1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidend.
No. 1
Samleren.
Nogle vil maaskee legge os det til Last, at vi ikke begyn¬
der denne vores anden Aargang med et Nye=Aars=Vers;
men, naar jeg faaer sagt vore Læsere, at vi næsten alle ere
blevne syge af Nye=Aars=Gratulationer, Fruentimmer¬
ne, som maatte tage imod dem, og Mandfolkene, som
maatte aflegge dem, haaber jeg, at man haver os undskyldt,
og tager det ey ugunstigt op, at jeg paa samtliges Vegne
i ubunden dog velmeenende Stiil ønsker vore gunstige
Læsere
Et lyksaligt Nye=Aar.
De to ædelmodige Systre.
Kong Ludvig den Tolvtes Død havde ligesom forandret Na¬
tionens Geist. Franz 1ste besteeg Thronen; men Cabaler
og Partier ledsagede Begyndelsen af hans Regiering. Hertug¬
inden af Angouleme blev ueens med Connetable af Bour¬
bon; Guiserne forfulgte Montmorencis, og begge Husene
havde deres Tilhængere. Marquis af Rumigni, som var
beslægtet med de fornemste Huse i Frankerig, havde viselig
vidst at undflye det Uveyr, som han saae opstige ved Hoffet.
Han var for længst kied af Hoffet, og begav sig til sit Gods
i Picardie. Her nød han den Fornøyelse, som Landlev¬
net medfører, og i Roe at kunde betragte Naturen. Han
giorde sine Undersaatter lykkelige, dannede dem til gode
Borgere i Staten og levede lykkelig og vel tilfreds langt
fra Hoffet. Men denne philosophiske Rolighed betog ham
dog ikke Omgang med Adelen der i Naboelavet. Han var
Enkemand med 2 Døttre, og havde en Paarørende hos
sig, som sørgede for deres Opdragelse i Stedet for Moderen.
De havde begge hver sin forskiellige Character, besyn¬
derlige Dyder og Yndigheder. Lucie var en af de mægtige
Skiønheder, som før kan overvinde end kiælent røre Hier¬
terne; dog skiulte hun under en stolt høy Mine, megen
Ædelmodighed og øm Følelse. Melanie indtog et hvert
Hierte uden al Vold og Magt; og hun kiendte næsten ik¬
ke hendes egne Yndigheder. En elskværdig Sagtmodig¬
hed udbredede sig over alle hendes Foretagender, som gav
hende en Magt, der var sterkere end Skiønheds Magt;
Følelsen talede for Melanie. Kort, den ældste Syster
syntes at befale Kierlighed; den yngste blev allerede tilbe¬
det, naar man først troede at skattere hende høyt.
En vexelsidig kiælen Ømhed forenede begge; de betroe¬
de hinanden endogsaa de mindste Svagheder; thi alting var
endnu vigtigt for deres Siele; de kiendte endnu ingen Fø¬
lelse, uden Dyden og systerlig Kierlighed. Jeg behøver
vel ikke først, at sige det, at de vare i den lykkelige Alder,
som saa let opflammer, hvor Kierlighed er et nyt Liv, og
en anden Tilværelse. Deres Fader havde besluttet at gifte
den Ældste, og mange unge Adelsmænd giorde sig Umag
for at vinde hendes Kierlighed. Paa samme Tid fik og
Greve af Estiwal Adgang i Marquis af Rumignis
Huus.
Greven var af det Slags Folk, som havde intet at
klage over, undtagen over Lykken; han havde en meget rin¬
ge Formue; men Naturen havde holdt ham skadesløs. Den
gav ham en fornemme Fødsel og mange personlige Fortie¬
nester, med alle de Yndigheder, som ere næsten Fortienester
lige. Saadanne Fortrin giorde, at endog Diane v. Poi¬
tiers værdigede ham i Besynderlighed sin Høyagtelse frem
for alle Hofmænd; og dette er meget sagt til Grevens Be¬
rømmelse.
Begge Systrene havde lært at kiende Greven, førend
de allerede begge hemmelig elskede ham. Forestillelsen be¬
gyndte i et Øyeblik tillige med Kierligheden. Lucie og Me¬
laine søgte hinanden allerede mindre; de havde færre Smaa¬
heder at aabenbare for hinanden; de forfaldt i en alvorlig
Dybsindighed, og skyede hinanden, for desto friere at kun¬
de være tungsindede.
Melaie merkede først, at hendes Lucie ikke var den
samme. Kierlighed laae endnu skiult i hendes Hierte; men
hun skyer al Leylighed, hvor hun kunde blive tilspurgt om
hendes Fornemmelser. Dog det kunde hun ikke dølge for
sig selv, at Estival var elskværdig. Han fornam allerede,
at det vilde være en sød Fornøyelse, om hun kunde dele
hendes Følelser med ham, hun søgte hans Selskab og fryg¬
tede sig dog for det. Uagtet disse Dunkelheder, som om¬
gave hendes Siel, tvang hendes Venskab for Lucie hende
dog til, at bryde en Tavshed, som hun gierne altid havde
vildet iaagttage.
"Syster, sagde Melanie, jeg maae følge en Drivt,
som henriver mig, som jeg ikke kan mere imodstaae. Jeg
har længe stridet derimod, men min Ømhed kan ikke læn¬
ger tie.- Hvad har jeg giort, min søde Syster? Du
elsker mig ikke meere saa inderlig! Du flyer for mig! Jeg
bliver fremmed for dig! Du aabenbarer mig ikke meere dine
Hemmeligheder, og du søger ikke meere at udforske mine
Hemmeligheder! O min Syster, min allerkiereste Syster,
tael dog, jeg besværer dig ved vort Venskab. Forband
alle Omsvøb og lad dem fare, men underviis mig, om
jeg har Uret. Har jeg kundet fornærme dig, jeg, som
intet er smerteligere, end at mishage dig? Jeg vil bede
min kiereste Lucie om Forladelse, jeg vil giøre altsammen
got igien, om jeg har været saa ulykkelig -"
Melanie udtalede dette med Taare og Lucie afkyste
disse Taare. Hun fandt Naturens Magt, i hvor meget
