Aiske Throne, om den Retsfærdiges sidste Seene, det bræk¬
kende Øye, den famlende Tunge, det sidste Farvel, om¬
kringstaaende Venners Fortvivlelse, medens den Døende
beder for dem og smilende undertvinger Dødens Rædse¬
ler; saa opløfter hans Sang sig til den sidste Basune;
den igienaabnede Grav, fremtrmende Opstanden, paa
den Skrekkefulde Domstoel, Dommeren, omgiven med
den hele Talløse Skare af brændende Cherubim og Sera¬
phim, Troner og Magter, Engler, Erchengler og Fyr¬
stendomme, et ufatteligt Syn, udi den fulde himmelske
Glands, titusende Soelers forenede Straaler ere Skyg
gerne i det pragtfulde Malerie, - Harpen klinger end
videre og synger om Bøgens Aabning og - den paa
følgende dræbende Adskillelse; - hvilken Contrast!
her, udi fuld Pragt og Mayestet, Herlighedens Him¬
mel og de lyksalige Forløstes nu ævige Boepæl; oplivet
ved Væsernes Væsens Aasyn og opfyldt med al den over
vettes Salighed, en almægtig Monark kunde frembringe,
for dem, han elsker - Og paa den anden Side; en
Verden fuld med Jammer, fild med forskudte Aander
og hvad der er end mere grundig, fuld med de værste af
Menneskeslægten; en brændende, uopbrændelig Verden;
et Sted, Guds alseende Øye haver vendt sig fra for
ævig; - et Helvede! – jeg gyser! – saa synger
Harmonius, og lever som han synger, og skal døe som
han lever! – og lever blant os Serena; Naturens
Mesterstykke! Gratierne leeger paa hendes Rosenkinder og
hendes Øye er det lifligste billede paa Himmelen, naar
paa den blideste May=Dag den smiler til den fornyede
Jordkreds. Hundrede sukkede omkring Serena, men
kun den ærværdige Alceste blev hørt, hans uforfalskede
Gudsfrygt og hans oprigtige Kierlighed, som ikke hængte
ved det Udvortes allene, fortiente ham Serenas Haand.
Hvilke Fristelser har hendes Skiønhed ført over hende siden!
Guld, Høyhed, Smigren, Løfter, Trudseler;
hvilke Fiender! – hun overvandt og staaer nu, som
Pharus (Verdens Underværk) og ved sit Exempel leder
unge Hierter til Dydens Have.
Tænk ikke o Vee, at jeg har rævnt dem alle. End
nu er til Menneskets Øre mange, unævnt ved mig og
Verden, men antegnet hos Englene for Throven; mange
(skiønt de tabes blant den omgivende Sværm) der seer
tilbage paa det bortrindende Aar som den flittige Arbey¬
dere, paa een Dags møysommelige Verk, der er lykkelig
fuldendt og indbringer ham og hans Børn et tarvelige
Livs Ophold. - Alle disse ædle Mennesker see saaledes
tilbage paa et hvert Aar af deres lyksalige Liv. (Dyd
giør lyksalig) hver god Gierning, hver en god Hensigt
føder Glæde af sig til dem; og styrket ved denne roelige
Glæde see de muntre Øyne ind i det Tilkommende, og
er vis paa at og i dette ubekiendte Land groer Fornøyelse
og Siæleroe til dem
Men, o hvor kiedsommelig en Ting er et begynden¬
de Aar for den Uvise, naar nu dets første Dage er op¬
ofret til Forsængelighed og Moden, og saa det hale øde
Aar ligger for dem at igiennemvandres. Dersom een
Dags Længde allerede er en fortredelig Tanke for ham
naar han af den sildige Morgensøvn opvaagner; hvad vil
da ikke nogle hundrede? – jeg veed det vel han holder
sig til de svange Forlystelser, for ikke ved slige Tanker at
nedrives i Fortvivlelse, men og de skal ophøre og eftere
lade sig en øde Rum udi Sielen, som ved nye Begier¬
ligheder ikke kan opfyldes, men tverkimod giøres mere
følelig ved dem; som den blege Lynildsstraale udi Afgrun¬
den kun tiener at formere den ydersle Mørkheds Gruel¬
ser.
Væl, du fæle Syn! de Elendige! - kommer J
Ædle, der kiøber Tiden og veed det støre Kunstslykke at
stoppe dens stride Fart; kommer, og lad mig, Eders
begyndende Lærling underrettes om Eders Hemmeligheder
og optag mig uværdig (skiønt stræbende at opsvinge mig
til Eders Høyde) udi Eders ærværdige Chor! - og
saa opløfter=med forenede Kræfter Eders Englerøst op til
Himmelen; yder det hellige Takoffer til Ævighedens
HErre, for hans beskyttende Haand var udstrakt over
Cumbriens Grendser. J, hvis Bønner bliver hørt, la¬
der udi Andagtens Lue den reneste Virak opdampe til
Thronen, at Danmarks Regent, at Danmarks Beboere
under Guddommens udspredte Vingers Luun, og dette
tilstundende Aar maae henleve udi Fred og Held, og ved
dets Begyndelse tænke paa, at det skal svinde hen, lige¬
saa umerkelig og ligesaa hastig, som det, hvis Liigklokke
snart vil tone igiennem den skumle Midnat; da skal for
dem et hvert Aar være et vundet Trin paa Himmelens
Stige, og glade Aandeskabninger skal smile der oven fra
imod de Ankommende
Til Tiden begraves under Natureus Ruiner, der i
vild Uorden reyser sig over den og bliver til et frygtfældt
Monumente, hvis truende Jsse bær denne med blegnende
Flammer tegnede Mindeskrift:
Han,
Hvis Ord føder Verdener,
Hvis Mundsvæyr Aander;
Han
Fravendte Opholdelses Øye fra Verden,
Og den forgik!
Tiden
Er ikke meere!
Ævigheden
Begynder!
Lovet være HErren!
(Hertil skal siden følge Register.)
Rargangen af disse Blade løstar i Folge den i Adreleckomores Efterretninger No. 141. beiendigjorte Tæt;
JvLand 1 Rdlr.) Paa Postpapiir 2 Mk.
Lolland 5 Mk.
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Holsien 1 Kdlr.)
mare.
He 5 Mk. 31.
Giælland 5 Mk.
