længe ved med Jndtrykningen og dette Vands Brug, ind¬
til Tanden er bleven gandske fast igien, og al Hævelse og
Pine har ophørt. Herhos er at merke, at man underki¬
den med en Lands Indtrykning maad vedblive i to, tre,
eller fire Uger. Tanden bliver ufeylbarlig fast ig en, und¬
tagen at det hos nogle skeer før hos andre senere; og saa
ofte man trykker en Tand ind, saa maae man ikke tage
Fingeren eller Tommen strax af igien, men vel et Qvar¬
ters Tid ho de fast og lige paa Tanden, paa det at den
kan blive siddende i sit rette forrige Sted, hvilken liden
Umag ingen maae lade sig fortryde, for at beholde saa
fornødent et Stykke i Munden. Det tiener og til Efter¬
retning; at i Hævelse eller virkelig Tandpine, hule eller
løse Tænder, maae man ikke bruge det distullerede Salvie¬
og Rude=Vand, men dertil er det, som er kogt af Ur¬
terue, langt bedre, og maae hver gang, at man vil bruge
det, lunkes eller varmes paa Jlden, og det maae ikke
koges i Kobber=Kar, men udi Leerkar. Man maae heller
ikke forglemme for og efter Jndtrykningen, at suge Van¬
det eller Slimen og Fugtigheden med Tungen fra Tæn¬
derne, og trekke samme til sig, for at spytte det ud, og
at giøre dette saa ofte, indtil Tanden er bleven gandske
fast, hvilket og giør meget til Helbredelsen. Naar Hæ
velsen eller den ønde Tand er open til, kan man fare over med
Haanden oven for Kindbakken eller ved Siden af Næsen
fra oven til ned ad, og stryge med Haanden, og lige¬
som udtrykke Fugtigheden og trekke den til sig; men er
Tanden neden til, saa maae man stryge op ad. Mange
lader udfylde deres hule Tænder med Blve eller Vox,
men hverken er det raadeligt, eller har nogen Bestandig¬
hed, og det er langt bedre, ikke at lade røre ved Tæn¬
derne med nogle Instrumenter. Det er noksom bekiendt
for Medicis og Chirurgis, at Rude og Salpie er det
herligste Middel for Tænderne i alle Tilfælde, og desto
mere maae man forundre sig over, at man foretrelker
andre langt slettere Midler for samme. Tulsidst maae
heller ikke forbiegaaes, ae naar smaa Børn i Begyndel¬
sen skal have Tænder, saa finder de gemeenlig stor Pine,
ja ere endog underkastede Epilepsie. Man kan og meget
vel kiende det Sted i Munden, hvor Tanden vil frem,
efterdi det er rødt, tykt og inflammeret. Det er da me¬
get got, at bestryge dette Sted med Rude=Balsam, samt
med noget af forbemeldte varme Rude= og Salvie=Vand,
som lindrer Pinen og Hidsigheden, og tillige aabner
Tandkiødet, at Tanden des lettere kan komme frem Men
dersom Barnet er saa gammelt, at det har Forstand og
er beqvemt til at holde varmt Vand i Munden og spytte
det ud igien, saa skede denne Cuur desiv lykkeligere og
lettere.
Huusholdersken.
Middel til at hindre, at Lamper ikke skal dampe i
et Værelse.
V¬
ed dette Middel, som er befundet probat, at for¬
hindre, at Lamperne, som man betiener sig af i et Væ¬
relse, ikke skal dampe saa meget, har man og derhos til¬
lige den Nytte, at man kan komme nok engang saa
længe ud, som sædvanlig, med en vis Portion Olie.
Middelet er dette:
Man lader i en Pægel eller halv Pægel Vand smelte
saa meget Salt, som derudi vil lade sig smelte. Herudi
dypper man Vægerne og lader dem siden tørres, for at
betiene sig af dem, som man ellers pleyer. Af dette Salt¬
Vand slaaer man i en Flaske, og kommer ligesaa meget
Olie dertil, hvilket man da skulper vel om iblant hinan¬
den. Af denne Masse betiener man sig i Lamperne tillige¬
med de præparerede Væger. Man da spører lidet eller
næsten slet ingen Damp, og paa Olien sparer man mer¬
kelig.
Fredags=Selskabet.
Samleren.
Korem og dendar, en Tartarisk Fortælling
om Krigs=Tapperhed.
C¬
orduba, Konge af Teran i det store Tartarie, var en
af de mægtigste Fyrster i hans Tid. Han regierede
længe, og blev elsket og æret af hans Undersaatter, som
han søgte paa alle Maader at giøre lykkelige. Han vilde
udbrede sin Kierlighed for dem, indtil paa hin Side af
Graven, og da han saae sit Endeligt at nærme sig, tænkte
han paa, at bestemme en Efterfølger, hvis Fortienester
kunde giøre hans Forliis taalelig. - Han havde ikkun
een Datter, som heed Almanzaris; Løvene i Tyrkiet æske¬
de, at han skulde sette Kronen paa den, som blev givet
Printzessens Haand, naar han ikkun var af Tamerlans
Slægt. Han kunde altsaa ey udvælge nogen Gemahl for
sin Datter, uden tillige at udvælge en Efterfølger for sig selv.
Denne Sædvane, som var enhver bekiendt, trakte
mange Beylere hen til Printzessen. Akebar, Kongen af
Balka, og Mameluk, Carismischer Sultan, vare de an¬
seligste deriblant: Begge troede, at Corduba skulde give
sin Datter til den, som viste sig sterkest, og lavede sig til,
med bevæbuet Haand at forsvare deres Fordringer paa
Almanzaris Den gamle Konge blev uvillig over, at de
vilde foreskrive ham noget. Tillige satte disse Fyrsters¬
heftige Forhold ham i Bekymring for sit Folks Rolighed,
om det skulde komme under deres Herredømme. Han be¬
sluttede altsaa, at giøre alt hvad han kunde, for at af¬
vende denne Ulykke, og Krigen blev standset. Da han
engang havde fattet sin Beslutning, kaldte han Rigets
Stænder tilsammen, for at bekiendtgiøre dem sine Hen¬
sigter.
Der var den Gang to unge Brødre ved det Terani¬
ske Hof, som heed Korem og Hendar. De nedstammede
fra Tamerlan, og havde, foruden deres anseelige Fødsel, per¬
sonlige Fortienester, hvorved de bleve værdige til den be¬
tydeligste Lykke. De vare begge forelskede i Almanzaris;
