ved mange ukunsllede Beviser. Tre Aar derefter døde
den gamne Grace. Min Faders Omstændigheder forbe¬
drede sig øyensynlig, og ingen vidste hvoraf det kom.
Han satte mig altsaa i en Kosiskole, hvor jeg omhyggelig
blev anført til alle de Skikkeligheder og Forretninger,
hvortil jeg ikkun i mindste Maade fandtes beqvem. Nu
begyndte jeg at giette, af hvad for en Kilde vor Lykke
udflød, mit unge Hierte blev rørt af den inderligste Tak¬
nemmelighed. Jo heftigere mine Fornemmelser imidler¬
tid bleve, jo mere fremmed og tilbageholdende var jeg
derimod; og saa ofte min Velgiører besøgte mig, paa
førte vi os begge to Tvang, for at andertrykke vore Liden¬
skaber; jeg, fordi jeg ikke torde vove at aabenbare sam¬
me, og han, fordi han holdt det ikke endnu for betime¬
ligt. Da jeg havde fyldt mit sextende Aar, anholdt Hr.
Grace ordentlig om mig. Kan De vel troe det, Mada¬
me, at da mit Hierte tog imod Tilbudet med den største
Henrykkelse, jeg dog alligevel ikke anderledes end imod
min Villie overlod mig til en Lykke, fordi jeg ansaae det
som fornærmeligt for dens Ære og Jnteresse, hvilken jeg
elskede som mit eget Hierte? Fem Aar, maaskre de lyl¬
keligste fem Aar, som nogensinde ero levede paa Jorden.
tilbragte jeg hos mit Hiertes Elskelige, og jeg bragte
ham til Foræring tre elskværdige udtrykte billeder af den
dyre Original, som bestandig svæver mig for Øynene og
er nærværende hos mig i Tankerne. En Aften, da Hr.
Grace kom usædvanlig silde hiem, bragte han en blesseret
Herre med sig, men giorde saa liden Allarm, som mue¬
ligt var, for ikke at forurolige mig. Denne Herre var
Lord Kiot; Hr. Grace havde med sit eget Livs Fare red¬
det hans Liv i en farlig Duel med en fornærmet Ægte¬
mand. Da hans Blessurer bleve besigtede og befundne
at være dødelige, raadede Chirurgerne til, at han ikke
skulde bringes fra Stedet; han laae altsaa sex Uger i vort
Huus, og deels af Giesivenskab, deels efter min Mands
Forlangende, opvartede jeg ham i al denne Tid med en
Omhyggelighed, som han belønnede med min Ruin. Da
han tog Afsked fra os, syntes han at bøyes og ligge un¬
der en uudsigelig Forpligtelse. Saasnart han var kom¬
met sig igien, skikkede han mig et Diamants Halssmykke
til Foræring; men Hr. Grace var ikke hiemme, altsaa
leverede jeg strax Forræderens Foræring tilbage igien.
