Saa luktes Huulen til den rvig Mørkheds Giemme,
Der ingen Udgang var, hvor Angest havde Hiemme.
Ak! skræksom Syn. O! Jammerfulde Tone.
Gaaer det saa til paa Dommens store Dag?
Saa raabte jeg, og færdig var at daane.
Mit Hierte slog som Dommedages Slag.
Mit Blod det størknede omkring ved Hierte Nættet.
Just i det samme blev min Angest=Byrde lettet.
Jeg saae en Mand, som saaret var og blodig;
Men Naade fra hans Mildheds Øye gik.
Hans Ord var Trøst. Han sagde: vær friemodig.
Jeg Seyer vandt og Seyers Kronen fik.
Mit Navn er evigt Liv. Jeg Døden tog til Fange.
Kom, kiere Siel, med mig. Vær ey forsagt og bange.
Nu har du hørt (saa Livets HErre talte)
Et evigt Vee for en Dags Frydeskrig;
Nu har du seet, hvor evig Qvale qvalte
Vellystens Aand, da Huulen aabnet sig.
See! Blomsterne faldt af, som var i Lyst oprundet.
Det Sted, hvorpaa de stod, ey bliver mere fundet.
Kom, jeg dig vil paa Livets Stie ledsage.
Den er vel tung, men gaaer til Himmelen.
Fornægt dig selv. Mit Kors du skal optage:
Hold fast ved mig Vær ikke Verdens Ven.
J Troe med Suk og Graad giør daglig Bod og Anger.
Bliv indtil Enden troe, du Himlen saa erlanger.
Velan! jeg gaaer. Far vel al Verdens Bulder.
Jeg legge vil paa Kiødet Afholds Baand.
Min J Esu, leg dit Kors da paa min Skulder;
Men hielp mig med din Hielperige Haand;
Thi aldrig uden dig jeg bære kan den Byrde.
Du er og bliver jo den troe og beste Hyrde.
Giv mig din Aand, jeg vild da ey skal fare.
Paa Vildheds Hav i denne grusom Ørk.
Den Viisdoms Aand skal frelse fra hver Snare,
Som legges for min Fod i Verdens Mørk.
Den Tugtens, Trøstens Aand skal tugte og husvale,
Og Korsets søde Frugt for Øynene mig male.
Den Sandheds Aand skal Christum mig forklare.
O! bundløs Hav, opfyldt med Kierlighed.
En Gud og Mand sig ey har vildet spare.
O! dybe Ting, hvoraf ey Kiødet veed.
En End for mig er død. Hans Død mit Liv er blevet.
Hans Blod en Naade=Stræg har over Synden skrevet.
Hvo vil da ey paa Livets Fodstie træde?
Den trange Vey gaaer til et Himmel=Hiem,
Hvor der er nok af erig Fryd og Glæde,
Hvor Naade=Løn skal deles ud til dem,
Som stridede og vandt. Hielp J Esu mig at vinde.
Lad mig fra Livets Stie er vige nogensinde.
Hovmesterinden.
Om Aarsagen til de mange syge og svagelige
Børn, som findes hos os.
Jeg haaber, at det tilsendte, som jeg i forrige Uge lod
indrykke i vort Blad, har behaget vore Læsere lige¬
saa meget som Selskabet, og i Særdeleshed mig, der har
en virkelig Afskye for Ammer, hvortil jeg kunde anføre
gyldige Aarsager, dersom det ikke syntes overflødigt at
sige mere end der alerede er sagt til at afskaffe disse for
Staten saa skadelige Kreature. Jeg mener, den gode
Forfatter eller Forfatterske, hvo det og har været, som
tilsendte os dette smukke Stykke, har taget Sagen paa
den Maade, at jeg snart tør haabe, Øvrigheden vil me¬
lere sig heri, for at raade Bod paa dette ikke ubetydelige
Onde, allerhelst naar det paa denne Maade blev forestillet.
Det var vel et herligt Forslag, at oprette en Amme¬
Skat; men Erfarenhed haver lært, at Dyrheden af en
Ting opvækker just Begierligheden. Man tænkte, da Tol¬
den blev forhøyet paa Vinen, Drikkerne skulde formind¬
skes; men man mærkede ikke dertil. Naar der er Ting,
vi have Lyst til, hielper ingen Paaleg, med mindre de
ere saa store, at Pungen maatte sukke derved.
Skulde jeg give Forslag til en Amme=Skat for
dem, som ikke lovlig og troværdig kunde bevise, at de
vare nødte der til, blev den vel saaledes, at en Borger¬
Kone gav 100de for hver Gang, hun havde Amme til et
Barn, og en Frue af Rangen 100 Rdr. mere for hver
Klasse fra den, de stode i indtil den sidste, altsaa blev det
for en Frue af første Klasse 1000 Rdr. Men fornemme¬
lig skulde de være forbundne til at lade Ammens Barn op¬
drage paa deres egen Bekostning indtil det blev 2 Aar
gammelt; thi jeg finder det aldeles billigt, at naar en
Moder paa en for hende magelig Maade vilde have sit Barn
opammet, maatte hun forbindes til at sørge for det Barns
Liv, som saa ubillig blev sin egen Moders Brøster berøvede.
Af saadan Amme=Skat kunde oprettes en almindelig Am¬
mestue for Fattige Børn, som enten ved Fødselen bleve
deres Moder berøvede, eller hvis Forældre vare saa yder¬
lige fattige, at de ikke Hiemme hos dem selv kunde give
Barnet den fornødne Pleye og Opvartning, uden reent at
tilsidesætte den daglige Fortieneste, som Moderen ellers
til Lives Ophold kunde have. Saadanne Ammestuer var
ellers høylig fornøden til de Børn, som paa Hospitalet
fødes og ellers rundt omkring i Byen udsættes til Opam¬
melse, ofte paa slette Steder.
Dersom Tiderne vare saaledes, at man holdt noget
over hellige og høytidelige Løfter, saa kunde man endnu
forbinde Mødrene mere til at efterkomme den saa natur¬
lige Pligt, ved at tillegge et Spørsmaal denne Sag an¬
gaaende iblant dem, som giøres paa Bryllups Dagen af
Præsten, hvor det i sær skulde hede til Bruden: saa til¬
spørger jeg Dem for det 4de, ifald Gud velsigner Dem
nogen Tid med Lives Frugt, at De bliver en eller
flere Gange Barne=Moder, om De da og selv vil
opamme saadanne deres egne Børn, som det en
christelig og ret naturlig Moder tilkommer, der¬
som Gud giver Dem Sandhed og Styrke dertil.
Jeg mener saadan et Spørsmaal kunde være ligesaa for¬
nøden at giøres paa saadan en høytidelig Dag, som de
andre: men jeg tager snart mit Forslag tilbage igien, som
noget, der var unyttigt, efterdi man nu omstunder ikke
giør noget Væsen af slige Ægte skabs Løfter, som man
endog forud har bereedt sig paa at bryde.
