tagne Rayke, ja endog Aarsagen, hvorfor Alphesire saae
nu omstænder stedse saa mørk ud. Jeg sad herved gandske
siille, paa det at de ikke skulde blive mig vaer, og maa¬
stee akholde sig fra videre Fortællinger, af Frygt for, at
jeg skulde lade trykke deres Samtale. Efter tre Timers
Forløb var endelig denne rige Materie udtømmet, og de
begyndte allerede, før ikke at være ørkesløse, at fortælle
deres Børns vise Jndfald. Til min Ulykke faldt endelig
en af dem paa, at jeg havde nylig været i Staden¬
og neppe havde han spurgt, hvad Nyt jeg der havde hørt,
saa stormede fra alle Kanter i Kammeret saadan en Mæng¬
de Spørsmaal løs paa mig, at jeg ikke kunde høre det
ene for det andet. Jeg saae vel, at jeg ikke kunde und¬
gaae dem, og besluttede, saa got som mig mueligt var,
at tilfredsstille deres Nysgierrighed. Da det derpaa var
blevet lidet stille, begyndte jeg mig Fortælling. Dek en¬
der dog den rige Astolph, sagde jeg, han er død for kort
siden, og da han ingen Børn havde, og har en Tidlang
levet i Uenighed med hans nærmeste Paarørende, saa
efterlod han ved et Testamente sin hele Formue til den
unge Catul, et gandske fremmet Menneske. Men tænker
engang, hvor ædel, hvor høymødig dette unge Menneske
har derved opført sig; han gik til den Afdødes nærmeste
Paarørende, og - men neppe havde jeg udtalt de
Ord ædel, høymodig, saa begyndte hele Selskabet paa
engang at gabe, ligesom de havde aftalt det med hinan¬
den. Jeg vidste i Førstningen ikke, hvad dette skulde be¬
tyde, førend jeg endelig merkede min begangne Feyl
At fortælle noget Berømmeligt om andre i saadant et
Selskab af Fruentimmer, det er noget uudstaaeligt.
Saadan en Forseelse kan neppe tilgives et Menneske
som just kommer fra Landet. Paa det at mine Tilhs
rerinder skulde altsaa ikke gandske falde i Søvn, afbrød
jeg den begyndte Historie, i det jeg sagde, at samme
var ikke meget interessent, hvorfor jeg vilde fortælle no
get andet Merkværdigere. Da jeg just gik igiennem ?
Gade, fandt jeg en stor Mængde Folk forsamlede uden
for Ktesimons Huus. Jeg trængte mig igiennem Ho¬
ben, og faae det lystigste Optrin, som man kan fee
Ktesimon sløges med sin Kone. Hun havde revet hans
Manskietter i Stykker og han hendes Halstørklæde, og
hans Peryk laae ved Siden af hendes Hovedtøy paa Jor¬
den. De sagde hinanden mange nærgaaende Skieldsord,
indtil de endelig saae det store Tilløb af Folk, da de
bleve skamfulde og gik ind af veyen. Man siger, at en
latterlig Jolousie paa Konens Side har været Skyld i
den hele Krig.
- Eornel har forbudet den vtge Cle¬
anth sit Huus, fordi han har ham mistænkt for sin
Kone. - Doctor Bombast har sidstleden givet en Pa¬
tient en Vomitiv, hvoraf han er død tø Timer efter.
Sagen bliver nu undersøgt, og at Praxis bliver ham
formodentlig forbuden - Nerin har for nogle Dage
siden været op at slaaes med Mucius. Han er vel slup
pen med en liden Skade paa Tommelsingeken, men den
overordentlige Angest, som han har udstaaet ved dette
Forefaldende, hær havt den bedrøvelige Virkning, at
han deraf er bleven gandske forrykt i Hovedet. - Jeg
veed ikke, om Læserne nogen Tid har seet et Malerie,
hvorpaa den spillende Orphers er afbildet, omkrigg hvil
ken en Mængde af alle Slags Dyr ere forsamlede, den
med den største Opmerksomhed hører paa hans Mufik.
Skulde de ikke have seet det, saa kan de her forestille sig
noget ligesaadant. Jeg sad der ligesom den anden Or¬
pheus, enhver vogtede sig omhyggelig for at giøre den
allerringeste Allarm, paa det at ikke et Ord af min For¬
tælning skulde tabes; og der var ingen anden Førskiel,
end at jeg ikke spillede, og mine Tilhørere vare Menne¬
sker. Endelig afbrød jeg min Fortællug, og alle be¬
vidnede deres Mishag over at jeg holdt op. Veed han
da nu slet intet mere, har han ellers intet Nyt hørt?
om det endog ikkun er Smaating; husk kun efter! jeg
tavde et Øyeblik stille, og sagde atter til deres største Glæ¬
de: Jo! nu falder mig endnu noget ind; men det er
ikkun en Smaating - jeg har løyet, og der er ikke et
eneste Ord sandt af alt, hvad jeg har fortalt. De maae
ikke tage mig dette ilde op; jeg vidste, at det var dem
ikkun om Nyeheder at giøre, og at det almindelig ikke
ligger dem saa meget Magt paa Fortællingernes Sand¬
hed. Dette er gandske got, svarede den ene temmelig hid¬
sig, naar han kun ikke havve sagt os det saa havde vi
kundet forlyste os derøver og fortælle det til andre, og da
havde det kommet paa eet ud; men hvad ere vi nu tiente
med alt hans Sladder? er da ikke en eneste Omstændig¬
hed sandt deraf? ney! svarede jeg; Ktesimon har ikke
slaget sin Kone offentlig; Cornel lader sig slet ikke merke
med, at han har Cleanth mistænkt; Doctor Bombast
har endnu ikke dræbt nogen med en Vomitiv, og Nerin
er heller ikke bleven gal Min Samvittighed drev mig
til, at opdage disse Omstændigheder; thi jeg har giort
Uret i, at jeg har bagtalt alle disse Folk. Men hvad
giør man ikke, for at behage Fruentimmer?
Rargangen af disse Blade koster i Følge den i Adresse Contoirets Efterretninger No. 141. bekiendtgiorte Taxt:
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr.) Paa Postpapiir 2 Mk.
Holsten 1 Rdlr.)
mere.
Stælland 5 Mk.
Fyen 5 Mk. §. 5.
