Han holdt Geværet i den venstre Haand; thi Tale¬
mandens Kuust bestod fornemmelig derudi, at han, uagtet
en brændende Pibe, kunde iagttage de sædvanlige Pauser,
og midt i Tobaks=Hvirvlerne bruge oratoriske Ophævelser.
Han lagde Conceptet for sig, og tælede saaledes:
Mine Herrer!
Røg, Damp og Jld ere, fra flere Aar tilbage, vort
ufortærede Selskabs rette Ærestegn, hvilket dog i den
Tid har oprøgt næsten et Bierg Tobak, og saaledes for¬
vandlet det til Aske, som vi holder for kierest og lekkerst.
* Min Pibe skulde slukkes, mine Brødre, om
jeg skulde berømme vor Kunst i alt for lange Perioder,
og jeg saaledes udblæse dens Lov, i Stedet for den i alle
Henseender langt ædlere Tobaks Røg. - Her rørte
Selskabet sig af Fornøyelse over de Tobakkiske Metapho¬
rer): men til Sagen igien - Jeg besværger Eder ved
Eders røgende og dampende Piber, at være opmærksomme,
da jeg her baade maae tale og røge, og saaledes midt i
disse Tobaks=Skyer udvikle ud af sit Mulm, den Priis
og Berømmelse, som følger vor Videnskab -
Men, Tobak, vidne selv om din Berømmelse! du ædelste
Vext under Sølen. - J Piber klinger, og støder eder
tilsammen, til eders billige Triumph og Seyer!
(Her gav Selskabet sit Sigual, dog uden at bryde mindste
Pibestump, og just herudi bestod Kunsten)
Der gives mange Slags Helte paa Jorden: Helte
med Værge, Helte med Peune, Helte i Kunster og Vi¬
denskaber; er det da ikke billigt, at der ligesaa vel i vor
Kunst gives Helte, Det var en ævig Skam ikke at kunde
holde Jld paa en Pibe, eller at lade Tobakken falde ud,
saa fremt ikke Piben er gandske nye; det var Skam at
legge den børt, inden alt det, der er i den, er forvandlet
til Støv og Aske; Kunst, Jndsigt og Videnskab er det,
som man maae legge for Dagen i at stope, tænde og
røge m.m.
Træder frem J Hollændere! J Helte af første Rang.
O hvad Fornøyelse er det at see paa Bordet en
brændende Pyramide, som i et Øyeblik gandske opbygge¬
ligen henfalder til Aske - -. O du os værdige Suk¬
ker=Top; Du Tobaks=Guden helligede Obelisk! (Her gav
en og anden af Selskabet burtige Prøver paa sin Færdig¬
hed, og Talemanden drak.)
For endnu mere at ophøye dens Lov, mine røgende
Brødre! saa lader os puste og blæse hele Republiken fuld
af vor uundværlige Røg (et herligt Jndfald! hele Selska¬
bet loe.) Hvad have vi at frygte for? –- Kom¬
mer hid, J Tobaks Fiender, kommer hid, vi ville holde
eder varme, og vi skulle røge eder op i de Skyer, som
svæver over vor fornøyelige Tidsfordriv; (dette var dey¬
ligt sagt, og her kappedes Øllet med Nectar) - Saa¬
(*) Disse Stræger betyder der just ikke noget sonderlig Merk¬
værdigt, men tilkiendegiver allene de Steder i Orationen, hvor
Kalemanden atter har sat Piden i Munden, trakt et betydeligt
Drag, og kunstig udblæst Røgen i Hvirvler.
Lontvirets Efterretninger No. 141. bekiendtgiorte Taxk:
Aargangen af disse Blade køster i Følge den i Adresses
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr.) Paa Posipapiir 2 Mk.
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Fyen 5 Mk. 8 s.

Holsten 1 Rdlr.)
mere.
Siælland 5 Mk.
ledes borkjager vi ofte de ubudne Caffe=hungrige Giester,
og vi kiender ikke noget Ceremoniel. - (Her sang Sel¬
skabet, efter Jndgivelse, ligesom Qvækerne, sit sædvanlige
Ordens Runda.)
Nu kunde J, mine Brødre, indsee Nytten og For¬
delen af Tobaks=Røgen, hvilken vi nedsvælger tillige med
dens Olie, -
den opløfer Sliim, den aabner
Svedehullerne, den driver Sveden, den befordrer Spyt¬
ningen; jeg kunde vel opregde sex hundrede saadanne For¬
dele; men jeg vil ikke misbruge min Pibes Taalmodig¬
hed, – men endnu et: Daglønneren skulde heller hung¬
re, end være foruden Tobak. -
J Skibsfolk,
naar Havets salte Dunster trænger sig ind i eders Lege¬
mer, og J Bønder! naar J omgives af alle Slags Luft,
Dampe, og ondt Veyr, bortrøger da med Tobak eders
Skiørbug og eders Smitter!
Hvad vinder vi ikke, hvad sparer vi ey af alt, hvad
som kildrer andre lekkre Ganer, men forsvekker deres Cas¬
ser? - - Bort med Choccolade, Pudder og Sølv=Ga¬
loner, men her hører jeg de Avindsfulde indvende: Tobak
tærer og giør maver - Hvorledes skulde dette kunde
afskrekke? Alle gode Ting ere Overflod underkastede
tyve Piber, det er ingen Ting! ikkun en Tidsfordriv.
- Er ikke vort Liv forgængeligt? saa meget des
snarere lære vi det her at betænke, og i Tide at giøre os
bekiendte med Forfængeligheden. - - Vi ere Venner
af Støv og Aske ligesaa vel som den, og hvo understaaer
sig at bespotte vor Tørhed?
Mig tykkes, jeg seer hisset en lekker Springer, hvor¬
ledes han slaaer Krøller paa Næsen - Ak, havde jeg dig
her, for at komme til at blæse dig omkuld! - skielv og
bæv, du stakkels Pudder=Helt! skielv og bæv - - (het
slog man Piberne sammen af Jver).
Lev da, du værdige Selskab! og fornøy dig i dig selv.
Her er Minervas dampende Sahl,  pryder dens
Vegge, og opfylder Værelset med den behageligste Lugt,
imedens J endnu lever som Helte! - Underviser andre her
om Cartesi Veyr=Hvirvler, om Dunsters Natur, om Luftens
Fiederkraft, om Halesii Ventilator. - (Her greb Tale¬
manden sig sterkt an; denne Punkt var og den længste.)
Røg opsteeg fordum af den spaaende Pythonissens
Hule og hvirvlede om dens helligede Trefod: Røg er vor
Løsning; derfor brænder vore Piber, derfor gielder vor
Sang; Piben leve! Tobakken leve! Klapper ud!
hermed var ogsaa hans Pibe udrøgt, uden at den
under Talen nogen gang var slukt. Man gav Ordens=Sig¬
nalet, omfavnede Talemanden, og sluttede denne Tobaks¬
fest med Selskabets sædvanlige Slutnings=Vise, og det
med fuld Hals. Conceptet blev hædret derved, at man
giorde Fidibus deraf, og paa hver Jndfald derudi tømte
man en Pibe og et Glas til Oratorens Ære. Endelig
skiltes Selskabs=Lemmerne fornøyede, men temmelig før¬
virrede, fra hverandre.
