1767.
Fruentimmer =Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 49.
Fruentimmer=Selskabet.
Hovmesterinden.
Nogle Exempler paa Ægtestabe og Ægteval.
Æ¬
gteskabs Capitelet er et af de vigtigste, og man fa¬
rer ofte meget vild i de Personers Val, hvis For¬
dele man ofte behøver meer Beslutning end Varsomhed
til at forene ved et saa uopløseligt Baand.
Elmire var et ungt Fruentimmer, som hos hendes
store Tilbøyelighed efter at behage, følte dobbelt hendes
knarvurne Faders Strenghed. Det var hende en uud¬
staaelig Tvang. Hvad kunde hun nu giøre bedre, for at
undgaae denne Byrde, og maaskee for at fyldestgiøre sin
Tilbøyelighed, end at overgive sig i en tresindetyve Aar
gammel Tilbeders Arme; og maaskee hun forestillede sig,
at hun snart som en ung Enke kunde faae den ønskeligste
Friehed at giøre et nyt Val. Men om saa var, tog El¬
mire meget Feyl i hendes Hensigter, da den knarvurne,
egensindige, svage og ligesaa skindsyge Dorant ikke syntes
saa meget at vente Kierligheds smaa Douceurer af hende,
som meget mere en Syge=Opvarterskes Tieneste, og hun
faa Maaneder efter hendes Giftermaal havde Aarsag at
befrygte, at den beste Halvpart af hendes Aar skulde gaae
bort i Forventning efter, at den veldædige Død skulde
endelig befrie hende fra hendes Tugtemesters Magt.
Lucinde havde den Ulykke at dependere af en Mo¬
der, som gierne vilde erklære sig for Videnskabernes Be¬
skytterinde. Sophron fandt ved hans indtagende Vel¬
talenhed Leylighed til, at faae Lucindes Haand efter
hendes Moders befaling, og denne indtagende Skiønne
maatte blive et grusomt Offer for hendes Moders Stolt¬
hed, at have saa anseelig en Svigersøn som Sophron,
var. Men Lucinde beklager i eensomme Nætter den
Ulykke at være en Mands Kone, som vel er rig og ansee¬
lig nok, til at smiggre hendes Kiøns Forfængelighed;
men dog for fattig til at tilfredsstille en artig Kones Øn¬
sker i alle Henseender.
Cleon bliver ved hans rige Broders Død Eyer af
en anseelig Formue, og Stamholder for hans Familie.
Det var Skade, tænker han, om Cleons Slægt skulde
uddøe med ham, og hans Gods skulde falde til vidtløftige
Forvandtere. Han gifter sig med en frisk munter Pige
af en behagelig Gemyts Beskaffenhed, som forekommer
ham meget duelig til at bringe Cleonernes Navn til Ef¬
tertiden. Hans Hustrue fuldestgiør allerede i det første
Aar de gode Tanker, som Cleon havde om hende, og
skienker ham en frisk og velskabt Søn. Hans Glæde
skulde have været fuldkommen, og Pine og Skindsyge
blevet ubekiendt for ham, dersom han ikke havde været
plaget, af en vis Harme og Frygt, formedelst Mangel
paa en sikker Vished i denne Sag
Frøken * * *  maae gifte sig med Hr. v.  * * *.
Saaledes ville de naadige Tanter have det, for at førene
disse to rige Huses Fordeele til et tredie nok engang saa
rigt Frøkenen var bleven opdragen i den store Verdens
hele Tummel, og Landlevnet blev hende dobbelt forhadt
i en Mands Selskab, hvis Væsen ikke stemmede overeens
med hendes En uophørlig Tvistighed var Jndholden af
deres Samtaler, saa ofte de ikke kunde komme forbi
hverandre, uden at møde hinanden; og derover blev den
naadige Frue af den naadige Herres Familie erklæret for
udskeyende, og han blev af hendes Paarørende udraabt
for selvraadig og grov. Endelig blev der dog Fred og
Eenighed imellem dem. De bleve enige - om at hver
skulde føre sin Huusholdning for sig selv.
J Ti Aars Tid har Pervicax og Tetrica kivet med
hinanden. Han er hastig, knarvuren og dadlesyg Hun
er forfængelig, egensindig og har Vinde. Begge ville,
hvad de ville; men til Ulykke aldrig eet og det samme.
Deres beste Bet entere bliver derved opmunirede til at
blive uforskammede, og man skal neppe have seet slettere
optugtede Børn, end deres, fordi, naar Moderen skiel¬
der, saa undskylder Faderen; og naar Faderen vil straffe;
saa forsvarer Moderen Børnenes Uartigheder med en
ubændig Tunge.
Lisidor vil ey forgieves have giort sin Lykke i Han¬
delen. Han ægter en Frøken af gammel Adel; og hendes
Ahners Mængde skal udbrede en Glands over hans Børn,
ved hvilken man forglemmer Faderens nedrige Herkomst.
Lisidor kiender ingen anden Kunst, end den Kunst, at er¬
hverve Penge. Desto bedre. Hans Frue veed prægtig
at forøde dem. Det simple og ligefrem Levnet, som han
har ført fra sin Ungdom af, og den store Verdens Tum¬
mel, hvorudi hun er opdragen, giør deres Tænkemaade
saa forskiellig, at det bliver næsten en uundværlig Fornø¬
dighed for deres Rolighed, at slutte et Forlig, at den
ene af dem ikke skal bekymre sig om den anden. Ofte
har Lisidor allerede sluttet en fordeelagtig Handel ti gange,
naar den naadige Frue endnu dømmer om den Sum,
