men da ikkun deres Fødsel og Fortienester talede for dem,
saa havde de altid i Stilhed holdt deres Kierlighed skiult.
Kongen havde imidlertid dog merket, hvad der gik for sig
i deres Hierter, og deres saa varsomme Opførsel havde
fordøbblet den Agt, som han havde for dem; han lagde
og samme snart for Dagen.
Alle de Støre i Riget havde indfundet sig i Hoved¬
saden efter Kongens befaling; han forsamlede dem
tillige med hans Folks Deputerede i hans Pallads, og
talede saaledes til dem: "Jeg har ikke levet saa meget
længe, mine kiere Undersaatter, efterdi jeg har anvendt
alle mine Dage til Eders Fordeel, og har iagttaget
enhver Leylighed, til at giøre eder lykkelige Nu seer
jeg meget vel, at jeg er ved Enden af min Løbebane;
"min Svaghed erindrer mig, at jeg snart maae frem¬
stilles for den Allerhøyestes Domsloel. Men værer
trøstige, J Teraniter, jeg vil indtil min sidste Aande¬
dræt være Eders Fader og Eders Konge. Min Død
bereder Eder Uheld; at forebygge samme skal være For¬
"retningen i de faa Dage, som jeg endnu har at leve udi.
Kongen blev ved disse Ord afbrudt formedelst For¬
samlingens Sukke og Taarer. Smerten var tillige malet
i enhvers Ansigt. En dyb Tavshed fulgte paa den almin¬
delige Hulken. Corduba skienkende sit Folks Venskab nogle
ømme Taare, takkede de Deputerede for deres Tilbøye¬
lighed og blev ved at tale.
Akebar og Mameluk ville herske over eder. For¬
"medelst deres Vaaben og Magt ville de erholde min Krone
"og min Datter, men de har ingen Ret til nogen af De¬
"lene. Jeg er Fader, J Teraniter, jeg veed, hvad for
en Gemahl der skikker sig for min Datter. Jeg er Konge,
jeg veed, hvilken Fyrste der er værdig til at herske over
eder. Akebar og Mameluk ere ikke værdige til mit Val;
"dette maae J troe af eders Fader og eders Konge. De
"maae være saa mægtige som de vil; det er dog altid
"bedre, at have dem til Fiender, end til Regentere
Værdige Efterkommer af den store Timur, tappre Korem!
og du, uforfærdede Zendar! kommer beskytter Terani¬
terne for Undertrykkelse og Tyrannie; til eder vil jeg
"overlade denne Omsorg. Deler mit Riges Magt
v imellem eder, drager ud imod mine Fiender i Feldten,
7 og vider, at min Datter og min Krone er ikkun bestemt
"for en Helt. Jeg tilsiger og lover eder dette paa det
" helligste. Hvo af eder begge der meest har fortient dette
"Navn, den skal ved Slutningen af Krigen blive erklæ¬
ret for Teraniternes Konge og Amanzaris Gemahl.
Efter denne Tale lod Corduba de Deputerede gaae
fra sig, som vare overmaade vel tilfreds med hans Be¬
slutning. Han skikkede derpaa befaling ud over sit hele
Rige, hvorved han giørde bekiendt, at Korem og Zendar
havde nu hans hele Anseelse, og at man skulde adlyde
dem.
Zendar stræbede med den største Nidkierhed at for¬
flerke Krigshæren, hvorover han var sat, og som skulde
stride imod Mameluk. Han vandt Soldaterne ved God¬
dædighed, opmuntrede Officiererne ved Ærestegn og Løf¬
ter, gjorde alle fornødne Apstalter og drog i Marken, saa
snart Aarets Tid tillod det.- Han begyndte sit Feldt¬
tog dermed, at han forsikrede sig Stæderne og Fæstnin¬
gerne i en liden Stat, som laae imellem Kongerigerne
Teran og Carism; thi han befrygtede, at Mameluk
skulde bringe dem paa sin Side formedelst Løfter og Trusler.
Han indlagde allevegne Besetninger; og da han intet mere
havde at befrygte af denne lille Stat, saa hastede han
ligesom en stridig Strøm, at komme ind i Kongeriget
Carism.
Mameluk, som kiendte Cordubas fredelige Tænke¬
maade, faldt i Forundring over Zendars Krigs=Lykke.
Han havde endnu ikke engang samlet sin Armee, da Zendar
havde allerede bemægtiget sig Landet, og havde tvunget
mange betydelige Pladse til at aabne Portene for ham.
Han vilde ogsaa allerede indtage Hovedstaden, da Sulta¬
nen kom anrykkendes i Spidsen for en langt talrigere
Krigshær, for at standse hans Erobringers hastige Frem¬
gang. De attaquerede hinanden negle Gange, men Zen¬
dar beholdt stedse Overhaand. Mameluk blev gandske
modløs over denne Zendars Lykke og hans Stæders For¬
liis. Han frygtede for et fuldkomment Nederlag, om
det skulde komme til en Hoved=Trefning. J denne Be¬
kymring besluttede han at giøre Freds=Forslag. De for¬
nemste Betingelser bestode derudi, at han vilde afstaae fra
hans Prætensioner paa Princesse Almanzaris, slutte et
Forbund med hendes tilkommende Gemahl, og betale ham
aarlig Skat.
Disse Betingelser, som vare meget haarde for Ma¬
meluk, syntes Zendar cudnu at være for lemfældige¬
Han afslog dem med en vis Stolthed, og sagde, at Ma¬
meluk afstod intet, naar han frasagde sig et Gode, som
han ikke kunde faae, og erklærede sig for en Vasal, da
han var bleven en Undersaat. Denne Haardhed gav
Sultanen alt sit Mod igien, og hans Fortvivlelse gav
ham et Slags Skin af Haab. Det kom til Trefning
uden for Carism; Slaget blev blodigt, og varede hele
Dagen igiennem. Der var nu, som man seer, ingen
Hielp tilovers for Sultanen, uden at vinde Seyer, og
han giorde ret Mirakler ihenseende til Tapperheden.
Seyeren syntes en Tiblang at helde til hans Side; men
Zendar, som allevegne var Fødtherre og Soldat tillige,
og lod sin Krigshær stedse paa nye rykke frem, forsikkrede
sig endelig Fordelen. Mameluk blev nødt til at forlade
Valpladsen; han retirerede ind i Forstaden, med det
Førsæt, at begrave sig under dens Ruiner, ifald Zendar
skulde atter paastaae saa haarde Betingelser, som de første
vare. Han sendte Gesandter til ham. Zendar var ube¬
vægelig ved deres Forlangende; han lod sui Armee udhvile
nogle Dage, og indsluttede derefter Staden. Sultanen
sluttede af hans Tilrustniuger, at han formelig vilde be¬
leyre den, og denne Vildfarelse befordrede gandske hans
Undergang. Zendar angreb Staden en Nat, da det var
mørkt, erobrede den, og besteg Murene. Dette uformo¬
dentlige Overfald foraarsagede en almindelig Bestyrtelse.
Forgieves søgte den ulykkelige Mameluk, at opmuntre
sine Soldater. Men forskrekkede over Seyervinderens
Røst, hørte de ikke møre hans og giorde meget snag
