1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 50 og 51.
Fruentimmer=Selskabet.
Hovmesterinden.
Historie om en afskyelig Utaknemmelighed.
J et vist fornemme Selskab forefaldt Talen om Utak¬
nemmelighed, da Lady Homespun forkalte føl¬
gende Historie:
For nogle Uger siden, da jeg søgte en Person, som
skulde være mig behielpelig i min lille Piges Opdragelse,
meldte sig et Fruentimmer hos mig, hvis Physiognomie
var overmaade indtagende. Af hendes Ansigt talede alle
Dyder, og derhos besad saa megen Beskedenhed, at hun
syntes ikke at giøre Paastand paa en eneste af dem.
Jeg spurgte efter hendes Stand; hun havde aldrig
kient, svarede hun med den allerædelste Mine; hun var
en ulykkelig fremmet Person, som ikke fortiente, at nø¬
gen skulde antage sig hende; hun havde intet at udbede sig
af mig, uden at hun maatte blive antagen i mit Huus
og i min Tieneste.
Jeg havde ikke det Hierte at afvise hende, og mer¬
kede siden, at hun forstaaer de nyere Sprog, og havde
Færdighed og Jndsigt i alle Fruentimmer=Artigheder og
Netheder, endskiønt hun neppe kude være to og tyve Aar
gammel.
Mine Børn elskede hun meget, og de fattede en stor
Kierlighed til hende igien. Hun pleyede at betragte dem
med en veemodig Art af Fornøyelse; og jeg merkede ofte,
at Taarene hemmelig trillede hende ned af Kinderne, naar
hun klædde dem paa, eller gav dem Lectioner.
Denne Omflændighed, saavel som tusinde Fortrin i
alt, hvad hun talede og giorde, satte mig i den yderste
Nysgierrighed at vide, hvem og hvorfra hun maatte
være. Hun merkede det, og sagde med taarefulde Ør e
og nedslagne Miner: O Madame! De maae ikke forlan¬
ge at vide Historien om min Skam; thi jeg kan dog ikke
fortælle den, uden at fornærme og skade de værdigste Folks
Ære og Navn.
Dagen derpaa kom Sir Hanmer Homespun ind.
i Kammeret, hvor Peggv (saaledes kaldede hun sig) legte
med min lille Datter i den anden Ende af Kammeret. Min
Skat, sagde han, jeg kommer just fra Hr. Grace, med
hvem jeg nyelig har giort Bekiendtskab, og som jeg saa
meget har roest for dem. Jeg udspurgte hvor han boede,
og gik lud til ham, uden Omstændighed. Da jeg traadde
ind i hans Stue, saae jeg et meget bevægeligt Sye
Han sad lige over for et Speyl, saa jeg uformerkt kund
betragte ham. Paa hvert Knæ havde han siddende a
Barn, og græd over dem, i det han kyste det ene efter
det andet, og paa det ømmeste trykke dem op til sit Bryst.
Han blev mig endelig vaer, og reyste sig meget be¬
styrtet. De har overrumplet mig, Sir Hanmer, sagde
han, i det jeg sad og beklagede en troløs Hustrues Forliis,
som jeg dog ikke kan ophøre at elske, og hvis Forbrydelser
dog ikke har kundet formindske min ømme Kierlighed
til disse hendes uskyldige Børn, Jmedens jeg uyelig var
bortreyst, er det forførte ulykkelige Creatur løbet bort
med Lord Kiot, og har skilt sig ved Ære og Lykke. Han
har betalt sin Ondskab med Livet, meg hvad der er blevet
af min Peggy, veed jeg ikke. Kan jeg forlade mig til
Deres Godhed, saa opsøg hende. Det var stor Skade,
om noget saa elskværdigt skulde blive reent borte! Der
er en Banco=Seddel paa 500 Pund. Vær saa god og
brug den til hendes Beste; See til, om mueligt er, at
De kan redde hende, at hun ikke af Nød skal falde dybere
i Laster.
Her begyndte paa eengang Børnene at skrige: Peg¬
gy er død, Peggy er død! Vi løbe i Øyeblikket til, og
fandt hende i en Afmagt, hvorudi hun blev i nogle Timer,
uden alle Tegn til noget Liv. Saasnart hun aabnede
Øynene igien, saae hun forsmægtende paa mig: Ak Ma¬
dame! nu kiender De mig; jeg er strafværdig; men dog
langt mere ulykkelig. Nu vil jeg uden Forstillelse, og
uden at dølge det allermindste, fortælle den Historie, som
De upligen vilde saa gierne vide.
Min Fader var en fattig Meyer paa et af Hr Gra¬
ces Faders Godse. Da jeg omtrent var nie Aar gammel,
hændte det sig, at den unge Herre, som nyelig var kom¬
men hiem igien fra Academierne, fandt for got at komme
ind i min Faders Huus, da han just var paa Jagt i vor
Egn. Han kom mig gandske anderledes for, end enhver
Mandsperson, som jeg ellers havde seet. Hans Nærvæ¬
relse foraarsagede mig en Fornøyelse, som jeg endnu al¬
drig havde fornummet; og da han reyste bort, saa var
det stedse siden for mig, ligesom jeg havde mistet noget
meget kiert
Siden den Tid giorde han sig ingensteds heller For¬
lystelser, end i vor Egn, og han besøgte os længer og
oftere. Han vidste hver gang at giøre mig en eller anden
liden Foræring, og jeg forraadede min Tilbøyelighed ved
