Modstand. Sultanen styrtede sig midt ind i Tummelen;
han meente her at finde en uforsonlig Fiende; han saae
ham endelig, da han havde stiget op paa Volden, og da
han vilde heller selv døe, eller dræve Fenvar, end salde
uhævnet i hans Hænder, saa foreslog han ham en Tvekamp.
Men hans onde Skjebne forfulgte ham allevegne; Zendar
tog imod Udfordringen, og lagde ham ned.
Rygtet om Sultanens Død udbredede sig strax over
hele Staden. Carismiterne nedlagde strax deres Vaaben
og bade om Qvarteer. Zendar maatte giøre sig al Umage,
for at hemme Soldaternes Grumhed, og standse et almin¬
deligt Blodbad.
Da Corduda fik Efterretning om hans Lykke, erklæ¬
nede han ham til Carismisk Sultan, og denne Stads
Jndvaanere bleve tvungne til, at erkiende ham derfor, og
at aflegge Troskabs Eed til ham. Den øvrige Deel af
Kongeriget undertvang han sig ligesaa hastig som han mar¬
scherede derigiennem. Nu kom han tilbage til Teran som
en Seyerherre, for at nedlegge den skiønneste Krone i
Tartariet for Almanzaris Fødder.
Jmidlertid at Rygtet udbasunede Zendars Bedrifter i
Teran, vidste Teraniterne neppe, at Korem var i Spid¬
sen for en Armee. Han brugte ingen aabenbare Bold
og Magt i de smaa Stater, som laae imellem Balka og
Teran Han sagde, at de vare frie, og begge Magter
kunde ikke forlange andet, end Upartiskhed af dem i en
Krig, som aldeles ikke angik dem. Herved søgte han at
vinde dem, og for endnu mere at forsikkre dem om hans
Oprigtighed, havde han tilbudet dem Gisseler og taget
nogle af dem. Han havde og i Kongerigets Provintzer
udstædet Manisester, hvori han tilkiendegav Aarsagerne
til Krigen, og gav Akebar Skyld for alle de Ulykker, som
denne Krig kunde drage efter sig.
Da han paa denne Maade havde forsikkret sig de
nentrale Stæder, og havde bragt Høyagtelse og Retten
paa sin Side, saa førte han 30000 Teraniter i Feldten
til at slaaes. Den Redelighed, hvormed han betalte alt,
hvad man førte til hans Krigshær, forsynede hans Leyer
med alle Slags Levnetsmidler, og Bønderne kom med
Tilførsel fra alle Kanter. J Førstningen skatterede de sig
lykkelige, at de uden mindste Fare kunde berige sig; og
siden giorde Kierlighed og Tatnemmelighed dem Feldt¬
herren hengivne.
Denne Forsigtighed skaffede Akebar Tid nok til at
samle sine Folk; men den giorde paa samme Tid hans
Bevægelser unyttige. Han kom paa Grændserne med en
Armee af 100000 Mand, forsikkret om, at overvinde
Korem. Men han skulde ikke have smigret sig med det
Haab, om han havde kiendt sin Fiende. Korems Sag
var, at beslytte Teraniterne for Undertrykkelse og Tyran¬
nie; han ansaae deres Liv som en ham anbetroet Skat,
og deelte sin Armee i adskillige smaae Hobe. Han gav
meget opmerksom Agt paa Akebar, og lod ham ingen
Roe have. Han besatte stedse saadanne Poster, ved hvilke
det stod i hans Magt, enten at tage imod eller afslaae en
Trefning. Hans Officierer havde derhos befaling, at
holde sig fra Skiermytseler, i sær saadanne, som kunde
foranledige en Hovedtrefning. Ved denne kloge Opfør¬
sel naaede han fit Øyemed, at udmatte og svekke hans
Fiendes talrige Krigshær, hvis Soldater ikke kunde komme
af Stebel, uden at falde i Teraniternes Hænder. Da
Akehar ingen flere Levnetsmidler havde, og intet kunde
faae i de nærmeste Egne, saa besluttede han, for at redde
sig, at spille Krigen ind i Kongeriget Teran. Han maatte
først igiennem de frie Stater; men her kunde han ikke
længe blive, og heller ikke komme videre. Da han ey
vilde betale de Levnetsmidler, som han behøvede, saa kom
hans Armee snart i den yderste Mangel.
Korem, som forud havde sørget for alting, skikkede
befaling til Mandskabet, som han havde ladet blive paa
Grændserne, at de skulde sette sig imod Fiendens Foreta¬
gender. De Landskaber af Balka, som Akebar ikke holdte
mere besatte, stode nu aabne og uden Besætning. Korem
lod ved en Deel af hans Rytterie inddrive Contributioner
i samme, og fulgte selv med den øvrige Hær efter den
fiendtlige Armees Bagtropper, for hvilke han snart afskaer
Levnetsmidlerne, og snart borttog deres streifende Partier.
Da Bønderne saae, at Akebars Soldater omgikkes
haardt med dem, satte de sig til Modstand og førte en
Slags Krig mod dem, som var farligere og grusommere,
end alle rette Fiendtligheder havde været. Der kom
Sygdom i Akebars Krigshær, han kunde ingen Under¬
støttelse faae fra sine Lande, og Korem bragte ham i den
yderste Knibe, da han tilsperrede alle de Veye, hvorigien¬
nem han kunde komme tilbage til sine Stater.
Der var nu intet andet tilovers for ham, end at
bede om Fred; og Conditionerne overlod han til Korem.
Han havde soresat sig, at vove alle Ting, om de skulde
blive for haarde, og han blev høyligen forundret over
deres Lemfældighed, eller rettere at sige, over Korems
Høymodighed. Dette var Korems Svar: "Kongerne
maae ikkun føre Krig i den Hensigt, for at erholde
Fred igien, og for at giøre den Fred, som de flutter,
fastere, end den var, som de brøde. Lov mig, Akebar,
at du trolig vil holde Forbund og Fred med Corduba
og med hans Efterkommere. Opret og erstat den Skade,
som Krigen har tilføyet de frie Stater og Teranivterne.
Det er de Conditioner, som jeg vil foreskrive dig. Staaer
de dig an, saa vil jeg ønske, at Gud vil forlænge dit
Regimente, giøre dine Dage rolige og lykkelige; og saa skal
alt det som er forefaldet, være begravet i Forglemmelse.
Akebar forundrede sig over Seyerherrens Moderation.
Han svor, troligen at holde Forbundet, og til Beviis,
paa hans Oprigtighed, gav han Gifseler af sig selv. Han
marscherede derpaa bort med sin Hær, reyste tilbage til
sin Residentz, og roeste allevegne Korems Høymodighed og
hans Jndsigt i Krigs-Kunsten.
Korem førte sin Armee tilbage, og kom til Teran, for¬
at giøre Regnskab for sit Feldttog. Alt Folket var tvivl¬
raadigt ihenseende til Cordubas Val. Denne Konge
sammenkaldede sine Stater, lod Gesandterne fra Carism
komme, og talede Forsamlingen til paa følgende Maade;
Uforfærdede Zendar, du har ved din Tapperhed
crobret mig et Kongerige; men de nye Undærsanter,
