1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 47.
Fruentimmer=Selskabet.
Hovmesterinden.
Dyds og Ægtek erligheds Virkning.
H¬
erman og Emilie havde havt Leylighed til at lære
at kiende hverandre ved en langvarig Omgang. Dyd
og Anstændighed giorde dere Venskab saa fast, at de,
efter et Aars Forløb, lode vie sig tilsammen
Hermans Hensigt var, at faae en dydig, vittig,
duelig og munter Hustrue, som i hans Handel og Kiøb¬
mandskab stundom kunde lette hans Byrde og Møye
Emilie kunde vel ikke fængsle hans Hierte ved nogle sær¬
deles indtagende udvortes Behageligheder; men hun var
saa meget mere elskværdig ihenseende til hendes indvortes
Beskaffenhed, og den Siel og Gemyt hun havde.
Kichard, Emilies Fader, var en Mand, som
dømte om Menneskenes Lyksalighed efter deres Formue og
rede Penge. Han levede i sit Huus som en Biørn i sin
Hule, og forvarede med den nøyagtigste Omhyggelighed
sine samlede Skatte. Jngen Ting sysselsatte ham, uden
Handelen, hvilken han forvaltede efter saa strænge Bil¬
ligheds Love, at han inden kort Tid ansaaes som Menne¬
skers Afskye.
Herman havde med megen Umag forhvervet sig sin
Svigerfaders Bevaagenhed. Hans gode Handel og
Drivt gav den gamle Gierrige Forhaabning, at hans
Datter Emlie kunde blive lykkelig ved Herman. De
bleve det virkelig; men mon de derfor havde deres Penge
og Næring at takke?
Emilie var Hermans; herman var Emilies;
og de smagede sin egen og hverandres Lykke paa den kien¬
deligste Maade. Manden drev og bestyrede sin Handel
med Munterhed. Den ledige Tid, som hans Naboer
opøfrede til flygtige Forlystelser, Spil og Vellyster,
skienkte han Emilie og Kierligheden. Hans vakkre Ma¬
ge giorde ham al fornøden Bistand. Hun foragtede
Pragt og Yppighed; hendes Klæder vare rene og nette,
men ikke kostbare. Den Mad, hun tillavede, var sma¬
gelig men ukunstlet. Hele deres Levemaade var maadelig
og overeensstemmende.
I denne Lyksalighed tilbragte dette vakkre Par et
Aar; da Hermans hidindtil havte Lykke fik en hastig be¬
drøvelig Forandring. Søerøvere borttoge tre rige ladte
Skibe for hannem. Hermans Handel fik herved et saa
heftigt Stød, at han maatte giøre Opbud til sine Crebi¬
torer. Jngen kunde beskylde ham for, at han ved slet
Hunsholdning havde paadraget sig selv denne Ulykke,
Han havde i sin meest lysende Lykke og Fremgang aldrig
giort sig nogen til Uven: alle elskede hannem nu som til¬
forn. Han afklædte sig ikke sin Dyd og Redelighed i disse
vidrige Omstændigheder; men kaldede sine Betroere til
sig, og aabnede sine Bøger for dem, samt berettede dem
sin Handels hele Tilstand. Han vandt deres Medliden¬
hed, og de erklærede sig villige til en let Accord
Herman havde midt i sin Ulykke fundet sig fornøyet
og lykkelig, dersom hans egen Svigerfader havde været
ham ligesaa bevaagen Det var ikke en liden Sum, som han
havde at fordre af sin Svigersøn, og denne vidste atter,
at Gierrighed havde avlet Umenneskelighed og Grusomhed
i Svigerfaderens Siel, saa han ikke personligen torde
indfinde sig hos hannem, men opvartede hannem skriftli¬
gen med dette Brev:
Jeg skal skattere mig lykkelig, min kiere Fader,
og jeg skal ikke engang fornemme til de Besværligheder,
som nu trykker mig i min nærværende Tilstand, der¬
som dette Brev, som beseigles med mine Taare, bli¬
ver gunnigt antaget, og min Bøn naadig anseet
Min Faders Godhed maae giøre mine Fienders Snak
til intet, som paastaaer at Han har forskudt mig og
min Emilie. Men det kan Han ikke giøre; Han er
alt for menneskelig dertil. Men skulde et uvenligt
Hierte have til intet giort nogen Deel af hans Ømhed;
Ak, saa lad mig allene blive straffet med hans Unaade.
Saa tung den endog er, vil jeg dog taalmodig bære
den; men lad alleneste Emilie og det Barn, som nu
i 4 Maaneder har ligget under hendes Hierte, vinde
min kiere Faders Medlidenhed! Dette spæde Noer
maatte vel ellers tage Deel i sin Moders Elendighed,
og maaskee døe under hendes betrængte og sukkende
Hierte Vil min Fader endelig forskyde mig, saa
und mig i det mindste den Trøst, at jeg først maae
beklage mig for ham?
Jer er i Elendighed, min Emilie deler det med
mig, og disse tømme Mure og Vegge vidner om vor
Usselhed. Ak! at min Fader dog saae den Fattigdom,
som har leyret sig omkring os. Forfulgt af Kuld og
Frost, plaget af Hunger, af Nødtørftighed udmattet
lever jeg endnu et lidet Liv, og - - o, at jeg
kunde undgaae at sige dette, min Emilie med mig
