og er derover fornødent ved Karrenes Forfærdigelse, at
Spundstaverne bliver vel brede, saa at Hullet ikke behø¬
ver at skieres igiennem tvende Staver. Disse Kar bør
giøres smaa til den Ende, at for megen Frugt ikke hver
gang skal opslaaes og blottes; thi jo oftere at Luft og
Fugtighed kommer til Frugten, efterat Karret er aabnet,
forderves den og raadner. Det forstaaes og, at disse
Kar giøres af got tørt Elle= eller Bøge=Træe, og at intet
Vaadt kommer udi dem.
Udi disse saaledes gjorte og tørre Træekar legges den
forommeldte uskadte og aftørrede Frugt, men saa forsig¬
tigt, at den ikke slippes haardt ned eller stødes ved Jnd¬
legningen. Naar Karret saaledes er vel fuldt, slaaes
Spund Hullet til igien med Kork eller Træplyg som passer
net, hvorover legges siden et Spundklæde og en Askedeig,
ligesom man tilspunder Øll, saa at Spundhullet bliver
sikkert og paalidelig tet. Jmellem Frugten legges ingen
Ting, men Æble ved Æble, indtil Karret, som meldt
er, bliver fuldt.
Naar Karrene saaledes ere fyldte og tilspundede,
graves de ned i Sand i en Vraa i Kielderen, hvor man
lader dem ligge, indtil man efterhaanden optager dem til
Brug; men det iagttages, at Sanden altid maae dekkes
vel over dem igien og paa Siderne, saa længe de skulle
giemmes.
Paa denne Maade kan Æble giemmes et heelt Aar,
og maaske længer. De holder sig friske, seer got ud paa
Skallene, og faaer ingen Afsmag, men snarere en god
og behagelig Smag.
Den gamle vegelsindede Jomfrue.
Historisk Beretning. Om en af de nyere Hexe¬
Historier
A¬
t vore Tider ikke ere saa frugtbare paa Hexer og Hexe¬
Historier, som i gamle Dage, kommer deraf, at
man nu omstunder ikke er saa lettroende som tilforn, og
vil have noget sterkere Beviis for sig i slige Sager, end
en sort Kat, eller noget deslige, hvilket i de mørke og van¬
kundige Tider allerede var nok, at giøre en til en Hex.
Endog i de nyere Tider er en fordervet Indbildnings Kraft
mægtig nok, til at føde slige Vanskabninger af sig, hvor¬
paa følgende Hændelse kan tiene til Exempel: Et Par
fattige Huusfolk havde et sygt og vanført Barn, som de
længe reyste om i Landet med og søgte Raad for hos en
af de saa kaldede kloge Qvinder: Denne Qvinde gav For¬
ældrene, saa længe de havde noget eller ved deres Tiggerie
kunde tilveyebringe noget at give hende, et og andet Læge¬
middel, som dog ikke hialp Barnet, men snarere giorde
det svagere og slettere. Da der nu endelig ey var mere
at fiske hos disse fattige Folk, og da Kierlingen desuden
vel vidste, at hun ikke kunde hielpe Barnet, saa; for at
skille sig af med dem, sagde hun, at Barnet var forgjort,
og at hun ikke kunde hielpe det, saa længe den Hex levede,
som havde forgiort det. Forældrene, som ingen Tvivl
bare om denne kloge Qvindes Sigende, faldt strax paa,
at det maatte være en vis gammel Kone, som de engang
havde været i Trette med. De beftyrkedes end mere der
udi, ved det, at den kløge Qvinde sagde, hun vilde ingen
beskylde, men det kunde nok saa være. Barnet, som var
hos, og hørte dette, fik iligemaade saa sterkt et Jndtryk
derom, (thi det var henimod 12 Aar gammelt, saa at
den navngivne mistænkte Kone stod det for Øyne baade
Dag og Nat; ja det gik saa vidt, at saasnart Barnet saae
en Kat eller en Rotte i Huset, meente det strax, at det
var den mistænkte gamle Kone, som vilde giøre det Ondt.
Om Natten og i Mørke var det derover altid forskrekket,
og raabte, at det saae den mistænkte Kone. Og omend¬
skiønt man tændte Lys for det, og Forældrene ikke kunde
see andet end Rotter og Muus at løbe paa Gulvet, saa
paastod dog Barnet, at Konen stod foran dem allesam¬
men, og at de alle bag til saae ud som Rotter og Muus.
Dette var og nok til, at de fuldkommen bleve forsikkrede
om, at den mistænkte Kone virkeligen var den Hex, der
saaledes havde forgiort deres Barn. De giorde sig der¬
for nu ikke længer Betænkning, offentligen at beskylde
hende. De angave det baade for Øvrigheden og Præsten,
og bade, at hun enten maatte blive druknet eller brændt,
paa det at deres Barn kunde faae sin Helbeed igien. Det
hialp ikke, hvad Konen herimod forestillede. Forældrene
bleve saa længe ved at klage og beskylde, indtil hun, for
at beskierme sit ærlige Navn imod dette almindelige Lande¬
Rye, maatte anlegge Sag imod dem, og ved Dom saae
sig da endelig befriet fra deres Beskyldning. Men dette
kunde døg ikke bringe Forældrene af disse galne Griller,
at de jo ved en Memorial androg det for Kongen. Men
man indhentede Vedkommendes Erklæring; og derpaa
blev dem paalagt Tavshed under Trudsel af Tugthous
Straf, om de fremturede videre i slige ugrundede Be¬
skyldninger. Siden hørte man ey videre dertil; thi For¬
ældrene droge bort derfra med Barnet.
Den lille muntre Jomfrue.
Skiønheds Virkning.
D¬
a Cartousche opholdt sig en Gang med sin Bande i
en Provintz, noget fra Paris, hørte han, hvorle¬
des en fattig adelig Enke, som dog endnu var baade ung
og smuk, beklagede sig ynkelig, at hun endelig, for hen¬
des Proeesses Skyld, maatte reyse til Paris; og da hun
var nødsaget til at medtage al sin fattige Formue, som
vilde afgiøre hendes Lykke og Ulykke, saa var hun inder¬
lig bange for at tiltræde sin Reyse, formedelst de mange
Straten=Røvere, som røvede og plyndr de allevegne.
Cartonsche anhørte med Taugshed denne Vee Klage, som
med de meest rørende Udtryk fremkom af saa deylig men
ynkværdig Gestalt, og fandt Leylighed til, at giøre denne
Dame sin Opvartning den følgende Dag. Madame,
sagde han, jeg veed deres Frygt, De tør ikke reyse til,
Paris for Cartousches Bande. Tag imod denne Ring,
som jeg her vil overlevere dem, og foreviis den, saa ofte
De bliver overfaldet; dersom De antager mit Tilbud,
saa sværger jeg Dem til, at De ikke har sig at befrygte
for allermindste Fortrædelighed; thi jeg har mange Ven¬
ner, endog i Cartousches Bande. Hvor vil De Loge¬
rere, naar De kommer til Paris, spurgte han. Damen
troede ham, tog imod Ringen og sagde ham sit Logis,
som hun havde bestilt i Paris, og derpaa skiltes de ad.
