Skarn, det som Fader havde paataget sig sammes Un¬
derholdning, borttaget fra de første Pleye=Forældre,
eller formodentlig blevet henlagt paa Gaden Uden saa¬
dan en Forsorg er dt ikke at vente, end at Moderen,
som i det mindste maae give de to tredie Dele af hendes
Ammeløn for hendes Barns Underholdning, hemmeligen
ønsker og længes efter dets Død, og med Flid setter det
hen paa et slet Sted at underholdes, paa det at hun
jo før jo heller kan see dette hendes Ønske opfyldt, i sær¬
da hun i de følgende Aar, naar hun ikkun kan tiene som
Barne=Opvarierske, maae see hendes Løn at tage af, men
Barnets Kostpenge der mod at tage til, saa at hun, naar
hun vil tiene ærligt, kan ikke m. bestride hendes Barns
Underholdning med det hun fortiener.
Men da dette lader sig hverken giøre til Regel eller
Rettesnør for alle, som tager Ammer i deres Tienester;
og man heller ikke kan vente, at mange ville efterfølge
saadanne Exempler: saa maatte der af Vedkommende
drages Omsorg for dette, hvis Udførelse synes ikke at være
saa vanskelig.
1. Alle saadanne Mødre, saavel givte Koner som
besovedde Fruentimmer skulde befales, ikke at begive sig i
Amme=Tieneste, uden forhen at tilkiendegive det for den
Øvrighed, under hvilken de sorterer, og derhos at melde,
paa hvad for en Maade de har sørget for deres Barn.
2 Derhos maatte forbydes, at ingen Kone, som
havde sit eget Barn at opamme, maatte antage flere, end
eet Barn at opamme.
3. Skolemesteren i Byen skulde have Opsigt med
den videre Pleye og Underholdning, og saasnart han mer¬
kede nogen Mangel i samme, skulde han andrage det for
Præsten, og han igien for Øvrigheden, paa det at der
kunde raades Bod derpaa, eller at Barnet kunde blive
hensat til bedre Pleye=Forældre. Og denne Opsigt maatte
vare saa længe, indtil at Barnet var 10 Aar gammelt.
Vel synes ikke det Tab, som Folke=Formerelsen lider,
at være af nogen stor Betydenhed, efterdi den mindste
Deel Forældre paa Landet og i Smaastæderne har ey Evne
til at hvlde nogen Amme; men den aarlige Forliis bliver
dog nok saa anseelig, at den fortiener den ømmeste Op¬
merksomhed, helst udi et Land, som er fattigt paa Folk,
og hvor den mindste Forliis af Mennesker billig maae
ansees som meget betydelig.
Det, som jeg egentlig sigter til med disse Forestillin¬
ger, bestaaer allene derudi, at, om mueligt er, giøre
Skaden mindre. Det torde hænde sig, at en eller anden
Moders Hierte bliver bevæget til, heller at forsage sin
egen Beqvemmelighed, end sette sit Barns Liv i Vove;
og om nogen fornemme Frue beslutter at opamme sit Barn
ved sit eget Bryst: saa kan saadant et Exempel drage
mange andre efter sig; og da kan derved med Tiden ventes
saadan heldig Forandring, som neppe nogen kan tilveye¬
bringe. Jmidlertid inden det kommer dertil, synes mig
at kunde forlange af en Moder, nogen nøyere og flit¬
tigere Tilsyn med Ammen, end almindelig skeer; til den
Ende burde hun ey lade sig nøye med, undertiden at besøge
Ammestuen; men hun burde lade Ammen med Barnet
om Nætterne ligge i hendes eget Senge=Kammer; om
dette skede, s a skulde allene derved mange Ulykker til en
stor Deel forekommes. Jeg veed vel, at dette er umue¬
ligt, uden at miste noget af sin Magelighed; men den
naturlige billighed, jeg vil ikke tale om Cristendommen
fordrer dog, at det magelige og beqvemmelige bør vige
for det nødvendige. Skulde og Natte=Roen i visse Til¬
fælde derover lide Skaar, saa kunde Skaden erstattes,
om man gik et Par Timer før til Sengs. Det vigtigste,
som skal opertale til Ammers Afskaffelse, er den moderlige
Kierlighed. Ved Forordninger vilde det neppe udrettes,
med mindre det blev befalet, at enhver Mand, som holdt
Amme til sit Barn, skulde betale en vis aarlig Afgivt.
Saaledes er det ved en Forordning i Sverrig befalet,
at enhver, som til sine Børns Underviisning betiener sig
af Fruentimmer eller Mandsperson af nogen fremmet
Nation, skal derfor betale er aarlig Afgivt af 200 Dlr.
Smt.
Fredags=Selskabet.
Borgeren i Hovedstaden.
Om Handelen. (See No 26.)
S¬
vekker Naboens Handel vor Handel med Fremmede,
saa maae vi lade os være magtpaaliggende at hemme
samme; men herved maae anvendes al Klogskab og For
sigtighed, paa det om al hans Handel bliver ruineret, at
vor da ikke tillige skal ruineres.
Handels-Tractater nytter og brfordrer Handelen;
De maae altid sluttes, naar begge Parters Handel kan
have Fordeel deraf; men lider den ene merkelig derved,
saa er det bedre for den Part, et afslaae Forbindelsen,
end at indgaae den.
Ved Handels-Tractaters Slutning maae erfarne
Kiøbmænd tages i Raad med, som de, der best kiender
Handelens Beskaffenhed og Løb; men deres Forslag og
Raadslutninger bliver ikke satte i Verk, uden foregaaende
Prøvelse, om samme og ere Staten fordeelagtige eller ey
i Henseende til deres Jnteresse.
Ved den uden andske Handel, som formuende Kiøb¬
mænd driver med deres Skibe fra en udenlandsk Plads til
en anden, bliver Søefarten formeret, og ved den Gevinst,
som trekkes deraf, bliver Statens Skat større. Men
ligesom en Vandringsmand kan, i ubekiendte Lande, let
fare vild og geraade i Fare, uden han har en troe Vey¬
viser; saa geraader ogsaa den udenlandske Handel ofte i
Fare, naar den ingen troe Ledsagere haver. Consuler,
Agenter og Commissarier ere de Ledsagere og Veyvisere,
som befordrer Handelens Fremgang, og forskaffer den
