hed, hvis Godhed jeg ævig skal ære - for at være sikker
for mig selv, da jeg har mere Mistanke til mig, end til
alle andre. Jeg kiender min Svaghed, og har søgt at
bevare min Dyd; jeg døer i det mindste med den Trøst,
at jeg har giort min Pligt, og giort dig lykkeligere. Lev
vel, allerkiereste Syster! Lev vel; Verden, Lidenskaberne
fare vel - ney, ham tør jeg aldrig mere nævne."
Denne usædvanlige Høymodighed var Lucie et dø¬
deligt Sting; den Tanke, for altid at have giort hendes
Syster ulykkelig, styrtede hende i en dyb Afmagt. Paa
engang opvaagnede hun deraf med et Angestskriig: "Ney,
kiereste Melanie, jeg vil ikke have ringere Mod end Du!
Aldrig vil jeg indgaae den Forbindelse, som jeg maae hade
og sønderrive, fordi den giorde dig ulykkelig. Du skal ikke
være skiult for min Efterforskning; jeg vil opdage det Til¬
flugts=Sted, som har udrevet dig fra min Kierlighed -
jeg vil opdage det - Jeg skal føre dig bort derfra, her¬
hid, i din Families Skiød; Du skal see Estival, elske
ham - og, om det ikke kan andet være - saa bliv hans
Gemahlinde! - For mig er Døden."
J dette Øyeblik kom Greven til hende; hun aaben¬
barede det altsammen for ham, Melanies Flugt, hendes
Testamente, hendes Villie, at see Greven forenet med hen¬
des Syster. "Det er endnu ey altsammen, lagde hun til:
Veed De, Greve, at Melanie elsker Dem! Men hun vil
opofre sin Lykke for min! De dømme, i hvilken forskrekke¬
lig Tilstand jeg er! Jeg kunde være lykkelig, om jeg blev
Deres Gemahlinde - o Estival - mon min Syster
min Syster! o Gud!
Elskværdige, Himmelske Siele! raabte Greven, Me¬
lanie. - Ney, jeg vil ikke kiøbe min Lyksalighed paa
det beste Fruentimmers Bekostning iblant alle! Ney, Lu¬
cie, jeg vil heller døe, end eye dig for den Priis. Jeg
er Aarsag i Melanies Ulykke! Kan man ikke udrive hende
af det Fængsel, hvorudi hun vil døe?
Estival og Marquis af Rumigni giorde alt hvad
de kunde, for at opsøge Melanie, men altsammen var for¬
gieves. M. Rumigni, nedbøyet af Smerte, aabenbare¬
de Grevens Fader deres bedrøvelige Tilstand; han bad ham
indstændig at komme til dem, og hielpe til at befordre Lu¬
cies Formæling med Greven. Derudi haabede han endnu
at finde nogen Lindring i sin Elendighed. Grevens Fødsel
og de store Forhaabninger, hvortil hans Anseelse ved Hof¬
fet berettigede ham, giorde hans Forbindelse vigtig for M.
Rumigni. Grevens Fader kom; han fandt sin Søn i
den dybeste Kummer. Hans Hierte blev fortæret af en Li¬
denskab, som Pligt, Redelighed og Medlidenhed selv be¬
falede ham, at holde hemmelig. Lucie troede at være el¬
sket af ham; men hun vidste ikke, hvor høyt han elskede
Melanie. Hun holdt hans Kierligheds Taare for Med¬
lidenheds og Menneskeligheds Taare. Han var allerede i
Begreb med, at hielpe Lucie ud af Vildfarelsen, da hans
Fader kom til ham.
Denne var en af de ubøyelige Krigsmænd, der hol¬
der det for lige saa let, at overvinde Lidenskaberne, som at
føre Krig imod Statens Fiender. Han erindrede sig in¬
gen Følelse mere af Kierlighed. Han havde i sine Breve
givet sin Parole fra sig, at hans Søn skulde ægte Lucie.
Forgieves lod Estival ham see sit Hiertes Saar; han viste
ham Melanies Ulykke, hans Ømhed for denne Ulyksali¬
ge; men han havde givet hans Parole, den gode Marquis
fandt sin eneste Trøst i Lucies Forbindelse med Greven;
begge Familiernes Jnteresse udfordrede det saaledes; Gre¬
ven skulde lyde, og give Æren Fortrin for Kierlighed. Al
Graad og al Bøn om Opsettelse var forgieves. Faderens
Taare tvang ham endelig denne Tilsagn af: Min Fa¬
der - jeg vil adlyde Dem!
Melanie var i et mørkt Tilflugts=Sted endnu mere
udsat for Stormen, som hun vilde undflye. Hendes Hierte
var gaaet med hende derhen, og Kierlighed fulgte stedse ef¬
ter hende. Naar hun laae for Alteret, saae hun Estival;
naar hun græd i sin Ensomhed, saa græd hun for hans
Skyld, naar hun sov, saa drømte hun om ham; naar hun
vaagnede, saa stod hans billede for hendes Øyne. J hen¬
des Bønner om Sieleroe, bad hun for ham. Hun hav¬
de de Øyeblikke, da hun vilde forlade hendes Eensomhed,
og flye til Estival, for at kaste sig ned for hans Fødder.
Hun undertrykte hendes Tanker derom; hun opofrede hen¬
des Begieringer for Herren i Bønnen; men endnu stedse
var hendes Siel et Rov for hendes Lidenskab!
Lucie havde ikke mindre Kamp; hun græd for hen¬
des Syster; hun vidste, at hun blev et ulykkeligt Offer for
hende, men Lucie elskede Greven, og strax vare alle hen¬
des Ønsker henvendte paa hendes Forbindelse med ham.
Endelig kom Dagen, som var fastsat til Formælingen.
Greven blev ført til Kirken af sin Fader; nok engang sagde
Greven ham, hvor ulykkelig han vilde blive.
Nu stode de for Alteret. Lucie giorde sin Eed med
en Døendes Stemme, Man lod hende allene med hendes
Gemahl. Giennemtrængt af den forskrekkelige Tanke, at
hendes Systers Friehed, ja maaskee Liv, skulde spildes ved
hendes Lykke, overlod hun sig til Fortvivlelsen. Esteval
tog alt for stor Deel i hendes Smerte, og ønskede ofte, at
Melanies Ulykke maatte røre ham mindre. Og hvor li¬
det saae hun dog den forskrekkelige Snært forud, som truede
hende, Hun vidste ikke, at hun havde en elskelig Medbey¬
lerske, og at denne var hendes Syster.
(Resten følger.)
Aargangen af disse Blade, hvoraf et Stykke udgives hver Løverdag, koster:
J Kiøbenhavn 4 Mk.
Lolland 5 Mk.
Jylland 1 Rdlr) Paa Postpapiir 2 Mk.
Siælland 5 Mk.
Fyen 5 Mk. 8s.
Holsten 1 Rdlr.)
meere.
