sidste Sukke af en Lidenskab, som jeg vil undertrykke, og
vend tilbage i Livet, hvor din Syster, din Veninde skal
elske dig.
"O, min Syster, desto mere du opofrer for mig,
desmeere maae jeg væbne mig imod din Godhed - imod
mig selv. - Saa megen Dyd giør mig strafværdig i
mine egne Øyne. Ja, jeg besværer dig, lad mig døe,
elsk mig endda, naar jeg er død, og ægt -
Melanie kunde ikke tale videre, og Lucie faldt hende
grædende i Favnen. Hun forlod hendes Systers Seng
ikke et Øyeblik, og Systeren giorde sig ivrig Umag for, at
vise ligesaa megen Følelse og Høymodighed som hun. Og
er det ikke virkelig det største Heltemod og Seyer, at rive
sig løs for en fortryllende Lidenskab, af hvilken vort Hier¬
te er indtaget, og at ønske andres Lykke paa vor egens
Bekostning.
"Kiereste Syster, sagde Lucie nogen Tid efter denne
bange Tilstaaelse til Melanie, jeg har prøvet mig, og
jeg troer, at mit Hierte skal opfylde den Pligt, som jeg
foreskriver det. Jeg skulde baade bedrage dig og mig selv,
om jeg vilde love dig mere - kiereste Melanie, jeg fø¬
ler mig sterk nok til, (i det mindste haaber jeg at være
det), at forsage Estival, ja ikke at ægte ham; men skal
jeg sige, at jeg elsker ham ikke? Ak, jeg vil dog hemme¬
lig tilbede ham - Men at see ham i en andens Arme;
at see en anden elskes af ham - at være hans Gemahl¬
inde - at min Syster - ney, det Syn vilde være mig
uudstaaeligt. Skulde Melanie vel have Mod nok, til
at opofre saa meget for mig?" (med den ømmeste Rø¬
relse ansaae hun hendes Syster herved) "Tvivler du, sva¬
rede Melanie. Ja, blev hun ved med en ædel Tillid, jeg
ønsker - jeg vil, at du skal blive hans Gemahlinde; det
er min faste Beslutning, og jeg vil selv tvinge mit Hierte,
til at samtykke derudi - Lad mig være ulykkelig allene;
min Syster skal nyde hendes Dyders Løn."
Melanie rørt af Lucies Opførsel, undrev sig endda
fra Døden. Uden at erholde en fuldkommen Seyer, syn¬
tes hun dog at triumphere over hendes Lidenskab; og det
var Lucie og hende selv allerede nok, for ey at giøre sig
selv nogen Bebreydelser. Men hendes Lidenskab vandt dog
alligevel daglig nye Kræfter, i Stedet for at blive svagere.
Hun flyede Estival, men hendes Elskeliges billede laae
dybt i hendes Siel. Hun skyede al Leylighed til at være
allene med ham, med den Mand, som hun elskede; dog
kunde hun ikke engang skye den ensomme Samtale, der er
saa farlig for et Hierte, som slet ikke dølger sin Svaghed.
"Hvor flyer De hen, naadige Frøken? (sagde Greven til
hende, som holdt hende tilbage, og kastede sig for hendes
Fødder). De værdige mig dog, ikkun et Øyeblik at an¬
høre mig. - Ney, De maae ey forlade mig; der er ikke
mere Tid, at dølge det for Dem: jeg tilbeder Dem, jeg
elsker Dem paa det heftigste. Min Faders befaling
tvang mig, at anholde om Deres Syster; hun er elsk¬
værdig, og værd at ære; min Familie skulde have ønsket
vor Forbindelse - Men, deyligste Melanie, jeg kan
ikke længer forstille mig. Jeg maatte bedrage Lucie, thi
jeg kan ikkun elske Dem. Tael De nu, afsig De min
Skiebne."
"Det er alt afgiort, svarede Melanie, i det hun
reyste Greven op: De har tilbudet min Syster deres
Haand - De befalder hende, og De maae elske hende. Alt
hvad jeg tør, og alt hvad jeg kan, er dette, at jeg - er
Deres Veninde - jeg har sagt Dem altsammen. Fra nu
af - maae De intet meere sige mig - jeg vil fortelle det
altsammen, - jeg er og min Systers Veninde - jeg vil
fortie det paa de Vilkaar, at De aldrig mere ville tænke
paa det, som De nu har betroet mig. Lev vel, Hr. Gre¬
ve maatte jeg dog aldrig see Dem mere igien!
Melanie hastede ind i hendes Kammer, nu var hun
gandske den Elskende igien. Jeg kan nu altsaa, raabte
hun, i Friehed udøse mine Taare, bade mig i Graad, over¬
lade mig til al min Svaghed, til min Kierlighed! Her for¬
nærmer jeg ikke min Syster - Greven elsker mig altsaa!
Men jeg maae udslette ham af mit Hierte. Jeg vil tale
for ham hos Lucie, og betage ham alt Haab paa min Si¬
de - Jeg Ulyksalige - Dog jeg vil døe under tusind
Sukke - men jeg vil bevise, at et Fruentimmer kan over¬
vinde sig selv, at hun kan opofre Kierlighed for Natur,
Venskab og Pligt.
Saaledes kæmpede Melanie længe med sig selv. Esti¬
val skrev hende adskillige Breve til, men hun vilde slet ikke
imodtage dem. Endelig træt af saa mange Anfald, i Fare
for at give efter for dem, meere end nogen Tid før indtagen
af Greven, og mere end nogen Tid før ømsindet imod sin
Syster, samlede hun paa eengang endnu alle sine Kræfter,
og forsvandt pludselig ud fra hendes Faders Huus. Hen¬
des Flugt nedtrykte hendes Familie i den dybeste Smerte.
Lucie, gandske utrøstelig, overlod sig til Fortvivlelsen. Føl¬
gende Brev nedslog hende gandske og aldeles:
Allerkiereste Syster!
"Du maae ikke falde i Forundring over min Flugt. Gud
give, at jeg kunde flye for mig selv! Jeg har udvalgt den
eneste Tilflugt, som var til overs for mig. Jeg elsker
dig - jeg tilbeder Estival. Jeg kan ikke blive hans
Gemahlinde, du, du skal føre hans Navn. Jeg vil op¬
ofre mig til Gud, han kiender mit Hierte, han skal for¬
barme sig over mig, og skienke Hiertet Rolighed. Vore
Hierter ere i hans Haand, han skal forandre mit; han skal
udslukke den ulykkelige Kierlighed deraf, som jeg maae ta¬
ge med mig til hans Alter, som ved mine Taare og i min
Fortvivlelse endnu mere opflammer. Gud trøster mig
maaskee over den elskværdigste Mands Forliis, O hvad
siger jeg? Ney, vær lykkelig, min Syster, og elsk mig.
Greven selv maae være min Ven; Jeg kan, uden at for¬
nærme dig, uden at fornærme din ømme Følelse, befordre
hans Lykke og din Lykke; jeg skienker eder min Formue;
derved kan J leve bedre i eders Stand. Jeg haaber, at
min Fader ikke skal forhindre mine Hensigter. Spørger
ikke efter mit nye Opholdssted; det vilde blive eder umue¬
ligt at opdage det. Jeg har dulgt mit Navn, min Stand,
og giort alting, for at være sikker for eders Efterspørgsel,
for den Ømhed J har for mig, for min Faders Kierlig¬
