1767.
Fruentimmer=Tidenden
og
Fredags=Selskabet.
No. 52.
Fruentimmer=Selskabet.
Præste=Enken.
D¬
a min Sal. Mand kom til sin anbetroede Menighed,
havde Ungdommen der i Sognet den ligesaa syndi¬
ge som almindelige Sædvane at lege Juul. Min Mand
maatte søge den verdslige Øvrigheds Hielp for at faae
disse for Christne saa uanstændige Forlystelser afskaffede
Han tabte vel meget derved i sit Jule=Offer; men, sagde
han, er det ikke en stor Vinding at opofre lidet for hans
Skyld, som for os har opofret sig gandske. Denne Tid
er saa betydelig, at vi bør anvende hvert Øyeblik af den
til saadanne Betragtninger, som kan fremme den nye
fødte Konges Ære, og allermindst anvende denne Tid til
syndige og vellystige Jdrætter. Du og jeg sagde min
Mand, vil forlyste os i disse
Jule=Tanker.
Et Saligt Nu! en vigtig Tid i Tiden!
O! Øyeblik! nu Tidens Fylde kom.
Mon denne Tid for Tanken er for liden?
Ney, her er nok at kunde synge om
En Gud et Menneske i dette Nu er vorden.
Nu aabnet Himlen sig. Nu Gud steeg ned paa Jorden.
Tys, sagte, tys! de Himmelske Herolder,
Den Himmelske Hærskare stemmer i.
Selv Englene i Himlen Lovsang holder.
O! Himmelsød og salig Harmonie
Et Ære være Gud udsiunger Engle=Tunge,
Paa Jorden er der Fred. O! hvem vil da ey siunge!
O! Himmel-Sang, hvor maae du Jorden røre!
Livsaligt Bud for Bundne: der er Fred.
Freds=Fyrsten kom, og Fred vil med sig føre.
Fredløse hør! og fryder Jer derved.
Den Herlighidens Glands, det Guds udtrykte billed
Blev Menneske og sig blandt Mennesken fremstilled.
Livsaligt Bud af Englerene Munde!
Ey ringere det Bud kan føre frem.
De Ringe Gud dog først det Bud vil unde:
J Hyrder gaaer, gaaer hen til Bethlehem.
Der Frelseren er fød. Hvad meer kan de bebude?
Der Herlighedens Glands er svøbt i usle Klude.
Til Bethlehem jeg mig da vil begive
Med Hyrderne, og troe den Himmel-Røst.
Der Meglaren skal Maalet for mig blive

Til Jule Sang, til Glæde, Liv og Trøst.
Der skal jeg see den Qvst af Jesse=Rod oprunde
Hvorpaa al Salighed og evigt Liv er grundet.
Hvad seer jeg her, min Gud! jeg for dig klues.
Din Kierlighed alting dog overgaaer.
Skal Himlens Gud og Guddoms Glands beskues
Udi en Stald, mon Vise det forstaaer?
Den Gud, som Himlene og Jord ey kan indsperre,
Er i en Krybbe lagt, den Herlighedens HErre.
Et Krybbe Rum skal rumme Guds Eenbaarne.
Han huses skal udi en ringe Stald.
Da vi ved ham dog blive Guds Udkaarne
Til evigt Liv, opreyst af evigt Fald.
Afført sin Herlighed iført et Svøb af Klude,
Kom Herlighedens Glands, da Ugerne var ude.
Gud vilde fra sin Himmel-Throne trine
J Uselhed herned til Mennesket.
Min Gud! du kom; men kiendtes ey af Dine.
Din Skikkelse i Øyet faldt saa slet:
En Stald, et Krobbe=Rum, et Svøb og List af Palter
Hvo haver Lyst til dem, de Uselheds Gestalter!
Saadant ansaae de Vise og de Store;
Men Viisdom Gud til Daarlighed har giort.
J Uselhed vi dog en Gud kan spøre.
Et Tegn er sat, og det er noget stort.
See! Achas! see nu op! et Jomfrue=Liv forløstes
Med den, hvormed vi skal i al vor Møye trøstes.
Velkommen da til os, du Himmelsendte!
Dit rette Navn er dog Forbarmeren.
Af Kierlighed til os dit Hierte brændte;
Af Kierlighed forlod du Himmelen.
Udi vort eget Blod du saae os plat nedtraadte
Det dig til Hiertet gik. Du Bod paa Skaden raadte,
Fald ned, min Siel, for den Høybaarne Fyrste.
Han dog er Gud, skiønt i en Krybbe lagt.
Blandt Fødte han er dog den allerstørste,
Skiønt Uselhed og Klude er hans Pragt.
Han er den Davids Søn, forønskt af hine Fædre,
Som kom, nu Tiden kom, hvad kunde komme bedre.
Et Barn blev født; og Sønnen os blev givet.
Emanuel, det er jo Gud med os.
Æl Jorderig ved ham skal have Livet.
Ved ham vi nu kan Døden byde trods.
O! kysser Sønnen da, at han ey vreed skal blive,
Den Søn, som vilde sig til Offer for øs give.