Den følgende Dag lod han sig melde, men jeg lod atter
sige, at jeg ingen Besøgelser tog imod af Mandspersoner,
i min Mands Fraværelse. Dog alligevel havde han saa¬
ledes bestukket mine Betientere, at han Dagen derpaa vir¬
lelig kom ind mit Kammer. Men jeg, uden at tale el
Ord til Lord Riot, gav min Pige en skarp Jrettesettelse,
som hun fortiente, fløy ind i mit Sovekammer og smek¬
Eke Døren i Laas. Efter den Tid hørte jeg længe intet
mere fra Lord Riot; men ak! han og hans forbandede
Redskaber vare ikke ledige. En Aften overfaldt mig en¬
delig engang en Søvnagtighed, som var gandske ubegri¬
belig; jeg hastede, for at komme til Rolighed, og veed
ikke det allerringeste af alt, hvad der fra det Øyeblik af
er gaaet for sig med mig, førend jeg den følgende Dag
uppaagnede i en fremmet Seng, og i min grusomme
forbandede Forførers Arme. Jeg gav et høyt Skrig af
mig, stødte ham fra mig, og sprang op af Sengen. J
det jeg kastede Klæderge om mig, angrebes jeg af al den
Forskrekkelse og Harme, som min nærværende Tilstand,
kunde medføre. Jeg løb til Døren; men den var Slagen
i Laas: jeg blev da ligesom rasende; slog Glasse og
Vinduer i Stykker: greb fat paa hvad jeg kunde faae,
og kastede det i Ansigtet paa det Ondskabs=fulde Skarn,
som fuld af Skrek over min Bitterhed sprang ud igiennem
en Bagdør og slog den i Laas efter sig. Et Par unge
Mennesker, som han skikkede ind til mig, bragte mig til
rette igien af min Afmagt. Nu stillede sig for mine Øyne
og randt mig i Tanker de dyre, de rørende billeder af
Mand og Børn. Bedrøvelsen blev Mesler over min
bittre Harme: jeg græd, jeg hulkede uden Ophør. Tre
samfulde Uger varede denne min bedrøvelige Tilstand; thi
saa ofte Lord Kiot kom for mine Øyne, blev jeg atta
rasende igien. Endelig overvandt jeg mig dog saa vidt,
at jeg kunde giøre ham ordentlige Bebreydelser: at han
havde gjort mig saa ulyksalig, at jeg aldrig kunde blive
lykkelig mere; at han havde ødelagt og fordervet al min
Roes og Ære i denne Verden: og det som var endnu
allerverst, at han havde skilt mig ved men Mand og Børn,
for hvis Aasyn jeg nu aldrig mere torde vøve at komme.
J det jeg endnu saaledes forestillede ham alt dette, hørte
vi uden for en meget stor Allarm.
Han greb strax til et Par Pistoler, som hængte paa
Veggen. Døren fløy op. Det var min Mand, Lord
Kiot gav fyer paa ham, og en faldt, det er vist; men jeg
havde ikke Lyst til at oppebie Udfaldet. At see min Mand
var mig nu et langt forskrekkeligere Syn, end at see min
Forfører selv. Dørene stode aabne; jeg fløy altsaa ud
paa Gaden, og løb i et Vek, End veed hvorhen? indtil
jeg kom til en liden Hytte, hvor jeg kastede mig ind og
sank i Afmagt. Den arme Kone, som tilhørte dette
Huus, udviste megen Kierlighed imod mig. Jeg fortalte
en Deel af min forskrekkelige Historie. Og, da jeg søgte
at blive skiult for Familie og Bekiendtere og for hele
Verden, ifald det var mueligt; saa var det hende, som
gav mig det Raad, og anviste mig Leylighed, at gaae i
Tieneste, hvorved jeg endda har opnaaet den for mig
eneste muelige Trøst paa denne Side af Graven, ved at
komme i Deres Naades Gunst og Beskyttelse.
Her endte Mistres Grace sin rørende Historie. Sir
Hanmer saavel som jeg beklagede og beundrede hende i
høyeste Grad, og søgte at trøste hende, i det vi forestille¬
de hende, at i denne hele Tildragelse var slet intet, hvor¬
for den allerstreng ste Dommer, eller den allermeest skind¬
syge Mand selv kunde giøre hende Bebreydelser. Ak Ma¬
dame! sagde hun: da mit Legeme endnu var ligesaa ube¬
smittet som min Siel, da var jeg endog i al Betragtning
uværdig for Hr. Grace; skal jeg da nu besmitte hans
rene Omfavnelser? Hvorledes vil Verden udlegge det,
at jeg har tilbragt tre Uger i et liderligt Menneskes Huus
og i hans Magt? Ak Gnd forbarme sig derover! Jeg
har intet at efterlade mine Børn, andet end Forbandelse;
og mine Paarørende intet uden Skam og Skiendsel.
