Enken begav sig paa Reysen, hvor hun ofte af Røverne blev
angrebet; men saasnart hun fremviste sin overantvortede
Ring, blev hun og hendes Selskab meget høflig begegnet,
og hun kom lykkelig og vel til Paris. Ved Jndtrædelsen,
i hendes bestilte Logement fandt hun en Pung fyldt med
Pistoletter, og ingen vidste, hvorfra samme vare komne,
men troede, de vare hende beskiærede, og derfore bleve
Enken til Deel, som understøttede hende til at vinde sin
Process. (NB. dette findes ey i Cartouches Liv og Levnets
Beskrivelse),
Fredags=Selskabet.
Samleren.
Et Malerie fra Syndfloden, ved Gesner:
Semira og Semin.
M¬
armor=Taarnene stode allerede dybt under Floden,
og sorte Bølge=Bierge veltede sig allerede over
Fieldenes Hoveder; endnu ragede allene den høyeste Top
af et Bierg over Floden. En græsselig Hylen var rundt
ømkring dens omflødne Sider, og Skrigene af de Elen¬
dige, som fortvivlende klavrede op ad den, hvilke Døden
paa Bølgerne idelig forfulgte i Hælene. Her river et
Stykke af Fieldet sig løs, og styrter sig med sin hele
Byrde af hylende Mennesker, i den skummende Flod
Samlede Regn=Bække, bortskylle hisset i den vilde
Strøm, Sønnen, der slæbede den halvdøde Fader
høyere op, eller den trøstløse Moder, belæset med sine
Børn. Nu ragede ikkun den øverste Spids frem ovet
Ødeleggelsen. Semin, en ædel ung Mand, som havde
den ædelste iblant Pigerne, for uylig soeret en evig Kier¬
lighed, han havde reddet sin elskede Semira paa denne
Top. Eenlige, Floden havde dræbt alle andre, stode
de der i de hvinende Storme. Floden styrtede hen imod
dem; over dem drølede Tordenen og under dem tudede
et brusende Hav. Et skrækkeligt Mørke omringede dem,
naar ikke Lynilden lysnede paa disse gruelige Scener;
enhver Skye udøste Skræk af sin sorte Strube, og hver
Bølge omveltede sig med tusinde Liig, veltede sig frem i
Brændinger og opsøgte nye Fordærvelser. Semira tryk¬
kede sin Elskede til sit skielvende Hierte; Taare trillede med
Regn=Draaberne over hendes blege Kinder, med stam¬
mende Tunge, sagde hun: O, min Elskelige, der er in¬
gen Redning mere. Min Semin! den brølende Død
indslutter os rundt omkring. O, Ødeleggelsen! O
Jammer! den stiger immer høyere op - den uærmende
Død, hvilken af disse Bølger, O, hvilken skal begrave
os! hold mig, O, hold mig i dine skielvende Arme,
O, min Elskelige, snart, snart, er jeg, er du ikke
mere til, bortrevne i den almindelige Ødtleggelse. Nu
O, Gvd! - hisset veltes den hid! hvor skrækkelig!
den velter sig uærmere oplyst ved Lynilden. Nu, O,
Gud! Gud! Dommer! saa sagde huu, og daanede op
til Semin.
Haus skielvende Arm omfavnede den daanede El¬
skede, hane bævende Læber tiede, nu saae han ikke meere
Ødeleggelsen omkring sig, han saae ikkun den afmægtige
Elskde, lænet til hans Barm, og følede mere end Dø¬
dens Gysen. Nu kysser han hendes, af den kolde Regn
vædede blege Kinder, trykker hende stærkere til sit Bryst
og siget: Semira! Elskede Semira! Vogn op! O,
kom ikkun engang tilbage i disse græsselige Scener; lad
dit Øye nok engang beskue mig, lad dine falmede Læ¬
ber nok engang sige mig, at Du i Døden elsker mig¬
nok engang, førend Floden river os hen.
Saa talede han og hun vognede, saae til ham med
et Øyekast fuldt af den inderligste Kierlighed og uudsige¬
ligste Bedrøvelse; derpaa saae hun hen til Ødeleggelsen.
Gud! Dommer, saa raabte hun, er os ingen Redning,
ingen Forbarmelse? O, hvor styrter Floden! hvor brø¬
ler Tordenen omkring os! hvilke Græsseligheder forkyn¬
der uforsynede Hævn! O, Gud! vore Aar fløde bort i
Uskyldighed, du, den dydigste iblant de Unge! - Vee
mig, Vee mig! de ere alle borte! de som prydede mit
Liv med tusinde Glæder, ere alle borte! og du, du som
gav mig Livet, O, qvælende Syn! fra min Side rev
Floden dig hen; nok engang opløftede du dit Hoved og
dine Arme, vilde velsigne mig og blev opsluget. Ak! de
ere alle borte! og dog - O, Semin! Semin, vilde
den ensomme ødelagte Verden være mig et Paradiis ved
din Side. O, Gud! i Uskyldighed bortfløde vore Ung¬
doms Dage. Ak! er ingen Redning, ingen Forbar¬
melse? dog hvad raaber mit Angestfulde Hierte. O, Gud!
Tilgiv! vi døe. Hvad er Menneskets Uskyldighed for Dig!
Den unge Mand holdt sin Elskede, som svinglede i 4
Stormen, han sagde: ja, min Elskelige, alt Liv er bort¬
skyllet fra Jorden; ingen dødelig hyler mere af denne Øde¬
leggelses Grusomhed. O, dyrebareste, min dyrebareste
Eemina! det kommende Øyeblik er vort sidste. Ja, de
ere borte, alle Forhaabninger i dette Liv ere borte. En¬
hver Lyksalighed, som vi forestillede os i vor Kierligheds
henrykte Timer, er borte. Vi døe! Døden stiger til os;
den flyder allerede om vore skielvende Fødder; men lad,
O, lad ikke denne almindelige Skjebne møde os som for¬
tabte! vi døe! og O, min Elskede, hvad var, hvad var
vort længste frydefuldeste Liv? en Dug Draabe der hæn¬
ger ved Klippen og falder i Havet for Morgen=Solen.
Opløft dit Mod! paa hin Side af dette Liv er Fryd og
Evighed. Lader os ikke skielve, nu da vi gaae derover;
Omfavn mig og lad os saaledes vente vor Skjebne.
Snart, O, min Semina! snart svæve vore Siele høyt
over denne Ødeleggelse, fuld af den uudsigelige Salighed,
svæve de høyt. O, Gud! saa dristig haaber min Siel.
Ja, Semira! lader os opløfte vore Hænder mod Gud.
Skulde den Dødelige murre imod hans Villie? den der
har indblæst os en levende Aande, han sender Døden til
Retfærdige og Uretfærdige. Men vil den, der har van¬
dret Dydens Vey! ikke Livet, Retfærdige! bede vi. Tag
os hen i din Dom; men, O, opliv hver Forhaabning,
den salige Forhaabning, om hiin undsigelige Lyksalighed,
