Naar man lader Børnene være frie, giør dem i deres
Leeg saa liden Tvang som mueligt, saa skal man ikke see
dem græde Jo mere de tiltager i Alder, desto mere
vænne man dem til det saa nyttige som uundgaaelige
Nødvendigheds Aag; alt, hvad man siger til dem, være
en befaling; men det forstaaer sig, at man skal lade
alle sine befalinger være billige.
Jntet Syn kan være mere rørende, end at see et
Barn, som er uden Lune, og uden Ondskab, og som
ikkun græder fordi det lider. Lader saadanne Taare være
eders Børns eneste Taare: saa skal J finde en meget reen
Fornøyelse ved alle Slags Smaahielp, som J beviser
dem - - O du, som er værdig til at være Moder,
forlad næsten aldrig dine Børn! jeg besværer dig ved Kier¬
ligheds Navn. Lider Eet af dem, saa trøst det; men
lad dig ikke merke med, at du beklager det. Tag det
kierligt paa dt Skiød; det skal allerede hielpe meget til
dets Lindring. Saasnart et Barn begynder at faae Kræf¬
ter, det er, bliver imellem fire og sex Aar gammelt, saa
maae man ogsaa begynde at giøre dets Spil og Lege nyt¬
tige, og at forvandle samme til Arbeyde. Neppe seer et
Barn sin Fader at flette noget af Rør, Spaaner, eller
Straa, at snoe Seylgarn eller deslige, saa misunder
det ham sin Duelighed som det finder smuk. J Engelland,
Rusland og andre Steder, som bekiendt er, lader de
fornemme Statsmænd deres Børn lære et Haandverk,
hvilket forhindrer, at Tiden ikke kan falde lang. Alle
Forældre burde lære eller lade lære deres Sønner saadan¬
ne smaa Arbeyder, indtil den Tid kommer, at de kan
lære mere glimrende men maaskee ikke saa nyttige Ting.
Man maae blive siddende omtrent to Timer ved Arbeydet
eller og vist, naar man forlader det, at man giør det
ugierne, og da sette en anden i sit Sted. Paa denne
Maade kan man vænne sine Børn til Bestandighed, uden
hvilken man bringer intet til Ende.
Af Naturen ere vi Mennesker de arbeydsomste og
dueligste af alle Dyr. Man give Agt paa det udueligste
og dorskeste Barn; noget søger det dog altid at bestille
og vi ere saa daarlige og barbariske, at qvæle en
saa kostbar Sæd! Jeg føler det af min egen Erfarenhed
at min Ubeqvemhed til et eller andet Slags Haandarbeyde,
(det eneste Arbeyde, hvorved Sundheden vedligeholdes
og bestyrkes) kommer blot deraf, at man i min Ungdom
befalede mig at være rolig og stille, og forbød mig alt,
hyoraf jeg kunde blive træt. Naar jeg luger Ukrud ud
af min Have og det kommer igien, saa taber jeg Modet.
Dette skulde gandske vist ikke skee, dersom jeg var vant til
vedvarende Arbeyde. Med Uvillie seer mangen en Lærd,
at han er det samme imod en Landmand eller Urtegaards¬
mand, som et Barn er imod en voxen Mand. Man
veed vel, at Socratis Viisdom bør gives Fortrin for
Milons Styrke, men kunde og skulde man ikke forene
begge Egenskaber med hianden? De ere bestemte at gaae
jevnsides, og vexelviis at hielpe hinanden. De gamle
Romere vare meget barbariske og upolerede: dog allige¬
vel beundrer man deres Loves Skarpsindighed og billig¬
hed. Dette kommer deraf, at deres Legems Styrke vir¬
kede paa deres Siele, og ugemeent anfrændte de Dri¬
vefiedre, som af Naturen ere lagte i alle Slags, og at
Numa vidste at henvende Romernes Siele paa store Øyemed.
Efter mine Tanker maatte et Barn ikke see den store
Verden, førend det i det mindste var femten Aar gammelt,
og fra dette Aar maatte endnu tages en Deel, til forud
at giøre det bekiendt med Farerne i den store Verdens Om¬
gang. Den Historie, som jeg strax vil fortælle vil overbe¬
vise Læserne om, hvor farligt det er, at lade Børn ald
for tidlig lære at kiende den store Verden, endog saadanne
Børn, som ved deres Fødsel eller Formue ere bestemte til,
engang at spille en stor Rolle i Verden
En rig men endnu ikke for længe siden i Adelsstanden,
ophøyet Mands Søn var i Pension i Ludvig den Støres
Collegio, og snakkede engang i Frieheds Timerne med
nogle af sine Camerater Underviist i den store Verdens
Skole vidste han allerede, efter sammes Sædvane, det
er, meget slet at bestemme enhver af hans Cameraters
Værd. Han vidste, at den ene skulde engang i sin Tid
blive rigere og mægtigere end han, men den anden ikke
saa rig og anselig som han; og derefter bedømte han dem.
J en stolt Tone sagde han til en af de sidste: Jeg
for min Diel er gandste rolig ihenseende til den
ti kommende Tid; thi jeg veed, at mit Brød er
Men dog endnu meget heedt,
baget.
svarede den anden, med hvilken han talede, tag dig der¬
for ikkun i Agt, at du ikke brænder dig. Dette Svar
af et Barn forraader allerede al Ondskab og Lidenskaber,
som Omgang med Verden frembringer. Men hvo vil
troe, at der allerede skulde findes de største Dyder hos et
Barn, for at holde Ligevægten imod denne Feyl? Jeg
troer, at man i Fremtiden har ligesaa meget at frygte
for den, der gav dette vittige Svar, som for den aaden
der talede saa stolt! Havde jeg været hans Foresatte, saa
havde jeg efter Opmurerings Timerne, naar vi havde
været allene, sagt til ham: "Min Ven, glæd eder ikke
over det vittige Svar, som J har givet. Maaskee det
ikkun var en Virkning af den Uvillie, som et ungt flyg¬
tige Menneskes Naragtighed har opvakt i eder, og i den
Fald er det meget got. Men maaskee det er ogsaa, uden
at J engang selv formodede det, et Beviis paa, at
har alt for meget fundet den formeente Ulykke, at see
eders Formue ringere end hans. J har talet alt for hid¬
sigt til ham; det skulde have været mig meget kierere,
om J med mindre Forstand, men med mere Sagtmødig¬
hed havde sagt: Jeg ønsker, at du maae spise det i Roe,
og fornemmelig, at de Ulyksalige maae bekomme deres
Deel deraf, uden at du setter dem i den ydmygende
Nødvendighed, at bede dig derom. Tænk derpaa, at du
er dem samme skyldig.
Aargangen af disse Blade koster i Følge den i Adresse Contoirets Efterretninger No. 141. bekiendtgiørte Taxt:
Jylland 1 Rdlr.) Paa Postpapiir 2 Mk.
Lolland 5 Mk.
J Kiøbenhavn 4 Mk.
mere.
Fyen 5 Mk. 8. §.
Holsten 1 Rdlr.)
Salaaa 5 k.
