1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 39 og 40.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
Jeg har tilforn sagt, at min Salig Mand havde ad¬
skillige Jndfald, og betiente sig af alle forekommen¬
de Leyligheder til at udvide sine Tanker. En Eftermiddag
vare vi udspadserede til den noget fra vores Præstegaard
liggende Høy, hvorom jeg tilforn har talt Vores lille
8te Aars Søn vilde have været med; men min Mand
havde foresat ham et Stykke i Bibelen at lære uden ad,
og, naar han det kunde, maatte han komme til os
Efter en halv Times Tid saae vi vor lille Søn at komme
løbende. Til Høyen, hvor vi fadde, vare tvende Veye:
nemlig en breed Kiøre=Vey, som gik neden forbi Høyen,
denne fulgte Barnet, og en liden jual Fødstie, som gil
lige op til Høyen See! sagde min Mand, hvilket be¬
tænksomt billede seer vi ikke her udi vor Søn? See!
saaledes løbe vi af Naturen. Det lille og uforstandige
Barn følger den brede Vey, den falder ham meest i Øy¬
nene, og dog løber den forbi Maalet; vilde han have
fulgt den smalle Fodstie, kunde han have kommet lige op
til os. Han er endnu kun et Barn, og har ey endnu
Forstands oplyste Øyne. Men Ak! hvor mange, endog
efter Oplysning og Overbeviisning følger den brede Vey,
og ved Enden gaaer Glip af Zions Høy! - Den smalle
Fodstie og den trange Vey er aldeles ubehagelig for vort
fordervede Kiød og Blod; hvor nødig vilde vi følge den,
som dog vilde føre os til evigt Vel. - Maa vi dog
ikke skattere os høyst lyksange, at vi, som her ingen bli
vende Sted have, men ere Vandringsmænd i en mørk
og vildsom Ørk, haver saa troefast en Veyleder i det
dyrebare aabenbarede Ord, der er, som David siger, et
Lys for vor Fod og en Lygte paa vor Stie, uden hvil¬
ket vi aldrig fandt den trange Vey, og endnu mindre
overvandt Hindringerne til den snevre Port; thi, som
denne vores tille uskiønsomme Søn, fulgte vi alle af Na¬
turen den beede Vey til vores egen Fordervelse. Disse
tvende Veye, hvorom Evangelisten taler, ere saa bety¬
delige for os alle, som skal vandre igiennem Tiden til en
Evighed, at overveye og idelig at have udi Tanke, at vi
ved hvert Fodefied maae standse, og spørge os selv: hvor
gaaer du hen? er du paa den trange Vey, som fører til
Zions Høy, den nye Stad, det Selvstændige Lys?
eller, er du paa den brede Vey, som fører til et evigt
Mørk, en evig Fordervelse? - herpaa indfaldt min
Mand følgende
Tanker
over den trange Stie og brede Vey. Math. 7. 1.
O! tunge Gang. O! flibrig Løbe=Bane.
O! farligt Hav for en saa usel Baad.
O! Malurt=Drik, som qvæle kan en Gane.
O! raadvild Siel. Hvo skal dig give Raad?
Til Raads du Kiød og Blod aldeles ey maa spørge
Naar for et evigt Vel du vil allene sørge.
Min Gud! skal den saa tungt i Verden have,
Som være skal en værdig Himmel-Giest?
Maa andre paa Vellysters Bane trave?
Skal det dog gaae Fordømte allerbest?
Er det dit skiulte Raad og dine Børns Ledsagning?
Ja, ja. Det skal forstaaes i Domme=Dagens Dagning
Skal hver den Siel i Sorgens Dyb nedsenkes,
Som neppe tør see op til Himlene?
Skal Troens Haand med Afholds Lænker lænkes,
Som holder fast ved den Ophøyede?
Maa den ey efter et af Lysters Blømster række
Skal Øyet dummes og skal Taarer Kinden dække
Skal Suk og Sorg udmartre hver den Seene,
Som sig har spændt i det føragtet Aag?
Skal Aske=Brød kun Asken føde ene?
Er dette sat i Himlens Tegne=Bog!
Ja, Livet mistes skal for Livet hist at finde
Hvor skal en Siel faae Bugt med Kiødets Hersker inde,
Min Gud! Du mig har sat paa Verdens Klode.
Hvor skal jeg hen? O! red min arme Siel.
Jeg saae en Vey, hvorpaa der Blomster grode,
Og Frugter, som her smagte Kiødet vel
Den Vey var breed og jevn; her var Vellysters Sæde.
Her blusset Kinderne af Fryde=Skrig og Glæde;
Her hørtes ey af Suk, af Sorg og Jammer.
Her var ey Lov, som spæger Kiød og Blod
Her var ey Sted til Poenitentse-Kammer;
Thi Viisdom her ey Daarlighed tillod.
Her løb man længe fort; men standset midt i Lobet
En bundløs Huule snart opslugte hele Haabet.
Et evigt Vee jeg hørte at opstige
Af Huulen med en blandet Svovel-Damp.
De raabte: Hielp! som ey har vildet krige;
Men sov den Gang, der blæstes: op! til Kamp.
