te Skatte, udi martrende Sorger for deres Sikkerhed,
udi uophørlig og forgieves Stræben efter at qvæle Sam¬
vittighedens tordnende Stemme, bliver Chrysophtl graae
og troer sig ung. Hvert Aar synes ham det første af
hans Liv og alle hans Anslag ere paa tredsindstyve Aar
forud. Tiden taler, (ikke med en Sølvrøst) høyt for
hans døve Øre; den raaber stedse stærkere og stærkere, men
forgieves; den taler sidste gang og i Hælen paa den gaaer
Døden og pludselig styrter Chrysophil i Graven og knur¬
rer at Døden ikke undte ham mere end firesindstyve Aar.
Pompon har ingen Stunder at tænke paa Tidens
Flugt. Han maae staae i Antichambren, logre for Mi¬
nistre, underkiøbe Maitresser, og giøre sig foragtelig for
den halve Nation; for med Tiden engang, at hilses lidt
dybere end hans Naboer og at spise sig kun halv mæt ved
et naadigt Taffel. - Hvorledes skulde Gynander
kunde passe paa Tiden og dens Gang (det maatte da
være Rendesvous, han skal pynte sig, læse Biletter,
skrive Svar paa dem, tale med hundrede Slags Kræm¬
mere om Ting som han kunde undvære, giøre Compli¬
menter og artige Løgn, som den galante Verden kalder
Douccurs; han maae spille, synge, dandse og bagtale,
og hvor skal nu den Tid komme fra at bekymre sig om Ti¬
den - Ligesaa tidt kan det Akast, som er i en ævig
Bevægelse fra en Gade i en anden, fra et Lysted til det
andet, i tyve Selskaber hver Dag Spørg ham, hvor¬
fore han er saa geskeftig? og han vil svare dig heel naif;
for at slaae Tiden bort! - mon Akast skulde mærke
at Tiden flyer? – Libat som tænker, taler og bestil¬
ler intet andet end at drikke og at søve Rusen ud; Li¬
bat veed neppe at der er en Tid til; for Morgen, Mid¬
dag og Midnat ere allesammen lige skikkede til de to For¬
retninger, hvor alle hans Handlinger bestaaer udi. Se¬
last, der sidder i gamle Auctores op til under Armene,
kaster en efter den anden op og dette hele Aar igiennem
har efterforsket det vigtige Spørsmaal: hvad det var for
Løvverk der var uarbeydet paa Poetens Eunii Drikke Kar;
den ærlige Gelast; han har, Tak være hans Faders
Vindskibelighed, sit Levebrød, han skriver altsaa ikke for
Penge (og saare vel var det for ham, for hans lærde
Skrifter vilde rigtig nok lade ham svelte ihiel, hvorfore
skriver han da? – jeg vil sige dig det i Fortrolighed;
for at slaae Tiden bort, skiønt han siger for at forhverve
sig Udødelighed. - Skulde man troe at den lærde
Gelast havde eens Hensigt med Spradebassen?– Lau¬
sus har den samme Undskyldning, naar du spørger ham
hvorfor han med tyk Glæde og nedrig Egennytte frata¬
ger hans Ven sit Gods paa et Kortblads eller Tærnings
Gotbefindende: for at slaae Tiden bort!
Alle disse og utallige deres Lige bemærker ikke Tidens
Flugt, eller vil ikke bemærke den, eller og skynde paa
den, for den des hastigere maae jage bort med dem til
Livets Brink. For alle disse er atter forsvunden et Aar,
nerstattelig forsvunden og har Levnet dem ingen Ting,
uden kanskee en Fortrydelse over en forsømt Daarlighed
eller et lastefuldt Anslag, der er gaaet glip for dem. For
dem er Aaret virkelig ikke mere, og naar dets sidste Time
har slaaet, saa er det det samme som om det aldrig havde
været.
Men Tak være den naadige Skiebnens Fader, imel¬
lem denne Sverm af Daarer og Umennesker lever endnu
en Ariste, som hører paa Tidens brusende Vinger med
Fornøyelse, for Graven kan ikke skrekke ham. Hver Mi¬
nut af hans Ærefulde Liv er betegnet med en opfyldt Pligt;
ingen var ham for tung; hans ellers levende Forstand,
var ikke mægtig til at sinde en Undskyldning for den Aller¬
ringestes Forsømmelse; Gud, han selv og sin Næste fik
alt hvad den strengeste Ret udkræver; og saaledes levede
han dette Aar igiennem og saaledes har han levet saa læn¬
ge han kan tænke, og i denne Levemaade skal engang Dø¬
den med sin lindeste Piil, træffe hans ubevægelige Hierte
og nedlegge hans sølvgraae Hoved udi Graven, hvilket
hos een Efterslægt efter den anden skal holdes i høytidelig
Amindelse og som den Lastefulde med Skrek skal see paa
og gyse.
Og lever en Philidor endnu, som Lykken velsignede
med rige Gaver, og som paa tusende Elendige lader ned¬
strømme den Overflødighed, Lykken gav. Alderen som
ved Armod og Sygdom omgives med utallige Lidelser;
Vindskibeligheden der kraftesløs vansmægter under Ulyk¬
kens Aag; det unge opspirende Genir, som trues at visne
under uforskyldt Mangel; disse og flere opsøger Philidor
saa omhyggelig og nøye, som den fattige Moabitinde,
Bygaxene paa den fromme Boas Ager. - Naar han
opdager en Elendig, saa ofrer han først nogle Taarer til
Medlidenheden, og saa smiler Glæden paa hans Kinder
over at have atter en Leilighed til at giøre got. Og
hemmelig og skiult nedflyder hane Velgierninger til den
Trængende. Saa bringer (efter Landmandens Fortællin¬
ger) den Lette godgiørende Aand Velsignelse og Overflø¬
dighed til den Slægt, hvor han usynlig boer; Laden fyl¬
des og Hiorden forøges uden at det ætheriske Væsen kan
mærkes som forvolder disse lykkelige Forandringer. Saa¬
danne er og Phildors mægtige Bistand. Hundrede ny¬
der den førend en kiender hans ædle Veldædere.
O¬
Philidor, kiendte jeg ikke Aabenbaringens Soel; da
knælede jeg for dig; Du vilde være min Gud!
Harmonius glimrer og endnu igiennem denne fæle Mid¬
nat, der over denne ulyksalige Verden ligger. Religio¬
nen stemte selv Harmonius Harpe til Englers og Erch¬
englers Hymner. - Han synger, og høytidelig igien¬
nem Nattens Skygger flyder hans høye Melodier paa
den glade Luft; Nattergalen tier; Bækkene glemmer at
suse og Zephyrene at rasle udi Bøgetræets tætte Løv; hele
Jorden tier og stille, og alvorlig hænger Luna over den
hvilende nedre Verden. Harmonius synger; - U¬
mennesket hører paa hans Sang og for første gang føler
til et Hierte udi sit Bryst; og med Foragt seer den Vel¬
lystige need paa fine, hidindtil saa heftig attraaede For¬
fængeligheder, den Gierrige paa sit Guld og Sejan paa
den Røg hvorefter han saa utrettelig jagede igiennem den
store Pøbel. - Harmonius synger om Dydens ævige
Skiønhed og dens høye Belønning; om Dommeren, der
udi vort Bryst holder det upartiske Zepter paa sin monar¬
