1768.
Fruentimmer= og Mandf.Tidend.
No.2
Samleren.
Slutningen om de to ædelmodige Systre.
(See No. 1.)
Efterretningen om Grevens Forbindelse med Lucie
var kommen til Klosteret, hvor Melanie var. Man kan
umuelig beskrive den Lidenskabernes Forvirring, hvoraf hun
nu blev dreven hid og did. J de forskrekkelige Øyeblikke
maatte hun kalde ald hendes Dyd til Hielp. Hun flyede
til Alteret. Her eftertænkte hun først hendes Ulykke, og
forøgede sin Pine. Hun bandede hendes grusomme Syster
i Fortvivlelsens Øyeblikke, og den Anger, som hun fornam
strax derpaa, qvælede hende paa nye.
Had, Hævngierrighed og Jalousie nagede hendes
Hierte. Snart skyndte hun sig bort for sin Eensomhed,
og snart flyede hun i en Hast derhen igien; hun kunde in¬
gen Beslutning fatte; endelig stod hun stille ved det For¬
sæt, at befrie sig fra den Elendighed, som qvælede hende.
Hun udvalgte den forskrekkeligste Dødsmaade; den dødeli¬
ge Strikke er allerede i hendes Hænder. En Dødeligheds
Tanke, i hvilken en anden fortvivlende Beslutning blandede
sig, holdt hende endnu tilbage. "Jeg vil tage Livet af
mig - - - men er dette Liv mit? Jeg er indsluttet i det
forskrekkeligste Fængsel! Tør jeg vel gaae ud? Hvo stødte
mig herind? Han, som ikke behøver at giøre os Regnskab
for sin Villie; Han, som allene kan dømme over min
Skiebne! Han vil, at mine Taare og mit Hierte skal
martres; jeg skal døe paa Pinebenken! - (Hun faldt
paa hendes Knæe og græd bittre Taare.) Gud, jeg føl¬
ger din ubegribelige Villie! jeg vil leve, leve, i Taare, i
Fortvivlelse. Jeg har syndet imod dig, jeg vilde dræbe
mig!– mit Liv vil være Straf nok derfor - du lader
mig beholde mit Hierte!
Lucie fandt ingen Roe i den Forbindelse, som hun
saa meget havde ønsket. Hendes Systers billede forfulg¬
te hende stedse. Vel søgte Greven at holde hende skadeløs
for den Kierlighed, som hans Hierte nægtede hende; han
beklagede hende; han skatterede hende høyt; men han el¬
skede i hende ikkun Melanies Syster. Han sukkede ikkun
hemmelig, for at vise sin Pligt og Retskaffenhed imod hans
Fader. Men den Ulyksalige maae gandske kunde udtøm¬
me hans Siel; Taare, som vi udgyder i en andens Barm,
taber Deres Bitterhed. Greven havde en meget fortrolig
Ven i Paris, som han hidindtil havde betroet hans største
Hemmeligheder. For at give sit Hierte Luft, havde han
begyndt at skrive følgende Brev til denne Ven: "Ja, kie¬
reste Ven, jeg er gift, jeg er riig, jeg har Haab, at faae
en stor og anselig Bestilling, og jeg er det ulykkeligste
Menneske af Verden. Min Gemahlinde besidder alt det,
som kan være elskværdigt. Men hvem kan byde over
sit Hierte? Min Gemahlinde har en Medbeylerske; hen¬
des -" Saavidt havde han skrevet, da han blev afbrudt.
Ved et ulykkeligt Tilfælde kom Lucie ind i hendes Ge¬
mahls Kammer, fandt dette Brev, som han havde for¬
glemt der, læste det, og faldt i Afmagt. Estival kom
derpaa til, og fandt Brevet i Lucies Hænder. Hun kom
til sig selv igien - Han elsker mig ikke. En Medbey¬
lerske! - O Greve, her ligger jeg for Deres Fødder!
jeg omfavner deres Knæe, jeg væder dem med mine Taare.
Siig mig, hvo er den Medbeylerske? hvo er hun? Tael
dog! (Greven forbuvsedes, og vilde løfte hende op.) Ney,
De maae først sige mig hendes Navn. Den Grusomme!
Utaknemmelige! lad hende komme, for at igiennembore
mig! Deres - ! (Dette sagde hun i en Hast) O Him¬
mel! hvilken Mistanke, jeg er Dødens - Det Torden¬
slag fattedes mig! min Syster! (Ved det Ord faldt
Greven til Gulvet, ligesom slagen af Lynild.) Estival!
skulde du elske min Syster!
Ja, svarede han hende med en Tone, som var qvalt
af Graad - dette var det, som jeg vilde dølge for dem
og for mig selv. Dette vilde min ulyksalige Skiebne.
Jeg kiender Deres Værd; men jeg havde allerede skienkt
Melanie min Ømhed og Kierlighed, førend jeg gav Dem
min Haand. Jeg vilde til ævig Tid have skiult denne
Ulykkelige Tilbøyelighed i mit Hierte, men min onde Lykke
har røbet den for Dem. De bliver bleeg, Lucie! aller¬
kiereste Lucie! See din Gemahl, som døer for dine Fød¬
der - Han vil undertrykke de Tilbøyeligheder, som for¬
nærmer dig; han vil elske dig!
Lucie kom nu til sig selv igien af denne Afmagt, for
(med et døende Øyekast paa Estival) at sige: De elsker
min Syster! og strax faldt hun i Afmagt paa nye igien!
Kort derefter faldt hun i en hidsig Febre. Hun skiulte
Aarsagen til hendes Sygdom for alle. Hun havde ikke
mere Kræfter nok til at tale med hendes Gemahl, hun
kunde ikkun paa det ømmeste trykke hans Haand, og kaste
giennemtrængende Øyekast, fulde af Pine og Kierlighed,
paa ham, hvilke giennemborede hendes Hierte. "O det
er alt for megen Høymodighed, raabte Estival! min
Gudinde! du vil endnu dølge det, at jeg er din Morder!
Ney, al Verden skal vide det, og forbande mig.
Marquis v. Rumigni og Grevens Fader kom ind
med Lægen. Greven løb imod dem. "Alt Kunst er for¬
gives til at opdage Deres Datters Sygdom: Her er Aar¬
sagen! - Jeg, ja jeg har stødt Dolken i hendes Hierte.
"Herpaa fortalte han dem sin Ulykke, og bad Lucie med
grædende Taare at forlade og tilgive ham, skienke ham
hendes Kierlighed igien, leve for ham, og tage imod hans
Troskab paa nye!
