Jagen Ven opmuntrer os med nogen Trøst=ingen
Thristen tænker paa os, med mindste Velgierning at
lette vor Fattigdom. Usselhed er hos mig, Usselhed
hos Emiie, Usselhed er rundt omkring os, ofte laller
vor lille Clementine sin Begiering frem om Brød;
da seer jeg til Himmelen, og sukker: Gud spise de
Umyndige! jeg bortgræder mine lange sorte Nætter i
Selskab med min dydige Mage; ingen Trøst er til¬
overs for os, uden den af Gudsfrygt og Religionen;
vi skulde sikkerlig synke og døe under vor Ulykkes Byr¬
de, om ey vor uskyldige og rene Samvittighed opret¬
tede os.
Thi jeg priser Himmelen min Fader, at ingen
vellystig Huusholdning, ingen sorte Laster, ingen ufor¬
nuftige Forlystelser har været Redskab til vort Fald.
Det er en Tilfældighed, som ingen menneskelige Kræf¬
ter har kundet forhindre. Forbarm sig derfor, o Fa¬
der, over os Ulykkelige, min Lykke og Opreysning,
min Emilies og hendes Børns Velfærd er i min Fa¬
ders Hænder. Om han overgiver os, om han ophø¬
rer at være ædelmodig, saa bliver Døden vor eneste
Tilflugt. Dog ney, min Faders faderlige Hierte er
alt for menneskeligt, uden Ømhed at kunde see os for¬
gaae i vor blomstrende Ungdom. Dette faderlige
Hierte vil vist give os en ønskelig Trøst og lette vor
Qvale med sine Velgierninger. En rig Velsignelse skal
da pryde min Faders sølvgraa Haar, og han skal
smage den Glæde, at min Emilie og jeg kalder ham
vor største Velgiører, og den ømmeste af Forældre i
Den tyranniske Fader læste dette Brev igiennem uden
Rørelse, og ingen Taare kom derved i hans Øyne. Jn¬
gen Tiger kan mere vildt følesløst betragte et sønderrevet
Lam, end dette Vilddyr uden menneskelig Gestalt ansaae
dette Ægtepars Elendighed, Langt fra at røres til en
billig Medlidenhed over hans Børns Ulykke, og at tænke
paa Middel til at drage dem derud af, besluttede Fade¬
ren, at lade kaste den stakkels Hetman i Fængsel, og der
ved at befordre hans lille fattige Families Undergang
Faa Timer vare forløbne, efterat Faderen havde faaet
Brevet, førend han overgav sin Svigersøn i Vagtmæste¬
rens Hænder.
Emilie fløy ligesom hiemme fra, saasnart hun havde
faaet denne Hendelse at spørge, som hun ansaae for det sidste
og haardeste Slag af Ulykken -- Hun krøb, ligesom
en Orm, under den tyranske Richards Øyne, og omfavnede
hans Knæer - - Het ligger din Datter for Dig,
udstrakt i Støvet, sagde den ømme Emilie. Taarer,
som i Hobetal trillede ned af hendes blege Kinder, paa
hvilke Sorg og Angest, ja ligesom Døden selv syntes af
malede, talede det øvrige af hvad hun i Begyndelsen havde
tænkt at sige. Hun begyndte ofte, men liges ia ofte qvalte
hun igien sine afbrudte Ord i Graad og Taarer. Ende¬
ligen kom hun til sig selv igien og blev ved: "Min Fa¬
der hør dog din Datter, for det Livs Skyld, som jeg
ar Dig og Himmelen at takke for, hvis Aande jeg nu
rager med Møye: hør mig, min Far! Du veed med
vad Kierlighed og aldeles uforlignelig Ømhed at min
Herman har omgaaedes mig, Dit Barn Om samme
Boyer trykte mig, som nu fængsler hans Hænder, o
hvor skulde han skynde sig, for at løse dem af mig, og
drage dem i mit Sted Taknemmelighed, Kierlighed og
Trofasthed udfordrer af mig, at jeg efterfølger hans Exem¬
pel Jeg, ak jeg! vil gierne blive skyldig, for at befrie
hannem. Jeg vil og jeg skal bære hans Straf. Hans
Lænker skulle saare mine Fødder, og jeg skal ikke klage
over min Svie Hans søvnløse Nætter skulle blive mine,
og hans Hunger og Tørst vil jeg udstaae, og jeg vil gaae
den Død i Møde, som snart truer hannem. Din Emi¬
lie, min Fader, som er oprunden af dit eget Blod, skal
bære ald din Vrede. Nægt mig ikke denne søde Trøst,
og und hans umyndige Barn, endnu længe at maae lalle
frem det kiere Navn: Min Fader! Jeg dør befrie min
Mand; thi han havde maaskee aldrig blevet saa ulykkelig,
om han ey med sin Person havde givet mig en Lykke, som
jeg atdrig nok kan skatte. Nu venter jeg Din Beslutning,
min Fader: et Vink, ney et Øyekast er mig nok, nok,
til at forstaae din Villie. Ak, maae jeg med opmuntret
Ansigt løbe hannem glad i Armene, og sige: min egen og
beste Ven! kast dine Lænker af Dig; Emilie skal bære
dem, som en Prydelse. Gak bort for at vise Dig for
Din grædende lille Elementine -- jeg skal blive
her og døe for Dig.
Nu havde Emilie ikke flere Kræfter at tale. Fade¬
ren stod henrykt af Forundring. Hans Hierte slog, og
Menneskelighed begyndte atter denudi at oppaagne. Hans
ædelmodige Datters Taare, hendes ømme Tale, og den
Smerte, som viste sig i hendes Ansigt, bevægede omsider
det haarde Hierte. Kom, sagde han, stat op, at jeg
maae omfavne dig, min dydige Emilie. Du har overvan¬
det mig. Din Mand er frie, og Du med hannem lyk¬
kelig igien. Herman erfarede snart Frugten af sin Søi¬
gerfaders yttrede Godhed. Han fik sin Friehed igien, og
forundrede sig, da han fik at vide, hvem han havde at
takke derfor.
Saadanne ere Dydens Virkninger, og en ægte Kier¬
ligheds gyldene Frugter. Det var herligt, om der fand¬
tes saadan reen Kierlighed i alle Ægteskabe. - Med
denne Beretning har et Fruentimmer, som har skrevet af
Erfarenhed, hædret sit Kiøn og sig selv.
Barbeer-Enken.
Om Læge=Kunstens gode og onde Omvexlinger.
U¬
di Hr. A. Agerbechs Philosophiske Læges Indledning
læser jeg, at Lægekunster, som er det arme Menne¬
skelige Kiøns uundværlige Videnskab, har havt adskillige
baade onde og gode Afvexlinger, de Syge til største Skade
og Gava:
J Verdens første Tider heder det, da levede Men¬
neskene baade længe og sunde; thi de Fornemmeste selv
levede arbeydsomme og maadelige, la ligesom ande og
drukke lutter Medicamenter, følgelig var Lægekunsten da,
saa got som, ufornøden. Den Herlighed nyder endnu
den Part af Almuen i hele Verden, som i sit Ansigtes
Sveed æder sit Brød, hvorfor Lægerne ikke fortiente en
