Skilling af tusinde Bønder, imod hver Daler de fortie¬
ner af Folk i Kiøbstæderne. Resten lader Naturen forrette
Curen, eller hielpes ved et saa kaldet Huus=Raad, som
Mødrene lære deres Døttre, og som synes sielden at slaae
Feyl. Maaskre fordi de Syge sette Tillid til saadanne
gamle vise Folkes Videnskab.
Da Menneskene begyndte at oprette Stæder, store
Societeter, Stænder u. saa blev Maadelighed hoende
paa Landet, men Overdaadighed tog Sæde i Stæderne,
i sær hos de Fornemme; derfor bleve Sygdomme mere
gængse, og Lægedomme mere fornødne. Da Lægedoms
Videnskab kunde nære sin Mand, saa fandtes der strax
Folk, som samlede sig en stor Forraad af Huus=Midlers
Kundskab; selv optæ kte og proberede de flere, hvormed
de i Flæng dræbte og curerede; thi Naturens Oeconomie
var dem ubekiendt, Urternes Kraft ligesaa; thi den læ¬
res af Erfaringer, hvorfor de vovede og forsøgte alting
paa Lykke og Fromme. Af det Slags Læger have Qvak¬
salvere endnu deres Oprindelse.
Videre ind i Tiden opvakte Gud skarpsindige Mænd;
nogle lagde sig efter Chymien, paa det de kunde ved Jl¬
den rense Lægedommene fra deres døde Legeme, og levere
dere subtileste Kraft; derved sparede de den Syges Mave
fra at være saadan en Distiller Kolm. Af dem udstammer
Apothekerne. Andre undersøgte Natnrens Orconomie,
og deraf droge Grundsætninger til fornuftige Slutninger:
om, hvad der skulde giøres eller lades i en Sygdom?
Og da, for at komme paa Spor efter tilfor ladelige Slut¬
ninger, lagde sig efter Anatomien. Heraf avledes da
den dogmatiske Lægekonst. I den vare Hypocrates,
Celsus, Galenus, og andre berømmelige. Deres Cu¬
rer vare tidt utaaleligere, end Svagbederne selv, thi de
skaanede ikke Jld og Kniv, naar deres giftige Medicamen¬
ter ikke hialp. Hvorfor Paracelsus stræbte, paa en taa¬
teligere Maade at hielpe arme Patienter med Chymiske
Midler; thi det var alt blevet en Litanie? Fra Bøddel
og Badskær frie os K. H. G.
Jgiennem alle disse Tider har Lægekunsten været øvet
af to Slags Folk. Nogle vanvittige, følgelig forvovne
Pralere, de have i deres Vankundighed navngivet en gru¬
elig Mængde Sygdomme, som endnu vel beholdes i Me¬
di inske Bøger for E. Woyt opregner 47 Slags Febe¬
re: saa en ung Medicus kan faae en Feber af Forvirring
over saa mange Febere. Jeg tier med, at der skrives
Recepter Alne lange, alt paa uvisse Grunde. Andre
have flittig undersøgt Naturens Oeconomie efter mechaniske
Regler, som de have draget af de Anatomiske Veyviis¬
ninger. De have givet Anledning til, at tre grundlære
Mænd, nemlig Boerhave i Holland, Hofman, og
Stahl i Halle, have sat Lægekunsten paa en fornuftig
og ret systematisk Fod. Jeg har ikke hørt eller læst om
nogen, som nu fortiener Navn af Læge, der jo efterfølger
disse Mænds Anviisninger
Fredags=Selskabet.
Hovmesteren.
Nogle Anmerkninger, angaaende Opdragelsen.
V¬
ore Lærere i den store Opdragelses Kunst forlanger,
at et Barn fra hans Fødsel af indtil omtrent hans
femte Aar skal næsten slet intet bestille, uden spøge og
lege med fuldkommen Friehed De ville i Særde¬
leshed, at Børn skal opdrages uden al Strænghed, saa
de ikke græder De Ord: uden Tyrannie og Stræng¬
hed, ere lette at forstaae. Jeg talede tilforn om Fi¬
hed og om Spøg og Leeg, som ere de eneste Midler til at
forebygge Graaden. Derved er det andet tilstrekkelig oplyst.
For denne Alder er ingen anden Friehed, end Le¬
gemets Friched; og det er og om denne allene at jeg ta¬
ler. Vikler eders Børn ikke bestandig ind i Svob og
List; bortjager for dem alle dødelige og skreksomme Fa¬
rer; men lader dem om Sommeren tumle sig nøgne om
kring paa en Eng, og om Vinteren i et Værelse, hvor
der intet Huusgeraad er, men ikkun smaa Te, per paa
Gulvet, og en maadelig Varme, uden at de kan komme
nær til Kattelovnen.
Ved denne Forsigtighed og ved en let og enkelt Næ¬
ring (thi samme setter jeg forud, at J giver dem) skal
de besinde sig vel; de skal blive frie for Colik og de fleste
Sygdomme, som man holder for at være naturlige i
denne Alder; de skal altsaa meget sielden græde, med
mindre J vil hindre dem fra at spøge og græde Har J
kun et eneste Barn, saa maae J opsøge nogle andre, at
de under eders Opsigt kan i Selskab sammen springe og
lege, og paa denne Maade vænne sig til det sælskabelige
Liv. Vi ere dertil skabte, at vi skal være lykkelige, og
dette ere vi aldrig, naar vi ere gandske allene, eller dog
ikkun selvanden. Man troe imidlertid ikke, at det Sel¬
skab, som jeg ønsker at forskaffe Børnene, skal ligne de
Selskaber, som Folk giøre sig saa megen Umag for i den
store Verden, nemlig at fornøye sig uden Arbeyde. Ney,
at betage Børn deres Springen og Legen var at begaae
en Misgierning imod Naturen, som ikkun har givet dem
dette Middel til at forlyste og styrke sig, til at giøre sig
lykkelige og elskværdige. Hvor ofte hører jeg Mødre at
sige til deres Sønner, som endnu ere uformuende at for¬
staae dem: vær irtig min Søn, og løb og spring ikke
saa, dette er ligesom de sagde til dem: min Søn, du
som nu først er 4 Aar gammel, bliv mig i dette Øye¬
blik 36 Aar gammel, min Søn, du stræber for at be¬
holde Sundheden; holdt op dermed, bliv dog et Men¬
neske af en god Art, et Menneske, som sin hele Livestid
bruger en Læge. At medicinere er Moden iblant os og
maae være det, siger den Geufiske Hr. Rousseau. Det
er vore ørkesløse Folkes Tidsfordriv, som intet har at be¬
stille, som ikke veed, hvad de skal fauge an med deres
Tid, og hvormed de stal tilbringe den anderledes, end at
medi inere for at leve. Havde saadanne Folk havt den
Ulykke at være fødde udødelige, saa vare de de elendigste
iblant alle skadte Creature. Et Liv, som de ikke frygtede
for at miste, var af ingen Værdie for dem. Saadanne
Mennesker maatte have Læger, som af Hyklerie kunde
true dem, og daglig skaffe dem den eneste Fornøyelse, at
de kunde føle, den Fornøyelse, ikke at være døde,
