, har ligesaa ubesindig begivet sig i
Ægteskab; men begge Slags ere almindelig de beqvem¬
meste Personer til det menneskelige Kiøns Formerelse
Det er sandt, at man synes troe, de førstes Børn meget
vel kunde mistes ihenseende til Folke=Formerelsen; thi
man omgaaes med dem, naar de endog allerede ere fuld¬
voxne, som man gierne vilde fortrænge dem ud af det
menneskelige Selskab. De antages ikke til at lære noget
Haandverk, og de finder næsten samme Foragt ved hvert
Skridt, som de har at giøre til deres Lykke, saasnart
det Feyltrin er bekiendt, som deres Moder har giort,
hvilken de har at takke for sit Liv. Men Staten skulde
ansee dem med andre Øyne. Naar de engang ere til
saa ere de ligesaa gode til Folke=Formerelsen, som den
beste Stamme Fader for en Famlie i Landet. Ja de
skulde være Staten saa meget vigtigere, da deres Fødsel
kommer den meget høyt at staae. Thi deres Fødsel ko¬
ster Staten næsten hver gang et Ægteskab, eller i det
mindste et Ægteskabs Forhalelse i mange Aar, indtil
Moderens Skam er forglemt. Der er ingen Stat,
som jo under den haardeste Straf tilholder saadan en
Moder, at drage Omsorg for saadant et Barns Livs
første Bevare se. Men hvorledes staaer det mange Ste¬
der til med Omsorgen for dets videre Vedligeholdelse?
eller, at sige det tydeligere, om Regieringen ved strænge
Love hindrer Barnemordet paa den Tid, naar Moderen
endnu tænker, at hun derved kan dølge sin Skam; er
da vel saadanne tilstrekkelige Anstalter giorde, som fore¬
komme et uformerkt og langsomt Mord, efterat Mode¬
rens Forseelse er bleven almindelig bekiendt
Jeg har længe været opmerksom ihenseende til denne
for Folke Formerelsen saa vigtige Sag; og dette har for¬
anlediget mig til, hver gang jeg har seet en Amme i nø¬
gen af mine Venners Huus, at spørge, om hendes Barn
endnu levede, har hun endnu ey været længe Amme saa
torde Svaret vel blive Ja! men spørger jeg atter nogen
Tid derefter, saa siges, at Barnet nu er dødt. Jeg har
ofte været et øyensynligt Vidne til, at Beretningen om
Barnets Død er bleven disse Personer kundgiort med
mange forsigtige Omsvøb, efter Herskabernes udtrykkelige
befaling, paa det at Ammens Forskrekkelse ey skulde
skade deres eget Barn. Men disse Slags Mennesker har
altid hørt derpaa med saa megen Ligegyldighed, som har
opvakt den Mistanke hos mig, at de længe tilforn havde
ønsket og ventet denne Tidende. Men hvorfor skulde de
just vente den, man brhøver ikkun at kige ind i de Hyt¬
ter, hvor disse Børn ere blevne hensatte at underholdes i
Moderens Tienestetid: saa kan man tilstrekkelig besvare
dette Spørgsmaal, da man der finder de bedrøveligste
Anstalter til disse Ulyksaliges langsomme Aflivelse. Der
sidder en fattig Daglønners Kone, som er selv en Dag¬
lønnerske, som har et eller vel og to fremmede Børn,
foruden sit eget at passe paa. Ved Sveed og Arbeyde,
som varer hele Dagen igennem uddriver hun den Saft
og Vædske, hvoraf Næringen skulde samles maaskee ikkun
for hendes eget Barn, men som nu skal deles imellem
tre. Det skeer da uden Tvivl for den moderlige Kierlig¬
heds Skyld, at hendes eget Barn beholder Fortrinnet,
og begge de andre Børn deler siden det imellem sig, som
er blevet til øvers af Føden, hvilken i det første dog vel
