end hendes Lidenskab satte hende i Arbeyde. Melanies
Tale og hendes Bedrøvelse satte hende i Forundring.
"Ney, du har ikke fornærmet mig, svarede hun
jeg elsker dig endnu stedse. Men der findes Øyeblikke,
da man fornemmer en Melancholie, som man ikke kan for¬
klare.- Men mit Sindelav imod dig er stedse uforan¬
derligt."
"Hvorledes, sagde Melanie, har du en Kummer, og
veed ikke Aarsagen dertil!- "Syster, maa jeg tale? "Tael,
svarede Lucie med en Slags Nysgierrighed og Forlegen¬
hed. "Vil du ikke blive vred da? – Jeg lover
dig det nok engang, du kan tale frit. Syster, jeg skal
give dig de største Prøver paa Oprigtighed og Ømhed.
Betænk at du har tilladt mig det. Maaskee jeg tager
feyl - men jeg troer at have merket, at du, siden
Grev Estiwal - -"Hvad vil du sige dermed? faldt
Lucie hende ind i Talen, og rødmede fuld af Forvirring.
"Jntet, hierte Syster, men - Greven er en elskværdig
Herre."Elskværdig? nu got, svarede Lucie med en spodsk
Mine, som røbede hende, hvad har Greven i vor Tale at
bestille? J vil dog vel ikke troe Frøken, at jeg elsker ham?
"Jo, du elsker ham, blev Melanie ved, og betragtede
hende opmerksomt, - han elsker dig, føyede hun til, og
skiulte hendes Taare. Nu, hvad da, om vi elskede hinan¬
den, sagde den Ældste muntert. "Got, svarede den Yng¬
ste - Hiertet -- (det sidste Ord udtalede hun sag¬
tere, og drog et dybt Suk.) Du flyer fra mig, Syster?
Ja, raabte Lucie, det giør jeg, og jeg er fortørnet over
din Opførsel. Jeg skal elske Greven! J Sandhed, det er
en artig Samtale!
"Hun elsker ham, raabte Melanie, da hun var alle¬
ne, det er ikke at tvivle paa! Jeg er altsaa Lucies Med¬
beylerske, en Syster, som jeg elsker saa ømt, O Estiwal,
hvi skulde jeg faae dem at see! Kom de for at forstyrre
to Hierters Fred, som vare forenede ved de fasteste Na¬
turens Baand? - O hvad fornemmer jeg! Det er alt¬
saa Kierlighed, som opirrer min Siel? Men - jeg el¬
skes ikke igien - ney, jeg elskes ikke igien!"
Melanie græd, hun søgte at overvinde hendes Liden¬
skab, og vilde gierne opofre den for den systerlige Kierlig¬
hed - Kierligheden havde trængt alt for dybt i hendes
Hierte; en bestandig Urolighed qvælede det, og hun havde
ingen Veninde, som hun kunde aabne sig for.
Nogle Dage derefter overrumplede Greven hende i
den Urolighed, som hun ikke kunde dølge. "Tør jeg vove,
Frøken, at spørge om Aarsagen til den Kummer, hvorudi
hun saa pludselig er falden? O at jeg torde tage Deel
i hendes Smerter! Dersom jeg havde nogen Kum¬
mer, svarede Melane med en Slags Haardhed, saa vil¬
de jeg just ikke dele den med dem, og paa Øyeblikket gik
hun bort fra Greven.
Melanies Opførsel var ham ubegribelig, og desto
smerteligere, jo sterkere hans Kierlighed daglig blev for
hende. Hvert Øyeblik vilde han tilstaae det for hende,
men han havde først henvendt sig til Lucie. Hun var
ældst, og skulde altsaa først giftes. Hans Fader skrev
ham ofte til, og skyndte paa ham, at haste med Formæ¬
lingen, hvoraf hans Huses Skjebne i visse Maade afhæng¬
te. Greven maatte underkaste sig sin Families Ærgierrig¬
hed og sin Faders Villie. Han kiendte Lucies Værd,
men Melanie havde hans gandske Kierlighed. Efter lang
Strid med sig selv, besluttede han dog alligevel at ægte
Lucie. "Jeg vil adlyde min Fader - ja, jeg bliver Lu¬
cies Gemahl. Det vil blive min Død; men jeg skal
have levet, for at opfylde min Pligt, - og jeg døer for
det eneste Fruentimmer, som jeg kunde elske."
Melanie blev endnu uroligere saasnart hun var alle¬
ne; hun beskyldte sig for at have fornærmet Velanstændig¬
hed. Hun ønskede, at Greven vilde endnu engang giøre
hende det Spørsmaal, hvoraf hendes Kummer kom. No¬
gle Øyeblik derefter giorde hun sig det endog til en For¬
brydelse, at have den allerringeste Tilbøyelighed for Gre¬
ven. Nu søgte hun hans Selskab; nu skyede hun ham
igien. Denne Strid imellem Høymodighed og Kierlighed,
denne Kamp imod en Lidenskab, som hun forgieves søgte
at undertrykke, svekkede hendes Sundhed saa meget, at
hun endelig faldt i en farlig Sygdom.
J Lucies Hierte opvaagnede nu hendes gandske Øm¬
hed. Hun fløy til Melanies Seng, omfavnede hende fy¬
rigen, og vædede hendes Kinder med Taare. Saasnart
de vare allene, talede hun til Melanie i den rene Oprig¬
tigheds Tone og udøste sit Hierte for hende. Hun vilde
udforske hendes Hierte, som vilde vide Aarsagen til hen¬
des Sygdom. Melanie søgte at dølge det for hende, og
ønskede heller at døe. Lucies fyrige Bønner fik dog den
Tilstaaelse af hendes Syster, at hun afskede Greven af
Estiwal. "Men jeg veed, at Greven elsker dig - lad
mig døe, søde Syster; ingen maae faae min Svaghed,
min Forbrydelse at vide, undtagen du. Ak, jeg har gien¬
nemboret dit Hierte. For alting lad ikke Greven vide
min Ulykke. Du har et Hierte, Syster, siger det dig
ikke, at min Feyl er uforsætlig? – Jeg er straffet der¬
for - lad mig døe i dine Arme." Du elsker Estiwal?
sagde Lucie, og fældede en bitterlig Graad. Hun om¬
favnede hende paa det ømmeste, sleed sig ud af hendes Ar¬
me, faldt i en heftig Smerte, og omfavnede hende endnu
fyrigere paa nye igien. Du maae leve, blev Lucie hulken¬
de ved; o dersom jeg maae - ja jeg vil opofre min Kier¬
lighed for dig. - Ney, alt for ædelmodige Syster, sagde
Melanie, i det hun udstrakte hendes Arme imod hende,
jeg vil ikke misbruge din Ømhed og Medlidenhed; jeg
maatte da være grusom og barbarisk. Estiwal er be¬
stemt for Dig - Lucie faldt i Afmagt; Mela¬
nie ringte, man bragte hende til sig selv igien, og hendes
Høymodighed triumpherede over hendes Kierlighed. Hun
hastede til hendes syge Syster - Forlad mig min Svag¬
hed; kiereste Syster, nu er mit Mod uovervindeligt, jeg
lover dig. Jeg skulde visselig have holdt det for min
Lykke, at være Grevens Gemahlinde - men var det og
Lykke, naar det maatte koste dig Livet! Ney, jeg føler,
at Venskab i mit Hierte kan være Kierligheden liig.
Vend dine Øyne bort fra min Graad; hør ikke paa de
