Di Kiærlighed, o Gud! Du deri priste
At Du din Søn for dine Fiender gav.
Det Himmel-Lys, og denne Stierne viste
Din Kierlighed var dog et bundløst Hav.
Den Pagtens Engel skal den brudte Pagt oprette.
Selv Engle ønskede at kige ind i dette.
Alt hvad vi i den første Adam tabte
Den anden vil forskaffe os igien.
Det Store Nyt, som Gud paa Jorden skabte,
Vil stifte Fred med Gud og Mennesken.
Den lovet Løve kom af Judæ Slægt og Skamme,
Ved den al Helveds Magt skal evig staae til Skamme.
Den Qvindens Sæd skal knuse Slangens Hoved,
Forstyrre al hans Træskhed, List og Magt.
Brudgommen har sig med sin Brud trolovet,
Og alle Ting er hannem underlagt,
Skiønt han i Bethlehem vil i en Krybbe ligge,
Og, som en Fremmed, vil om Huus i Stalden tigge.
Dit Fødsels Sted, den Stald, min Jule=Stue
Skal være, hvor jeg vil forlyste mig.
Krybben jeg min Frelsere kan skue.
O! det er nok. Lad Verden glæde sig
Udi et Sodoma. Mig Bethlehem skal lære,
At jeg med Frelseren skal her en Fremmed være
Din Ydmyghed, dit Svøb af usle Klude,
Skal lære mig den sande Ydmyghed.
De Stolte skal fra Dig hist lukkes ude.
En ydmyg vil du give Aandens Fred.
Du dig fornedret før at kunde os ophøye.
O! hvo vil da ey sig for den Fornedret bøye.
Huusvilde Gud! drag ind udi Herberge,
Freds Fyrste kom, tag Boelig i min Siel.
Dig hylder jeg. Din Fahne vil jeg sværge.
Thi Du, du kom, og giorde alting vel.
J Kierlighed du vil os drage allesammen.
Forjættelserne er i dig dog Ja og Amen.
Fredags=Selskabet.
Samleren.
Betragtning over Tiden ved Aarets Udgang.
P¬
aa Norges stolte Klippe stod jeg og saae ud, langt
hen over den uroelige Olcan. Der tumledes Bølge
med Bølge, en opslugte den anden, og blev atter fortæ¬
ret ved den tredie, og hvad de frembragte ved bestandig
Strid - var Skum. (Et livagtigt billede paa vore
Begierligheders Tumult, paa vore uendelige Jdrætter,
de beste af dem frembringer - Skum)! Nordvinden
paa mørke; buldrende Vinger foer hen over Havet og
førte paa engang den stolte Egebygning for mine Øyne.
Det stolte Seilvingede Pallads, betynget med den konstige
Torden, som det førte fra en Verden til den anden i sit
Skiød, gleed paa den arbeydende Kiøl igiennem det føye¬
lige Element og opfyldte hvert Øyeblik en nye Afgrund,
som ærbødig vigende Bølger aabnede for det. Jeg saae
det og mine Øyne fuld af Beundring hengte ved det præg¬
tige Syn. - Men, uimodstaaelig rev den gamle Bo¬
reas det stolte Kastel væk, Horizonten opflugte det for
mine Øyne. Jeg søgte da efter dets Spor, - den
var ey mere!
Her, paa et nyt Hvilested af mit uroelige Liv,
slaaer jeg og seer; - et sørgeligt Syn! - atter eet
af Tidens Børn, doende for sin grumme Moders Haand.
Aaret med alle sine store Seener, med alle Kongernes
herlige Gierninger; Aaret med alle sine Timer og Mi¬
nuter farer hen, og snart, snart skal dets sidstfødte Time
svinde hen med, og Ævighedens Afgrund slaaer sammen
over det. Vi seer da efter dets Spor; - den er ey
mere! -
Saa har Du da intet efterladt Dig, til Din A¬
mindelse, Du som har bragt mig et Kiempeskridt nær¬
mere til Ævigheden? – Aar, fuld af Glæde, fuld
af Smerte; har Du intet efterladt Dig, der kunde redde
Dig fra Forglemmelsens Svelg og blidgiøre den strenge
Betragtnings furede Pande med glad Erindring? - jo!
endda seer jeg noget, Du har ikke været saa aldeles for¬
gieves. Endnu leve (skiønt adspredt som den Fattiges
Ax i mavre Aar) endnu leve, der ikke dræbe Tiden med
unyttige Forlystelser eller misbruge den til Laster. - Vel
er det sandt, vores Slægt er saare fordervet. Tiden
iler forgieves. Titusende lader den flye, eller skynde paa
den til, mod en som sørger over dens Flugt og nytter
den kostbare nærværende Dag saaledes, at den tilkommen¬
de tør ikke være Skrekkefuld for ham
Mennesket er viis" sagde den dybsindige Britta¬
nier (*), som udi ni høytidelige Nætter forhvervede sig
Udødeligheden, "Mennesket er viis, at have givet Ti¬
den en Tunge, at forkynde sin Flugt med! Men
hvad nytter det at Tiden raaber need fra det Skyestøt¬
tende Taare og siger os sit Farvel, naar Jordiske Syslers
Tummel qvæler dens Røst og lader den ikke komme til de
Dødeliges Øren? – Men hist i det tusmørkede Sø¬
vegemak, hvor den tavse Skumring hersker endnu, skiønt
Dagen sidder paa Middags Thronen; hvor alting tier,
uden Søvnens sagte Aande, som den Rige drager paa
sine bløde Duun; her vil Tiden nok tale lydeligere, dens
Organum staaer jo konstig prydet, og bryster sig i Ge¬
makket - førend den begynder sin Advarsel, er den
lært at istemme en liflig Musik for ikke at være alt for
uvelkommen - og nu taler den med sin Solvtunge,
og tolvgange taler den! - Sibar springer op, og
tolv kun?  siger han fortredelig og strekker
sig igien paa sine Duun, for at dræbe Betragtningen
med Slumrens Dvaledrik. - Men Chrysophil,
han bemærker dog vel Tidens hastige Fart; han sover jo
ikke som Sibar, Midnatten seer ham tidt vaagnende
endnu, og aldrig har Soelens første Straale seet hans
Øye lukt. Men, udi ævig brændende Tørst efter ubrug¬
(*) Yonngs Complam u. Mighi 1. 1, 2.
