1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 44.
Fruentimmer=Selskabet.
Hovmesterinden.
Om Maaden at straffe Børn.
E¬
r Straf Børn i Almindelighed nyttig eller skadelig?
Er den skadelig, bør den aldrig bruges; men er den
nyttig, saa begriber jeg ikke, hvorledes man kan giøre
en god Gierning i Vrede, og ofte i en ubesindig Vrede.
Mindre begriber jeg, hvorledes Eugt og Straf kan have
den Virkning hos Børn til at afholde dem fra Laster,
naar den Straf, de faae for en og anden Last, skeer paa
en Maade, som formedelst den Vrede, Bitterhed og
Hastighed dermed følger, maa mere ansees som en Hevn
af et opirret Gemyt, end en lemfældig Revselse. Man
kan herved faae Børn til at skielve ved at begaae en Last,
fordi den fornærmer en Person, der lettelig kan opvæk¬
kes til Vrede; men ikke saa let skal man derved opvække
Afskye for Lasten, fordi den i sig selv er hæsselig, og
forringer et Menneskes Anseelse.
At man ved Hug og Slag kan afrette et ufornuf¬
tigt Kreatur, og vænne det fra visse Ting, seer jeg nok
kan lade sig giøre, efterdi man ikke paa anden Maade
kan lære dem at kiende det rette og urette; men at en
fornuftig Skabning, som kan baade tænke, dømme og
forskielle, skal behandles paa samme Maade, finder jeg
saa fornærmende for Fornuften, at jeg ikke haaber den
mindste Forbedring ved saadan en Tugt, der skeer af en
larmende, buldrende, stampende, ja ofte af Arrighed
fraadende Person.
At der ere Laster, som maa straffes med Riis, det
nægter jeg aldeles ikke: jeg tilstaaer og, at der ere Børn,
som maaskee ikke kunne opdrages uden Hielp af Riis
Men saa vist som det er, at Riset nogle Steder maa og
bør bruges; saa unægteligt bliver det vel og, at den
Maade, Riset af nogle bruges paa, meere forderver end
forbedrer, hvilket enhver vel tilstaaer mig, at maaskee,
naar Børn have Aarsag at ansee den Straf, de faae,
enten som en blot Virkning af et hidsigt og opbragt Ge¬
myt, eller og undertiden gandske ufortient efter deres
Maade at slutte paa.
At Børn kunne have Aarsag at ansee Straffen som
en Virkning af et hidsigt og ivrigt Gemyt, mener jeg
lader sig bevise deraf; naar jeg f. ex. ved en Forseelse eller
Last af mit Barn eller Discipel strax forandres og faaer

alle preedagtige og forbittrende Træk og Miner i Ansig

tet, skiender og larmer saa høyt, som om hale Opfokrigs¬
husets Børn havde forseet sig, og jeg med et Slag vilde
revse dem alle, uden at exammere Tingen, høre Barnet,
af hvad Aarsag og i hvad Hensigt det haver begaaet Gier¬
ningen, eller uden at efterforske, om og Barnet kiender,
det var en Last, og i Mangel deraf at overbevise det
derom. Alt dette synes mig hør have Sted ved enhver
Revselse, da man ikke maa handle anderledes med et
Barn, end der handles med enhver anden, der har be¬
gaaet noget strafværdigt, da man ikke dømmer ham uhørt,
hvilket mange og vel de fleste Børnetugtere giøre, at de
strax blive vrede og i denne Vrede banke dem af. Jeg
vil ikke tale om, at man i denne hidsige Fremfusenhed
kan forskrække dem saaledes, at de vel og kunne faae et
Slag; men jeg vil allene sige, at det er en stor Uret at
giøre imod Børn, naar man straffer dem uforhørte; thi
det er ikke nok at Barnet troer, det har fortørnet mig
med den Gierning, og for sammes Skyld straffes af
mig. Det kan derved vel frygte for at giøre det oftere
ved mig eller i min Nærværelse, men det er derfor ikke
just sagt, at det ikke skal giøre sligt imod andre, og aller¬
helst imod dem, som Barnet veed har ingen Magt til at
straffe det, hvorved Barnet er slet ikke forbedret, at
det ikke begaaer Laster i min, men vel i en andens Nær¬
værelse.
Børn maa vide og troe, at Laster blive allevegne
Laster, hvor og imod hvem de begaaes, og at de alletider
ere strafværdige. De maa være overbeviste om, at de
straffes ikke saameget, fordi de have fornærmet os, som
fordi de fornærme Gud og alle Mennesker, der see det.
De maa ansee os som Dommere, og de der ere i Guds
Sted, til at forbedre dem ved Tugt. De maa vide,
at vi paadrage os selv Straf, dersom vi see igiennem Fin¬
gre med dem. Alt dette bør man allerførst, førend man
giver sig an med at straffe Børn, overbevise dem om, og
naar de troe dette, have de en langt anden Tanke om
os i deres Revselse; thi jeg forestiller mig, at de fleste
Børn, om de ikke just giøre det, saa kunde de dog gierne
ansee deres Tugtere som de, der straffe og eftergive,
ligesom Sindet er i Forfatning til; altsaa af saadan en
hidsig Vrede slutte de, at Straffen mere er en Virkning
af denne, end af nogen paalagt Pligt, og desaarsag troe,
at de gierne kunne giøre det samme en anden gang, naar
de ikkun passe en Tid, naar Forældre eller Lærere ere i
en bedre Lumne.
